Sceneriet: Tachpal Tole fra toppen med de omkransende bjerge foran mig. Vejen til Dhulikel smyger sig opad gennem morgendisen i horisonten. Beth Gibbons og hendes rustne mand luller sig igennem Out of Season kun forstyrret af klokkerne der startede forsigtigt kl.  4:30 am og steget i frekvens og intensitet i takt med morgenlivet er taget til.

Vi kom jo aldrig af sted på vores lille – lange weekend – forleden. Dels pga arbejde men også på grund af usikkerheden omkring Maoisternes strejkeaktivitet. Vi kan ikke sætte os i en situation, hvor vi ikke kan komme gennem maoisternes blokader, tilbage til Lazimpat

Forleden spurgte jeg Annette, om hvorfor vi ikke tog afsæt i fødselsdagen hos Kiki’s (i går) og forsatte ’væk’. Helt konkret med at tage til Bhaktapur og overnatte, i stedet for at tage tilbage til Lazimpat. Mandag er Pinse i Europa hvilket betyder, at der bliver meget stille på den front. Og der er ikke så meget vi kan gøre mht Tings Loung Hotel da vi først har huset den 1. juni og alt alligevel er kaos.

Bhaktapur er på vejen til den kinesiske grænse – det område vi vil tjekke ud. Og så ligger byen kun 20 minutter fra Kiki’s, hvis man altså kan finde smutvejen fra Lupu på tværs vestover… Hvis man ikke kan det, må man tilbage til Ringvejen og ad helvedes hovedvej hertil…

Vi fandt tværvejen og kom hertil på ingen tid.

Allerede 20 minutter efter vi forlod børnehjemmet, parkerede vi udenfor indgangen til Bhaktapur’s gamle bydel (hvor vi havde den glædelige overraskelse at blive hilst velkommen af Rashmita, der havde på lørdags picnic med familien og nu på vej retur til Kathmandu – fedt at blive genkendt!).
Og 10 minutter senere tjekkede vi ind på præcis det hotel, jeg havde drømt om. Med privat terrasse med 360 graders udsigt – face-2-face med de to smukke templer på Tachpal Tole Pladsen – et af byenes mest kendte motiver.

Her er ikke en eneste turist efter solnedgang og out of season. Så priserne er groteskt lave. Et værelse som vores – der er byens bedste – fik vi for 35 US – godt 60% billigere end listeprisen…. den sædvanlige historie, som jeg ikke gider bruge mere skærmplads på.

Så jeg er glad og lykkelig – beslutningen om at tage afsted er rigtig.

For det første betyder det, at man allerede føler sig ’på ferie’ og on the road. Havde jeg siddet hjemme med udsigt til at skulle pakke og herefter kæmpe mig ud af Kathmandus vanvittige trafik, ville jeg mentalt set være et andet sted.

Men den vigtigste årsag er faktisk en anden. Nemlig selve det at opleve Bhaktapur by night og by morning.

Alle ved at byen er noget af det smukkeste man kan se. Ikke alene i Nepal – men i hele Asien. Men det er de færreste, der oplever byen efter mørkets frembrud.

Her trækker alle de lokale ud på gaderne i takt med at de sidste udlændinge returnerer til Thamel. Folk sætter og lækker sig under templernes pagodelignende kanapper og hygger med sang, snak, røgelse og snacks, mens hundene knepper lystigt bag ens ryg eller snuser rundt efter lidt spiseligt fra de mange små gadetempler, der har serveret dagens ofringer – en underlig fødekæde.

På dette tidspunkt leves livet fuldstændigt som for flere hundrede år siden. Her er ingen biler, ingen generatorer, sparsomt lys og næsten ingen moderne musik. Her blander duftene fra røgelsen og halvrådden frugt og grønt, sig med farverne fra tikkaerne på folks pander, kvindernes sarier, tankaer, shivaer og forhængene, der blafrer i indgangen til de mange spisehuse.

Klokken 9:30 bliver er her BOM stille – da forsvinder folk indendørs til deres Tv og radio, som nu har fået nyt liv – strømmen er tilbage.

Om morgenen gentager det hele sig – men i en lidt anden forklædning.

Lydene er energiske og duftene friskere. En enkelt traktor og bil lister sig gennem bykernen. De skal nå at komme ud eller videre inden det hele spærres af og gøres klart til turisterne.
De har lige afleveret varer til dagens handel og vandel. Friske urter, grøntsager og frugter har nu invaderet alle de steder, der 10 timer tidligere dannede rammerne om aftenlivet ovenfor. Enkelte steder må der kæmpes en smule for at få en af de mange hjemløse ud af fjerene, så gadehylden kan fyldes med varer.

Om nogle timer – de første handlende kan melde udsolgt – overtages pladsen sandsynligvis af andre familiemedlemmer med souvenirs. Og når klokken nærmer sig solnedgang, tager madboderne over. De mobile køkkener, der på en halv rullende kubik meter, fremtryller lækre newa specialiteter af alt det grønt, de købte fra selv samme plads samme morgen og har forberedt hjemme hele dagen. Her regerer kokken fra gasblusset under det skrøbelige lys fra kerosanlampen og de sultne gløder fra de forventningsfulde øjne omkring.

En helt anden og underlig fødekæde…

Oplev den selv.