Min hade musik nr. 1 køre i baggrunden: Genesis – et eller andet underligt fortænkt stykke lyd tilbage fra tidernes morgen. Hold kæft hvor har jeg dog brugt tid på at finde ud af hvorfor helvede de nogen sinde har fået lov til at udgive deres tidligere albums. 80’er tingene forstår jeg godt: det er gedigen pop, man enten kan li’ eller det modsatte. Og Gabriels soloalbums har momenter af uendelig skønhed. Men Genesis første albums er et stort miskmask af musikalsk rod bygget op omkring et tekstunivers der i bedste fald tangerer VÅS. Jeg har 20 albums så jeg ved hvad jeg taler om.

Oven på denne svada må jeg vist hellere lige forholde mig til virkeligheden. Kan se, at det er mere end en uge siden at jeg har skrevet noget relevant sidst – foruroligende.

Lysten mangler ellers ikke.

Det føles som om der er en masse i mig der vil ud – ting, jeg endnu ikke ved, hvad er, ting som jeg først skal have ud foran mig så jeg kan SE dem, og forholde mig til dem.

Vi er nu inde i en daglig – der hvor kaotisk den end måtte være – men som trods alt er en dagligdag.

Vores almindelige dagligdage i gamle dage gik med meget konkrete rutiner, som at stå op, gå på arbejde, købe ind, lave mad, gå på druk, besøge venner, tage i sommerhus, gå på kroen (OK kroerne for mit vedkommende) osv. – en kontinuerlig strøm af tilbagevendende begivenheder, der er dikteret én af ens vaner, ens ansvarsfølelse og ikke mindst det omkransende samfunds krav med betingelser og deadlines. De begivenheder, der definerede vores hverdag – og som især jeg, var ved at brække mig over, og stadigvæk ser tilbage på med gysen.

Men jeg må erkende at forudsigeligheden i den form for dagligdag rummer én kæmpe fordel: Der er meget lidt man skal forholde sig til.

Det lyder underligt – for når man befinder sig midt i det hele, er der en masse, man skal forholde sig til.

Men det skyldes primært alle de ting, der opstår helt automatisk af sig selv. Arbejdsrelaterede forhold, invitationer, spontane henvendelser fra venner, kolleger, familie mm.

Som sagt har vi efterhånden en dagligdag – med modsat vores forudsigelige ’gamle’ – er vores liv i dag en perlekæde af uforudsigeligheder af mere eller mindre kaotisk karakter. Stort set alt hvad vi foretager os, skal defineres af os selv.

Rutinen i vores Nepalesiske hverdag er foranderlighed – hvor paradoksalt det end måtte lyde.

Set udefra må vores liv se helt perfekt ud. Vi kan gøre hvad vi vil. Har vi en idé kan vi prøve den af. Vi kan hyre folk, vi kan købe materialerne, vi kan bruge den nødvendige tid, vi har efterhånden et fedt netværk, der vil gøre meget for at hjælpe os – og sidst men ikke mindst – vi har hinanden.

Set indefra er alle de muligheder et forvirrende og besnærende net, der lammer én fuldstændigt. Nærmest som forfatterens angst for det hvide papir eller malerens ditto for det jomfruelige lærred.

Alle mulighederne forpligter! Når man nu er så privilegeret – er det mindste man kan gøre at udnytte dem. Men hvordan, kan det så være, at man har det ad helvede til og ikke tage sig sammen til en skid?

Sådan har jeg det af og til. Men ikke lige nu – lige nu sprudler jeg.

Men Annette har det lidt på den måde (tror jeg) – men hun vil sikkert bruge andre ord til at forklare det.

Hendes problem skyldes to ting (tror jeg):

For det første har vi ikke vores hus endnu, hvilket er et seriøst problem – da hele vores drømmetilværelse er býgget op omkring det guest house, vi vil etablere. Det skal være rammerne omkring vores dagligdag men også være det afsæt, vi skal bruge til alle de produkter (og services) som især Annette interesserer sig for.

Ting’s – som stedet kommer til at hedde (Logo mm kommer til at se forrygende ud) – er nemlig også te, røgelse, olier, papir og meget meget mere. Men det er også et show room som forhåbentligt giver adgang til design- og indretningsopgaver. Annettes ubetingede styrke (og det hun brænder for) er at se muligheder og styrker i ting der allerede er i en eller anden proces og forandre dem i den rigtige retning… og det er altså lettere at sælge disse ydelser når man har en konkret case at tage afsæt i.

