Man skulle tror at vi har fået køer nok her i Kathmandu hvor de vælter rundt i gaderne.

Det har vi åbenbart overhovedet ikke. Efter at have tjekket alle mine mobile fotos igennem, overraskes jeg over hvor mange af dem, der drejer sig om kør. Og efter at have brugt en times tid her til morgen på at gennemkigge endnu engang har jeg grebet mig selv i at grine, krumme tæer og nærmest brække mig af væmmelse over det jeg har fanget i Varanasi.

Tjek eksempelvis dette morgekys, jeg fik den første dag:

Hvad disse kæmpe dyr lever af, har altid været mig en gåde. Der er så støvet og beskidt over alt og de grønne pletter så sparsomme at det er komplet ubegribeligt at dyr kan overleve i disse omgivelser.

I Varanasi fandt jeg svaret. En stor del af oksernes kost kommer fra affaldet. Måske ikke så overraskende, da der vel altid er et eller andet spiseligt i disse dynger.

Men det, der overraskede mig glædeligt var at observere hvordan alle okserne rydder op efter den menneskelige aktivitet. Efter ethvert måltid der ofte indtages fra en af de mange food stalls, smider folk bare deres tallerken på jorden.

er det ikke ullækkert? … tænker du nok.

Overhodvet ikke – tallerknerne er lavet af banablade og lige til at spise – hvis man altså er en ko. Og så kan man slutte af med en lille delikatesse, som min ven nedenfor gør det. Blomsterdekorationerne fra de utallige religiøse optog der forgår konstant i Varanasi er en rigtig lækkerbisken.

De mange nærende rester fra de mange religiøse optog der tilstadighed foregår her langs Ganges breder er naturligvis også forklaringen på hvorfor alle okserne generelt virker sundere her end i Kathmandu.

Om renligheden her i Varanasi så skyldes, at der bruges mere unaturligt service i Nepal, skal jeg lade være usagt. Men det skulle ikke undre mig om vi her i dalen er ved at ødelægge det fremragende økologiske kredsløb omkring banan-blads-service med pap, papir og plastik fra KFC, PizzaHut og Basket & Robbins.

Men hyggeligt er det med disse kæmper i gadebilledet.