Søndag morgen stemning:
Fuglekvidr, hundegøen, cikadesang og abehyl blander sig med traktorlyde og en stor diesel 4WD i tomgang neden for min terrasse – sidstnævnte har kun været her et øjeblik, den kører snart igen. Miles ville nu have klædt stemningen…

Så er vi sgu i Lumbini – stedet hvor Prins Siddhartha Gautama aka Buddha Siakyamuni blev født år 563 før BC af Dronning Maya Devi.

Lumbini er måske det sted, der har stået allerhøjest over steder, vi har villet til. Naturligvis fordi stedet har en stor betydning for os som buddhister – men også fordi vi føler, at vi bør se de mest betydende turistmål i Nepal, så vi i det mindste kan tale med og have en holdning til de forskellige muligheder der eksisterer, når venner og bekendte spørger om hvad der interessant… og her er Lumbini altså en af top attraktionerne.

Lad mig sige det med det samme. Her er røvsygt!

Der er efter min mening ingen grund til at pakken tingene ind. OG slet ingen grund til at stille sig op i koret af begejstrede tilbedere, travellers og traders der højlydt lovpriser stedet.

Kejseren har ganske enkelt intet tøj på. Så er det sagt!

Dermed ikke være sagt at vi ikke har det godt og ikke nyder det.

Vi har det forrygende! Og rent personligt er jeg helt kriblende i kroppen over udsigten til en dag, hvor vi overhovedet intet kan gøre, andet end at slappe af, læse bøger, skrive, slentre rundt, spise dal bath med fingrene, nusse hinandens fødder og alt det man ellers foretager sig, når man ingen planer har. Og i morges flyttede vi fra et mindre og ydmygt guest house til det mere komfortable Buddha Maya Garrdens med kæmpe balkon, lunkent vand, satellit Tv (hvor den første, der toner frem på skærmen, Gud hjælpe mig er Anders Fogh i et interview på Al Jazzera, weird!) udsigt og morgenbuffet for bare 175 kr.!

 

Vores bil brød naturligvis sammen i går, hvilket konkret betyder at vi ikke som planlagt returnerer til Kathmandu i dag. Vi får nemlig først bilen i løbet af i dag, hvis det altså lykkes Gopal – vores mekaniker, der dukkede op out of nowhere, da vi befandt os in the middel of nowhere i går – at få en ny fjeder til højre baghjul… nu må vi se. Jeg nyder det.

 

Vi forlod Kathmandu fredag morgen, og havde en relativt smertefri køretur hertil. Vejret var perfekt – lettere overskyet, så solen ikke bagte for meget. Og trafikken var særdeles imødekommende uden for mange tunge lastvogne og sindssyge busser. Maoisterne havde lagt brænde i ovnen til den helt store demodag i Kathmandu, hvilket måske har det afholdt folk fra at tage både ud og ind af dalen. Og samtidigt kan den begyndende benzin mangel have betydet, at de første biler er kørt tørre eller at folk er nervøse for ikke at have brændstof nok til at komme hjem igen

I don’t know – har efterhånden lært at det er fuldstændigt ligegyldigt hvad man bruger af argumenter for og imod det ene eller andet. I Nepal gør tingene fuldstændigt som det passer dem.

Som eksempelvis at efterlade os her i Lumbini i vores behagelige ufrivillighed.

Det er naturligvis også derfor vi synes Lumbini er kedelig. Hvis det nu havde været et fantastisk sted, ville vi jo have pisket rundt som gale og ledt efter nye rejseoplevelser, vi kan lægge til listen over alle vores andre eksotiske oplevelser…

Hvorfor er det så lige at vi – som nogle af de meget få – synes her er så ligegyldigt?

Godt spørgsmål. Det skyldes naturligvis, at vi efterhånden har set så meget, at der skal noget til før vi falder på røven.

Omvendt har vi også så meget erfaring at vi godt kan se hvorfor et sted er attraktivt og populært selvom det måske ikke lige appellerer til os.

Lumbini er på liste over UNESCOs Heritage Sites. Men det kvalificerer ikke nødvendigvis stedet til en attraktion. Det gør bare stedet til et sted der har historisk betydning – og det har det naturligvis.

