Venner – hmm, en underlig størrelse.

Det er nærmest som med skoven man ikke kan se for bare træer, der i øvrigt ikke umiddelbart kan skelnes fra hinanden. Hvilket træ er det ene – og hvilket er det andet. Man skal på afstand – VÆK – for at kunne få overblik og overskue. Væk for at kunne modtage, veje og sortere… og det gør ikke noget af afstanden er stor. Ikke nødvendigvis i strækning – tiden er bestemt også god hvis man virkeligt vil have en fornemmelse… Dyrehaven er eksempelvis meget mindre sidst jeg så den, end da jeg var der som barn… dengang var den nemlig en rigtig skov, og ikke som i dag hvor der nærmest er tale om en velordnet park.

Én ting er sikkert tingene er aldrig som man tror det er. Sådan er det også med venner…

Hvorfor nu den snak om venner? Jeg aner det faktisk ikke – det dukkede op i mit hoved tidligt her til morgen. Det er efterhånden 4 timer siden – den har jeg så brugt til at sidde og hygge mig og tygge mig gennem begreber som bekendtskaber, venskaber, omgangskreds og meget meget mere. Mange vil sige at der er gået inflation i begrebet efter at hele verden konkurrere indbyrdes om at få flest venner på Facebook – sådan virker det i hvert tilfælde en gang imellem. Jeg har selv en 407 friends – og det er langt fra dem alle jeg betragter som mine off line venner. Til gengæld ved jeg 100 % at der ikke er nogen fjender imellem.

Hvem er det lige der er ens venner. Og forudsætter venskaber at begge parter betragter hinanden som venner?

I don’t know.

Man har naturligvis den håndfuld man altid kan regne med – den lille gruppe af venner man ved altid er der ude – et eller andet sted. Dem man altid kan tage fat i. Den gruppe er i øvrigt farlig – for den er let at tage for givet, og det er det værste der kan ske. Det er nemlig ikke rart at blive taget for givet…

Og så har man – jeg har i hvert tilfælde – en stor gruppe jeg betragter som gode venner. Og det er ikke nødvendigvis folk, der selv ved det og måske ikke engang betragter mig som en ven.

Mange vil sikkert kategorisere disse personer som bekendtskaber – men det begreb er for vagt. Jeg for min del kan sagtens føle venskab med en person, der ikke nødvendigvis betragter mig som sin ven… hos mig opstår venskaber ofte out of nowhere og hele tiden. Pludseligt føler man dem – ofte nærmest skræmmende, fordi man ikke lige havde regnet med pågældende i den kategori.

Det er sikkert lettere at forstå hvis man er langt væk fra sine vante omgivelser. Her i Kathmandu er der eksempelvis meget langt til København, hvor de fleste af mine venner opholder sig. Derfor virker det ekstra stærkt, når der pludseligt og helt uventet kommer opmærksomhed ind fra højre med en kraft der er så voldsom at ens følelsesregister knock outes et øjeblik og efterlader én i et tomrum af dårlig samvittighed: For har jeg nu fortjent det…?

Da er det man skal stoppe op et øjeblik, sunde sig og virkeligt sætte pris på følelsen. Og det er så det jeg gør for tiden – inden for den sidste uge er det nemlig sket hele to gange.

Forleden modtog jeg denne forrygende hilsen – naturligvis fra Allan og naturligvis efter en frokost eller en tur i byen eller en kombination af begge dele:

Tjek det lige ud!

på trods af klima og top uafviklede helikoptere som flyver over byen.
trodser jeg himmlen og lytter til syrer.. orkestre
tværfløjter og guitarer fylder min stue med frosne og klokke klare
melodier
Jazz or not “Focus” er pre “genesis” og naive harmonier forenet i frostklare klima naviteter..
pludselig står kathmandu meget tættere i mit sind, end obama og alle regerings ledere…
ku de for helvede bare ikke droppe facaderne og lytte til musikken, så ville verdenen være et bedre
sted at leve..
kort sagt, var musikken en verdens VIBE ville det på alle måder
være et bedre sted at leve…
Thomas du lever drømmen ud, uden snabel sko på, men med en
sjæl som er 1000 år gammel, og det holder jeg sgu af…
og når mit liv synes banalt, så tænker jeg tit på at der I er derude og lever det hele ud….
Jeg ved godt at vi ikke er så tætte og jeg bare er den pause klovn der skriver skøre digte når jeg er
fuld..
men dine blogs og dit syn på mange ting vokser i min bevidsthed
og er en stor inspiration…
for hvad det nu er værd, så tak for det… 🙂
håber du hygger dig derude..
ja det skulle ikke være en hyldest, men jeg er bare pisse glad for at der er folk som dig tilstede i
livet….

