Brønden – en fortælling fra Aftenlandet.
Af civilingeniør Jacob Grønlykke

I litteraturen og folkeoverleveringerne er brønden billedet ikke bare på liv, men også på hemmelighedsfuldhed, kløgt og visdom. Virkeligheden er anderledes, her er brønden en mørk og skamfuld forbandelse.

For ti år siden købte min lillebror og jeg et lille sommerhus, der ligger på en øde ø.

Det lyder jo umiddelbart ganske pittoresk og romantisk. Der går ingen færge dertil, og der er hverken rindende vand eller strøm. Man sejler altså derover i sin lille båd, tænder lidt stearinlys om aftenen og starter generatoren op et par gange om dagen, så der kan blive pumpet vand fra brønden op i vandtanken. Køleskabet kører på gas og bliver det koldt, fyrer man bare op i brændeovne. Et moderne, stresset menneskes drøm om det stille og enkle liv. En weekend robinsonade, der lige er til at overse – en kort biltur, og man er tilbage i storbyen med espresso-maskinen, pilates lærerinden og det trådløse internet. Vel lidt som en ødegård i Sverige.

Så er der bare lige det med brøden.

Og lad det være sagt med det samme: dette er ikke endnu et par kværulanters nødskrig efter en tabt holmgang med det offentlige. Det er derimod et afgrundsdybt kig ned i bureaukratiets mest svimlende helvede, en løftet flig ind til en foruroligende og absurd logik hinsides al menneskelig fatteevne.

Sagen tager sin spæde begyndelse straks vi køber sommerhuset. Der indløber en lang række skrivelser fra kommunen omkring det nye sommerhus, der en del forhold, som man ønsker afklaret. Er der for eksempel opført en carport i forbindelse med sommerhuset? Nej, der er heller ingen biler på øen, der bor faktisk ikke andre end os. Hvordan er spildevandssituationen håndteret? Helt efter bogen, heldigvis (den tidligere ejer måtte efter en årelang kamp med kommunen investere i et kæmpe spildevandsanlæg til at håndtere de tre baljer opvaskevand, han producerede om året). Og så til sidst: foreligger der en drikkevandsundersøgelse fra den private brøndboring?

Vi stod her over for det første af de fem paradokser, vi skulle gennemleve de kommende ti år, nemlig Bagatelgrænsens Paradoks. Forestillingen om at en privat brønd ved et sommerhus overhovedet var en del af det kommunale ressort. Et eller andet sted dybt inde i vores bevidsthed forstod vi sikkert, at der givetvis optræder et regulativ, der også omhandler sådanne problemstillinger, altså håndtering af private brønde ved sommerhuse. Men vores fantasi var endnu for uudviklet til at rumme, at nogle rent faktisk så det som deres vigtigste opgave, ja ligefrem deres kald, at håndhæve netop dette forordningskompleks.

Vi kendte så heller ikke den kommunale sagsbehandler, Fru Elsas’, beundringsværdige nidkærhed (bemærk at alle kommunens aktører i denne sag bærer middelalderlige navne, vi befinder os måske alligevel i folkeovertroens og eventyrernes forestillingsverden).

Efter det første brev omkring brønden og vandkvaliteten heri, følger snart en lind strøm af nye breve fra Fru Elsa. I en form for karruselkoreografi følger de et ganske nøje fastlagt mønster. Der rykkes for vandprøver, og da de efterfølgende vandprøver, udført af et statsanerkendt firma, viser et for højt kim-tal, påbydes der i nye breve en rensning af brønden. Brønden bliver herefter renset og kloret af bekosteligt tilkaldt brøndservice firma, hvilket for alvor gør vandet udrikkeligt i en længere karensperiode. Så dukker atter nye breve op fra kommunen, hvor man afkræves atter nye vandprøver, idet den netop gennemførte kloring af brønden skal stå sin prøve. Det gør den stadig ikke. I øvrigt havde vi på intet tidspunkt drukket af vandet, men medbragt drikkevand fra fastlandet.

Efter fire-fem års kamp for at rense den genstridige brønd, er det efterhånden gået op for os, at vi står over for et nyt paradoks, Det umuliges Paradoks.

Det forholder sig simpelthen sådan, at en brønd der ikke bruges jævnligt, året rundt, aldrig vil komme til at producere rent vand, uanset hvor meget klor man hælder den i den og grundvandet.
Samtidig er der sket det, at grundvandsspejlet er begyndt at synke og brønden derfor giver stadig mindre vand. Noget der selvfølgelig vil gøre den umulige opgave med at fremskaffe rent vand endnu mere umulig.
Disse forhold drøftes i en længere brevveksling med kommunen. Kommunen kan sagtens anerkende argumentationen, men det betyder jo kun, at brønden må sløjfes og tilkastes, så kommunen på den vis kan sikre sig, at vi ikke i dølgsmål bruger vand fra brønden. Uden brønd vil sommerhuset i praksis være ubeboeligt, da der så hverken vil være vand til opvask eller wc-cisternerne. Et forhold der selvfølgelig er uden betydning i den kommunale optik. I så fald må vi jo blot fraflytte huset.