Problemet med Lumbini er, at stedet ingenting er i sig selv. For at kompenserer for dette ingenting har man åbenbart måttet bygge noget op, der er så interessant, at folk ikke løber skrigende bort efter fem minutter. Og det er altså ikke lykkedes – ikke endnu i hvert tilfælde.

Kerne i det hele er naturligvis de historiske begivenheder omkring prins Siddhartas fødsel. dronning Maya Devi er – højgravid – på vej fra en by til den anden. På vejen kommer hun forbi en ufattelig smuk pond omgivet af fantastisk smukke og blomstrende træer. Hun kan naturligvis ikke holde sig fra at tage en svømmetur.

Pludseligt starter hendes veer, og de er åbenbart så effektive at hun lige akkurat har tid og kræfter nok til at tage 25 skridt (FEM-OG-TYVE) sydover til et træ hvor hun griber fat i en gren for at sætte fødslen i gang (dengang fødte kvinderne stående for at få hjælp af tyngdekraften).  Godt hjulpet af sin søster føder hun her prins Siddharta der ikke alene står på egne ben med det samme men også bliver velsignet med forudsigelsen om at han enten bliver en stor lærer eller en stor konge.

At være lærer var åbenbart heller ikke dengang et specielt respektabelt erhverv. Så for at sikre at Siddharta bliver Konge beskytter hans far ham mod al menneskelig ulyksalighed i det fantastiske slot Kapilavastu.

Herefter kender du nok resten af historien, og gør du ikke – må du sætte dig ind i den.

Videnskabsmænd, forskere, historikere og sandsynligvis en masse sandsigersker har med meget stor sikkerhed bekræftet denne historie. Så Lumbinis betydning for Buddhismens grundlæggelse er god nok. Men da hele forløbet skete ved en lille sø i junglen for mere end 2.500 år siden er der naturligvis intet der eksisterer i dag… og gjorde der det, ville der ikke være tale om andet end en sø og et træ.

Eftertiden har så tilført stedet en masse ting som burde gøre stedet interessant. Allerede et par hundrede år efter Buddhas død rejser en indisk kejser Ashok en søjle med indskriften om mane padme hum. Der bygges et tempel over selve fødestedet – Maya Devi Templet – hvor det centrale omdrejningspunkt er selve den sten prins Siddharta stillede sig på ved fødslen. Den identificerede man med sikkerhed i 1992. I dag er da naturligvis kun ruiner tilbage af det oprindelige tempel. For at beskytte dem har man indkranset hele herligheden i den mest rædselsfulde beton- og jernkonstruktion man kan forestille sig.

Selve søen – de 25 skridt nord for selve fødeelspunktet – er naturligvis muret op, så den fremstår mere præsentabel.

Et af de senest og mest ambitiøse tiltag for at peppe stedet op, er af meget nyere dato. I 1978 får man den japanske arkitekt Kenzo Tange til at designe en kæmpemæssig hellig have der døbes det meget eksotiske navn: Lumbini Developement Zone – en slags Noahs ark over buddhismens forskellige retninger. Konkret er dette sket ved at invitere alle buddhistiske lande og trosretninger til at bygge en slags buddhistisk ambassade i parken. I dag opføres der derfor klostre (med tilhørende templer) hurtigere end man kan sige om mane padme hum.

Alle klostrene omkranser en uendelig lang kanal, der strækker sig fra begivenhedernes centrum – stenen – nordpå, med Mahayanerne (os) i vest og Theravadaerne i øst – med den meget imponerende og smukke Peace Pagoda i bunden af kanalen, som prikken over i’et. Er det svært at forstille sig – så tjek evt. planen ud selv…

Har man set Taj Majhal, kan man forstille sig hvor fantastisk et syne dette er. Eller kunnet have været – hvis omgivelserne havde mulighed for at genspejle sig i kanalens vandoverflade. Men meget typisk for alt andet menneskeskabt i dette land ligner kanalen lort. Nogle lokale fattige har dæmmet kanalen op og planet ris. Og skulle man være så heldig at finde et stykke bart med vand, flyder det med plastikflasker og papir – det er dog ikke så slemt som resten af området. der godt kunne deltage i konkurrencen om Nepals mest beskidte sted…

Any way – tingene er som de er. Og dette er åbenbart godt nok til at tiltrække alverdens pilgrimme og dagturister fra Indien mindre end 50 km mod syd.