Det sjove er her – at mens vi befinder os i et kæmpe hul af frustrationer – begynder der at ske noget netop på den front. Godt nok i det små – men alligevel er det fedt at vores genbo (en rig Nepaleser) spurgte hende om hun var interesseret i at hjælpe en af hans andre meget rige venner med at bruge alle hans penge til sin nye ejendom. Lige det hun interesserer sig for. Og den tjekkede sanitets forretning længere oppe ad Lazimpat Road spurgte om hun evt. vil være interesseret i at blive tilknyttet deres tegnestue der indretter nogle af de mange kæmpe luksus bolig projekter, der er under opførelse – her bliver alle lejlighederne indrettet 100 % ens – og det er jo ikke skide skægt, når man jo godt kan li’ at vise sit tjekkede hjem frem til andre. Ejeren af forretningen mener at der er et behov for indretning med et vestlig touch. Og i fredags foreslog Paula Annette at tage en snak med ejeren af The International House i Patan, der går med planer om forandring.

Og i går havde vi (endnu en) god snak med AD Factor omkring gardiner til deres kontor. Her har hun lavet noget fedt – dog skal vi være sikre på, at det er det Vivek og Santos vil have. De skal især være enige om lyset i deres rum… en ret væsentlig detalje J

Så der sker en masse ting i den retning Annette vil hen… og alligevel er hun frustreret.

Dette bringer mig til det andet problem hun grubler over.

For hva’ nu når guest houset er indrettet og kører? som Annette siger.

Ja, hva’ så? – som jeg siger

Hvis Annette med det mener: hvad vores eksistensberettigelse (eller meningen med det hele) er om 10 år – eller 15, eller 20? – ja så aner jeg det virkeligt ikke. Men hvem gør det!

Til gengæld er jeg sikker på, at der nok skal opstå et eller andet andet, der er rigtigere end dét, vi vil nu. Men det er så vigtigt, at vi foretager os noget, der giver os mening her og nu, indtil vi er der, hvor vi vil hen. Så må vi til den tid revurdere det hele og finde ud af: Hva’ så nu?

Og det er så her, vi har den virkeligt store forskel mellem os.

Jeg bruger bare det vaccum jeg befinder mig i til at gå i gang med et eller andet.

Siden Kasper og Sofie rejste har jeg fordybet mig i Web 2.0, SEO og en masse andre helt essentielle værktøjer der skal bruges til vores projekt. Jeg har anskaffet os alle de relevante navne vi skal bruge på nettet, så jeg kan gå i gang med at lave blogs, hjemmesider, FB grupper mm så snart Line har det færdige visuelle på plads.
Og i går sagde jeg ja til at være ekstern underviser på en af de lokale handelshøjskoler (bare 30 timer) – hvilket jeg glæder mig ufatteligt til, for hvordan får man bedre indsigt i hvad, der rører sig blandt den nepalesiske ungdom.
Og jeg har nu besluttet mig for at få Jazz til Nepal – det virker vanvittigt, at der sendes dansk Jazz til alle mulige andre steder i Asien, når Nepal er det sted med den mest aktive jazzscene, vi nogensinde har været i denne del af verden. Så her er jeg nu i dialog med mit Jazznetværk. Og så snart jeg har en afklaring med IRAS går jeg videre med mit børne univers.
Og, jeg VIL have Chirag’s billeder til Danmark.

Og, og…

… men sådan er Annette altså ikke.

Og godt for det – for min måde at håndtere tingene på er 100 % ude af kontrol og 100 % intuition.

Heldigvis er vi så heldige at vi har hinanden – og vi er gode til at bruge os. Ren yin & yan.

I går havde vi en forrygende dag (trods min tvivlsomme mave) – med søndags-hygge-gå-tur (ja, ja – jeg ved godt det var lørdag – men stemningen var altså meget søndagsagtig), te på Road House, hjemme-lounge-bio med projektor & quality sound,  kold avocado gachpacho og en af de bedste film, jeg har set længe: Den Iranske Children of Heaven (Persian: بچههای آسمان) af Majid Majid fra 1997 er ganske enkelt en af de bedste film, jeg har set!

SE DEN – SIGER JEG BARE!

Og i dag skal der hygges igennem med et eller andet, jeg endnu ikke ved hvad, er – men som jeg til gengæld ved bliver fedt!

Uvisheden er pirrende – men man skal bare passe på ikke at brænde sig på den. Vi skal snarest finde vores lære så vi kan få praktiseret noget mere. Og så skal vi have vores hus – og på den front er der masser af liv.

Og så har jeg i øvrigt brugt en masse tid på at overføre bloggen fra Blogger til WordPress – det er en udfordring, men bestem det rigtige. Så bær indtil videre over med unøjagtigheder, så som broken links håbløst lay-out osv. Det arbjeder webmasteren videre på… han skal bare lige lære noget mere… – og det vil han så gøre mens konen og soulmaten dyrker yoga.

Livet er skønt – men pissebesværligt!