Men sært nok hørte vi herefter intet i lang tid. Der var efterhånden gået syv år, og så pludselig denne fuldkommen stilhed i sagen. En djævelsk, forførisk stilhed, der lullede os ind i en falsk bevidsthed om, at kommunen har givet op (oh, hvilken naiv, dum vildfarelse) eller at den måske ligefrem har indset rimeligheden i at brønden får lov til at være brønd, og vi også i fremtiden bare transporterer vores drikkevand med over på øen.

Dette var Tavshedens Paradoks, hvor man efter årelang nidkærhed, grænsende til chikane, nu slog om i tavsheden. Vores brøde var at vi ikke forstod, hvor talende denne tavshed i virkeligheden var – a t tavsheden så at sige talte for døve øren. Måske var det her vi begik vores største fejl.

Da vi så halvandet år senere atter hører fra kommunen, kan man alligevel ikke lade være med at blive slået af den særegne skønhed og ligefrem bureaukratiske ynde, hvori deres næste træk består. Ikke noget med at bralre ind på scenen med knaldeffekt og voldsom anklage. Nej, der afsendes blot rutinemæssigt et helt standard brev, faktisk fuldkommen magen til det første i sagen, syv-otte år tilbage i tiden. Man udbeder sig bare helt stilfærdigt en analyse af drikkevandet. Til en given dato, vel at mærke. Et genialt træk, der viser at man har orkestreret sagen med en utrolig række af korrespondancestrategier til sin rådighed. En slags bureaukratiets Gesamtkunstwerk. Bag det aner man også, at hvis kommunen endeligt synes at have udtømt alle sine argumenter og trusler, kan man altid begynde forfra. Et hvert håb om at køre systemet træt, er derfor dømt til skibbrud.

Endnu forstod vi ikke alvoren, og lod bare derfor tiden gå. Trusselsniveauet trappes dog hurtigt op, så vi til sidst i en slags afmagt ringer kommunen og Fru Elsa op. Læg venligst mærke til dette: det er en fuldkommen vilkårlig dag, vi ringer op, flere måneder efter det seneste brev. Fru Elsa tager selv telefonen og siger ordret:

”Jeg er glad for De ringer, jeg har siddet i møde hele dagen med min chef og drøftet Jeres sag. Vi må have en afgørelse nu!”.

På dette tidspunkt begynder vi at blive bange. Rigtig bange.

Jeg skal skåne læserne for den rutinemæssige henvisning til sagens kafkaske aspekter, dels fordi forfatteren Kafka er langt mere fantasifuld end denne klicheagtige reduktion af hans forfatterskab, dels fordi den sagen rummer aspekter, der langt overstiger selv Josef K. allerværste trængsler. Herom senere.

Vi finder i hvert fald ud af, at der bag lille, nidkære Fru Elsa opererer langt stærkere kræfter, kræfter der arbejder i det skjulte, kræfter hvis indflydelse og rækkevidde vi slet ikke kan sanse omfanget af.

Vi har ikke længere noget valg. Vi må grave en ny brønd.

Da tanken om en ny brønd melder sig, finder vi hurtigt ud af, at dette er lettere sagt end gjort. Brøndgraverne er et uddøende folk, private brønde sløjfes i et hurtigere tempo end Danske Folkeparti kan finde på nye måder at genere folk af anden herkomst. Det er også her vi finder ud af, at der hos det offentlige eksistere en dyb modvilje mod disse kætteriske, private brønde. Folk der står uden for fællesskabets vandledninger. Der findes ligefrem en forening af dette skyggefolk, som kæmper en don quixotes kamp for de private brøndejeres rettigheder.

Vi modtog små pamfletter fra denne forening (overrakt personligt, da de end ikke stolede på postvæsnets diskretion) hvori de flammende agitatorisk udmalede, hvordan kommunen én for én fik alle de private brønde kastet til. Vi kunne på dette tidspunkt ikke opfatte dette som andet end paranoide vrangforestillinger, og fortrak at blive den lovlydige borgers smalle sti.