Da vi var der i går, væltede det ind med busser, med skoleelever på picknick, rige familier (og de er store og mangfoldige, skal jeg hilse og sige) og lokale nepalesere på weekend.

Ungerne er jo altid herlige – men de skaber jo ikke just den spirituelle stemning vi havde håbet på at finde. I sær ikke når de som deres indiske forældre i virkeligheden er græsk-katolske med det hele. De springer over, skubber, fører sig masende frem og opfører sig i øvrigt som i Indien. For dem er Lumbini intet andet for dem end en god undskyldning for en lørdags tur over grænsen. De fleste af dem er jo hinduer…

Hvad så med klostrene og templerne – kan de ikke kompensere for et-eller-andet?

Nope!

De giver os decideret en dårlig smag i munden. Det virker mest som om lamaerne konkurrere indbyrdes om hvis der er størst… her skal man lige tænke på at Nepal er et af verdens allerfattigste lande, ligesom flere af de lande der strøer om sig med penge også er (Cambodia, Burma, Sri Lanka) – pengene kunne måske være bedre anvendt til gavn for alle levende væsener.

Vi tog til Lumbini for at finde ro og skønhed og en lille plads hvor vi kunne sidde og fordybe os i en stille meditation. Vi kunne lige så godt have taget til Delhi eller et tilsvarende vanvittigt sted – roen eksistere ikke i Lumbini.

I stedet besluttede vi os for at køre til Tilaurakot mindre en 30 km væk. Her ligger resterne af den Kapilavastu hvor Buddha Siakyamuni levede i indtil hans 29. år. Dvs. de rammer der var spirekassen for hans tanker og belæringer om the nature of existence. Det der er hele grundlaget for Buddhismen uanset hvilken retning man praktiserer under.

Tilaurakot og Kapilavastu burde på papiret og efter vores mening være et sted, der er lige så populært som Lumbini.

Men det er det overhovedet ikke. Når man kommer dertil, er det overhovedet INTET.

Området er indhegnet – ved gaten sidder der 2 soldater på plastik stole. Umiddelbart inden indgangen er der et lille gult hus med et kontor hvor man skriver sig ind og så er der en lille parkeringsplads.

That’s it.

Til gengæld rummer stedet et overflødighedshorn af ro, skønhed og spiritualitet. Og rammerne er guddommelige – her behøver man ingen forklaringer over hvad, hvor osv.

Det var naturligvis også derfor, vores bil sagde STOP netop på den P-plads.

Og det var naturligvis også derfor vi bare glade-i-låget gav Gopal 1.000 Rupees samt vores bilnøgler med ordene:

Go to India, buy the spare parts, fix the car and bring it to our hotel tomorrow…

… og steg på den bus med en røvfuld burmesiske pilgrimme, der lige havde forvildet sig til dette paradis og nu skulle retur til Lumbini – via et hurtigt visit i Kudan, der er så eksotisk at alle stimlede om os som om vi lige var landet fra Mars. Guderne skal vide hvordan burmeserne har fundet frem til dette sted – men det er bestemt et besøg værd.

Jeg er overbevist om at Gopal kommer med bilen i dag – også selvom Indien er lige på den anden side… og skulle han forsvinde med bilen er der nok også en årsag til det.

CODA
Vi er nu tilbage i Kathmandu – det er tirsdag morgen og klokken er omkring 5:30 am.

Bilen kom som aftalt. Naturligvis gjorde den da det. Med en dugfrisk og ny fjeder over venstre baghjul.

Der var bare et mindre problem – Gopal havde intet gjort ved bremserne, på trods af at Annette gentagende gange havde bedt ham sørge for, at de var i orden.

Allerede da de kørte op ved siden af os, kunne vi mærke den ramme lugt af brændt gummi og metal, der dampede os i møde. Og jeg skulle bare holde hånden i nærheden af baghjulene for at fornemme den glohede varme, der strålede fra dem.

