De bliver sjældnere og sjældnere – byens små oaser, vandingssteder, åndehuller, heller eller hvad man ellers kan kaldes disse lævn fra fortiden.

I virkeligheden er det fuldstændigt ligegyldigt hvilken etiket man sætter på dem – det fantastiske er jo netop at man ikke skal tænke på eller forholde sig til noget som helst når man sætter sig i en diskret krog og gemmer sig bag en kold Grøn Tuborg.
Værtshusene er de eneste steder hvor man kan sidde i ro og mag og lave absolut ingenting uden at tænke på noget som helst.

Spørger jeg Annette vælger hun helst Nick – altså når det ikke skal være Byens Kro. På Nick her er åndsniveauet, og ikke mindst indretningen langt over gennemsnittet.

Tag eksempelvis væggene – mere autentisk bliver det ikke – og når man nu godt kan li’ malerier på væggene, hvor så ikke lave skillerier der angiver de sanitære forhold!

Pas godt på dem – disse mødesteder for os rastløse. De er en truet art!