Vi forsøgte derfor også det lokale vandværk. Med en vandledning langt over fra fastlandet ville problemet jo være løst. Dette kræver dog også kommunes tilladelse, og det er langt fra sikkert at de vil give den, faktisk brød de sig ikke meget om disse blinde stikledninger. Prisen vil endvidere langt overstige en million. Her stod vi overfor Det økonomiske Paradoks, der udfordrede de vante forestillinger om en sammenhæng mellem mål og midler. Men vi lærte, at når det gælder om at følge de kommunale påbud bør ussel mammon ingen hindring være. Men problemet var ydermere, at en vandledning der løb under havet ville kunne påvirke den maritime sikkerhed, hvorfor en række andre myndigheder skulle inddrages, Farvandsdirektoratet, Søfartsstyrelsen, Kort- og Matrikelstyrelse, for bare at nævne nogle.

På dette tidspunkt virker det som om Fru Elsa er kørt lidt træt, ja at hun ligefrem har resigneret. I en telefonsamtale, hvor vi forsøger at forelægge hende de forskellige muligheder, glider hun underligt af, og hun lader det i virkeligheden være op til os selv, at træffe de nødvendige beslutninger. At det kunne være en fælde, at sagsbehandleren sådan optrådte helt menneskeligt, var vi selvfølgelig for uopmærksomme til at overveje.

Efter et kort intermezzo med en ny og sandsynligvis yngre medarbejder, en frk. Ingrid, der blot rutinemæssigt rykker for en ny vandprøver (rykker nummer 78 i sagen), giver vi endeligt op og bestiller et firma til at komme og bore en ny brønd. En ganske kompliceret og bekostelig ingeniøropgave, da alt det tunge udstyr skal sejles over i specielle fartøjer. Op til ti personer er involveret i denne del af operationen.

En hel uge står dette arbejde på. Til sidst, næsten elleve meter nede, finder vi, som ved et mirakel, helt rent grundvand. Endda i rigelige mængder. Vi har endelig glædeligt nyt til kommunen: vi har fået gravet en ny og tidssvarende brønd. Vi har rent vand til opvasken.

Vi er nået frem til Slutparadokset i sagen, hvor kommunen for alvor træder i karakter. En hr. Leif kommer på sagen, og det er givetvis ham, der har stået bag det hele fra starten; den hemmelighedsfulde chef, der træder ind på scenen

Klokken er faldet i slag, vi er blevet indhentet af vores skæbne.

Det viser sig nemlig, at vi har boret den nye brønd uden behørig tilladelse. Nok har kommunen presset på i ti år for at få løst problemet med det urene opvaskevand. Men derfra til at gribe til selvtægt er alligevel for langt. I et usædvanligt hårdt og brutalt brev truer han os nu med en politianmeldelse med henblik på en videre efterforskning af sagen. Ligeledes gør han os i en meget håndfast form opmærksom på, at straframmen i sager som denne meget vel kan være fængsel.

Det går først nu op for os, at sagen på intet tidspunkt har drejet sig om vandkvaliteten i vores brønd, men om derimod om en afstraffelse af nogle borgere, der ved deres skødesløse omgang med de kommunale forordninger har forbrudt sig mod det mest kardinale bud af dem alle: du skal ære din kommunalforvaltning. Og det er spørgsmålet om Hr. Leifs bebudede fængselsstraf overhovedet er tilstrækkelig overfor en sådan brøde.

Burde vi ikke undgælde med vores liv?

Sagen har efter ti års forgæves kamp mod overmagten kostet os et godt stykke over 100.000. Vi har nu godt nok fået fremskaffet noget rent vand til at vaske op i, men den nye boring er ulovlig og må ikke bruges. Hvad sagen har kostet kommunen i omregnede mandetimer, tør jeg slet ikke gætte på, men det er helt sikkert et beløb, der langt overstiger vores.

Forude venter nu også en politiundersøgelse af sagen, der ligeledes vil koste samfundet penge at gennemføre, alene det at politiarbejdet skal foregå på en øde ø, og alt personalet derfor må sejles derover i specielchartrede både. Og til sidst, som Hr. Leif forudser, endelig den længere fængsling af os, som vel også er en bekostelig affære. Som mon ikke vi slutresultatet ender på omkring en million kroner.

Spørgsmålet herfra må derfor lyde:

Er det en samfundsmæssig opgave at overvåge vandkvaliteten i opvaskevandet i små, private sommerhuse?

Og i givet fald, også en så vigtig opgave, at man ønsker at afsætte to-tre fuldtidsmedarbejdere per sommerhus til denne opgave. Eller kunne disse stillinger eventuelt allokeres til pleje af ældre og andre udsatte grupper?

Til dem der siger, at de kommunale besparelse nu er gået for vidt, kan vi roligt sige, at det passer langt fra. Det er blot et spørgsmål om prioritering.

Vi købte faktisk det lille sommerhus præcis samme år, som den nye, borgerlige regering kom til magten. Blandt andet på et løfte om effektivt at afbureaukratisere samfundet.