Den var naturligvis helt gal – og hvis Gopal + makker ikke forstod det af sig selv, fandt de ud af alvoren, da jeg inviterede dem med til Kathmandu og tilbød dem begge en flyvebillet retur til Lumbini.  Hvis altså, bilen kom helt frem.

Det skulle de naturligvis ikke nyde noget af.

Jeg forklarede dem om problemet med at få en bil retur i en stand, der var meget langt fra det vi havde aftalt – og fortalte dem naturligvis også, hvor problematisk det var for os, at gøre som de foreslog: at tage til Butwal, få tjekket bilen igen OG med overvejende sandsynligvis få dommen: sorry sir, we need spare parts from India… so tomorrow. I Lumbini havde vi trods alt et godt og stemningsfyldt hotel, hvor vi kunne slappe af på den fede måde. Det tvivlede jeg på vi kunne få i Butwal.

Dette lille sceneri udspandt sig på busholdepladsen i Lumbinis basar, hvor vi efterhånden havde en mindre kreds af lokale specialister, venner, dommer og andre nysgerrige, der altid trimler sammen for at følge med og give deres mening til kende når der sker et-eller-andet.

Det er svært for mig at vurdere – men jeg tror at sympatien fra alle de tilstedeværende var på vores side. Om det skyldes at bilens tilstand var så åbenlyst tvivlsom at selv den usleste mekaniker ikke ville have den på sit CV eller Gopla’s samvittighed aner jeg ikke. I hvert tilfælde indvilligede han ret hurtigt at tage bilen til nærmeste værksted, skaffe de nødvendige reservedele, fikse bremserne og komme tilbage senere.

So far so good.

Kl 7:30 pm bankede det på døren til vores værelse.

Your car is here, Sir

… lød det befriende fra receptionisten.

Og ganske rigtigt – på hotellets aftenmørke P-plads stod to sæt smilende tænder med en bil, der hverken lugtede eller glødede. Og efter et par runder følte jeg, klart at affjedringen og bremserne var bedre end nogensinde.

Jeg overlod betalingen til Annette – jeg gider ganske enkelt ikke slås med idioter om horrible priser. I sær ikke når vi nu efterhånden har så meget erfaring med bilproblemer, at vi stort set ved hvad alt koster.

Men problemer var der ingen af – inkl. transport, reservedele, løn mm blev regningen på 3.500 rupees – eller 175 kroner. Og så var begge oven i købet så glade at de oplyste hele hovedvejen, da vi satte den ved nærmeste intersektion. Forude lå en times buskørsel hjem – når og hvis bussen altså kom. Til orientering fik de 1.000 Rupees mere end de skulle have haft.

Når jeg tænker på den ærlighed, der præger alle dem, vi har mødt og ikke mindst trukket på, når vi har haft problemer, fyldes jeg med varme.

Vi stod – igen – på Lars Tyndskids marker med en bil, der dampede fra steder, der ikke kan dampe. Overlader bilnøglerne til en vildt fremmede med ordene: You fix the car and bring it to us... giver ham 1.000 rupees til reservedele og modtager som kvittering et mobilnummer – vi ikke kan tjekke fordi, der ikke er noget signal, der hvor vi befinder os – og som viser sig at være forkert da vi endeligt kommer til et sted med signal.

Så meget naivitet og godtroenhed bør næsten straffes.

Gopal og hans makker kunne så let som ingenting køre til Indien mindre end 20 km væk, sælge bilen og give os fingeren. Vi ville ikke have haft en chance for at finde hverken, dem eller bilen igen – og 20.000 kr. og en masse energi ville være smidt lige lugt ud i intetheden.

Men det gjorde de som sagt ikke – og det er der ingen andre der har gjort i Nepal. Det er sgu meget rart at vide…

Og naturligvis skulle bilen bryde sammen på P-pladsen udenfor Kapilavastu. Hvis den ikke havde gjort det var bilen brudt sammen et sted over bjergene med konsekvenser jeg ikke tør tænke på.

Så der er altså en-eller-anden eller et-eller-andet, der holder hånden over os.

Det er også rart at vide.