Morgenstemning: Miles Kind of Blue… sorry kan ikke gøre for det – med albummet er soundtracket til livet. Sørg for ALTID at have det på dig.

Jeg kniber mig i armen – dels på grund af et myggestik. Men også for lige at sikre mig, at jeg er til stede.

Nuet er meget intenst – og et af de sjældne.

I går fik vi en kæmpe kærligheds injektion fra alle ungerne på Kiki’s. Her var vi til fødselsdagsfest.

Der er selv sagt ingen af dem, der aner hvornår, de er født. Derfor har alle fødselsdag samme dag. Og datoen er den dag Kiki hev den første unge op af limposen udenfor Thamel’s hellige haller… Raskumar var det vist. I dag er der flere end 25. Og det var dem, vi fejrede.

Eller rettere sagt: Det var dem, det var meningen, at vi skulle fejre.

For her et halvt døgn senere føler jeg det som om, det var os, der blev fejret. Naturligvis fordi vi fik the big treat med super mad og fantastisk underholdning. Men også fordi vi nu er så kendte med stedet, at ungerne har vænnet sig til os. Helt konkret betyder det, at der er meget mere uforbeholdenhed i deres kærlighed. Der er kun meget få barrierer når vi kommer – hos dem pubeterer bryder barnligheden gennem genertheden på et splitsekund. I løbet af no time sidder vi på madrassen og krammer og kigger øjne.

I går var der endvidere en helt ny oplevelse, der poppede op.

Kiki’s gave til ungerne – ud over hendes frodighed, hjerte og dans – var to scrap bøger med billeder gennem 6-7 år. Dem sad jeg og kiggede i sammen med et par af de store drenge. To af dem der har været mest reserverede…

Do you know how priviliged and lucky you are?

… røg det pludseligt ud af min mund.

En grotesk kommentar, når man tager deres opvækst, baggrund og situation i betragtning. For hvad sker der, når de bliver for store til hjemmet? Og hvad nu hvis Kiki går bort?

Men min kommentar havde INTET med det at gøre.

Det var en spontan bemærkning til alle de unge mennesker fra det meste af den vestlige verden, der har sivet gennem deres liv. Unge der har arbejdet og boet som frivillige på børnehjemmet et par måneder, Kiki’s venner og andre, der som os bare er opstået. Alle de hvide og blege ansigter der blandede sig med ungerne på billederne i de to albums.

Det er naturligvis frustrerende for mange af ungerne med de venskaber og kærlighedsforhold der opstår og pludseligt forsvinder, når de frivillige forlader stedet igen efter et par måneder… gu er det da det!

Men når man ser på al den viden og indsigt ungerne samtidigt får indblik og indsigt  i ved at være sammen med fremmed kulturere gennem en længere periode, kan jeg ikke lade være med at tænke på den tolerence og oplevelsessult, der må opstå i deres sind. Det kan godt være at mange i vesten møder mange kulturer. Men hvor mange får mulighed for at komme så tæt på, som kun er muligt, når man er sammen gennem længere tid. Så lang tid at man får mulighed for at ligge på en madras og fortælle historier fra en anden verden, og skider på samme lokum, og finder ud af at lort er lort? Så længe at man desværre også bliver trist og såret, når man skal skilles.

Sådan et samvær er et privilegie. Og det var det jeg mente med mit spørgsmål/kommentar.

Sjovt nok blev det også modtaget på den måde, det var tiltænkt. Snakken udviklede sig nemlig hurtigt til at handle om mennesker fra alle egne og især om hvor svært det faktisk er at vurdere fremmede. Bare det at vi 4 skulle vurdere hvor gamle vi hver især var, blev en lærerig og underholdende oplevelse.

Jeg havde forinden – i en anden anledning fortalt om Kasper og at han var 25. Det havde drengene taget afsæt i, da de skulle finde ud af min alder. De var 100 % sikre på, at jeg måtte være 58!!!

De kunne nu godt se at der var et eller andet galt – men 58 – det måtte jeg altså være.

Jeg for min del vurderede Visnu til at være 16 og Raku (?) til at være 14. Det var lige omvendt.

I mens sad Annette på terassen og fik en helt anderledes kulturinjektion.

Hun sad og talte med Pravina (der er tilknytte hjemmet som lektiehjælper og ven af huset). Hun skal tvangsgiftes inden længe med en fyr, som er kedeligere end hendes tidligere (kærligheds-)kærreste. Hun gruer for det ægteskab. Godt jeg ikke været til stede – for så var jeg nok gået amok.

Vi gav ungerne en rigtig egoistgave. En tur i biografen til dem alle. Så får vi nemlig anledning til at opleve hele flokken til en hindi film i den lokale biograf.Det er allerede på lørdag.

Og om nogle timer ligger vi i en hængekøje eller i en natur pool og chiller.

Jeg sætter virkeligt pris på mit liv lige nu. Men det er sgu’ også fortjent.

Baktapur, kl 6:15 am.

PS
Vi glæder os vildt til bioturen på lørdag.