Hygge for sytten da…

Allan

Jeg blev sgu’ noget så banalt som GLAD. Så er det sagt!

Bare det at nogen har tænkt på én og oven i købet taget sig sammen (og tid) til at konkretisere tankerne OG samtidigt blotlægge sine følelser i en tid, hvor alle med garanti fiser forvirret rundt som høns uden hoveder… DET er prisværdigt.

Sjovt nok har jeg altid betragtet Allan som min ven – og en af dem der er mere end et bekendtskab. Det ved han åbenbart ikke engang selv. Indrømmet – den fysiske tid vi har brugt sammen er ganske rigtigt begrænset. Men i min optik har venskaber nemlig også noget med spiritualitet at gøre – en samhørighed der binder én sammen på en måde, at jeg med den største selvfølgelighed vil ringe og/eller maile til Allan en gang ude i fremtiden, hvis vores indbyrdes kommunikation af en eller anden årsag skulle stoppe. Men den vil aldrig stoppe – allerhøjest blive sat på Stand By.

Den anden stærke oplevelse jeg havde, var Martins bog der dumpede ind gennem Ambassadens brevsprække forleden.

Han tror nok at det er bogen om hans eget liv – men det er det altså ikke. Eller ikke kun.

For novellerne (hvorfor helvede har forlaget kaldt det noget så ukommercielt som NOVELLER – bogen kan sagtens fungere som en fragment-roman) er én lang opremsning af miljøer og situationer (og musik), der for en stor dels vedkommende er identiske med mit eget liv, og det i en grad der nærmest er skræmmende. For der er noget der tyder på at vi har gået op ad hinanden hele vores ungdom uden egentligt at ’kende’ hinanden. Trykken (Gu’ ve hvorfor han ikke brugte det ord om det hedengangne Trocadero), Floss, Krasnapolsky, Umatic, Viktor, Daddy’s, Monten, Jazzhouse, Rust, Kannibalen (hvorfor Alleenberg), 90’eren mm… Izis, BarBue og Loppen må enten være en forglemmelse eller ligge på køl til næste bog.

En af grundende til at vores cirkler kun har berørt hinanden skyldes naturligvis at hans omgangskreds udspringer af Bernadotteskolen, hvor min udspringer af hele miljøet omkring Hovedbiblioteket, der dengang lå på Kultorvet og var en kæmpe smeltedigel af unge studerende fra alle egne af København og samtidigt det perfekte afsæt ud i det københavnske natteliv med forgreninger syd- og nordpå.

Martin har naturligvis spurgt efter min adresse – men det er der så mange der har, uden at lægge handling bag ordene (og ikke et ondt ord eller en ond tanke om det) – så derfor regnede jeg ikke med noget.

Da jeg så sad med bogen i hånden, stod klumperne i kø i halsen på mig – og da jeg læste den blev min hud rug som sandpapir med al den gåsehud jeg fik i takt med at ungdommen tonede frem gennem tågerne.

En herlig bog modtaget på den helt rigtige måde… der kommer med garanti en masse tanker som finder plads til disse sider… De næste dage kommer til at stå i venskabets tegn på en helt anden (eller tredje) måde.

I morgen kommer Line og Claus med deres dejlige unger. Og 4 dage efter følger Jesper, Lucia, Thomas og Sofia Og Ingrid og Kasper og fylder Family Guest House op til bristepunktet, da vi også selv flytter ind i bedste Kollektiv stil.

Mere dansk og sommerhusagtigt bliver det ganske enkelt ikke på disse kanter.

Og hele 2010 tror jeg kommer til at stå i venskabernes tegn – kan mærke at der er en masse på vej. Og vores nye rammer i Pagnajol – med Cinzia indenfor behagelig rækkevidde – vil vi selv fylde med alle de nye bekendtskaber, vi har fået her i Kathmandu.

Her er der flere med kæmpe vennepotentialer. Det er bare med at slå antennerne ud, opfange Vibe’sne, kvittere med kærlighed og tanker og tage imod.

Man skal yde for at kunne nyde – så banalt er det.