Torsdag den 11. november 2010

Venter på Van Morrisson . Astral Week er sat over kog, men computeren skal lige vågne J

Det er IKKE sjovt længere.

I nat var jeg ved at tjekke ind på det første og bedste hotel med mit pas og min tandbørste og parat til at tage det første fly til Delhi her til morgen…

Vågnede kl. 2:08 am til tomme vandtanke og intet web. Og det var ligesom prikken over I’et på en rædselsfuld dag hvor al vores energi gik på at løse problemer – naturligvis om penge.

Denne gang var det Mansur der var sendt i byen for at forklare os om Ansaris problemer – eller problemer med arbejderne generelt.

Jeg bliver nok nødt til at ridse situationen op – mere så jeg selv forstår den når/hvis jeg engang i fremtiden læser disse linier. Da vil det være essientielt for mig at kunne forstå hvor svær situationen er idag – her og nu – i dette øjeblik ­– november 2010.

Som bekendt er en af fremtidens stærkest karakteristika at den virker som et viskelæder, der sletter grimme pletter på erindringens hvide lærrede. Og dette vil jeg faktisk håbe at jeg husker en gang i fremtiden – mest for at bryste mig af, hvad vi kom igennem…

Til sagen.

Som sagt var det i går Mansur, der var sendt i byen – to dage for inden var det Ansaris snedker mester der sad og vred sine hænder.

Mansur har vi ventet på i dagevis fordi han laver en masser af de ting vi enten ikke vil lade Ansari lave – eller Ansari ikke selv gider lave.

Ansari er som bekendt den constructor vi har lavet en aftale med – en aftale der går ud på at lave byggeriet efter de tegninger samt ledsagende tekstsider vi opridneligt blev enige om.

De oprindelige eksisterer ikke længere.

For det første fordi der er kommer ændringer til undervejs. Ændringer som vi naturligvis alle er enige om.

For det andet fordi Ansari undervejs ’glemmer’ punkter i aftalen. Og som han siger ”If I can’t remember, it is not in the deal?” – eller noget I den retning.

Dette har blandt andet medført at en del af de ting vi regnede med indgik I aftalen pludseligt blev poster vi selv skal løse og selv finansiere. Eksempelvis de fleste gulve samt muren i lejligheden på taget. Hertil skal lægges en masse småting som er dyrere undervejs på grund af vores særlige smag og behov. Dem har vi naturligvis betalt uden problemer.

Men så er der også en 3. kategori.

Gode ideer der er opstået i Ansaris hoved undervejs i forløbet. Ideer som naturligvis sparer ham selv for en masse penge – hvilket i og for sig er OK hvis løsningen ikke stiller os ringere end den oprindeligt planlagte.

Eksempelvis hans glimrende ide med at installere en kæmpe solfanger med indbygget el-vandvarmer på tagetets sydøstlige ende. En løsning der garnterede varmt vand i hele hovedhuset. Primært på baggrund af solens energi – sekundært ved hjælp af den indbyggede elektriske vandvarmer.

Smart!

Der var bare lige et problem – solvarmeren skulle placeres på vores terrasser – uden for vores soverværelse. Der hvor vi om morgen vækkes af solens stråler.

Rigtig smart ikk’?

Dette lille problem løste Ansari bare ved at rykke solvarmeren helt ud til kanten af terrassen OG bygge en mur der skærmer for udsynet. Solvarmer er måske nyttige – men langt fra sexede. Denne lille operation var med garanti en besparelse for Ansari, der nu slap for at investere i de varmere vi ellers havde planlagt at installere. Desværre medførte vores æstetiske krav til terrassen –LÆS MUREN – en omkostning på 30.000 NRP. Det vil ikke undre mig om dette beløb ikke kunne finansiere de planlagte el vandvarmere…

Det rigtigt smarte blev vi så klar over i går: Solvarmerne virker overhovedet ikke. De er nemlig pladseret i skyggen fra nabohuset. Så da vores indkaldt krisemøde bestående af blikkenslageren, solfanger manden, Ansari samt os selv stod og betragtede det teknologiske vidunder, blev vil alle klar over hvor lavpraktisk problemt var.

Klokken var nemlig 11:15 am – og da var ikke en eneste solstråle. De ville først komme tilbage to timer senere – men da på husets anden side. Og der står solfangeren ikke. Og gjorde den det ville det være ligegyldigt, da hotellets gæster under ingen omstændigheder ville få varmt morgenbad på det tidspunkt.

Det allermest smarte er at solfangeren er pladseret under niveauet for bruserne på badeværelserne i vores fede lejlighed. Højden på dens pladsering er dog akkurart så høj at vi lige med nød og næppe kan får fyldt vores badekar.

Jeg brokkede mig som ind i helved – men solfangermanden sagde blot at han havde forklaret problemet til Ansari og at han bare gjorde som han fik besked om.

Ansari ville bare løse problemet med at lade solfangerne blive hvor de var og så ellers tænde for strømmen, den dyrest tænkelige løsning. PROBLEMET – ud over økonomien – er bare at det ALDRIG giver vand i vores badeværelser. Vand LØBER SOM BEKENDT IKKE OP.

Den eneste holdbare løsning er derfor at bygge et tårn der er så højt at solfangeren kommer op til solen. Det vil samtidigt løse problemet med vandet i vores badeværelser da vand som bekendt løber ned.

Dette lille indgreb er ikke en skid kosmetisk og koster os 20.000 NRP. Og det går håndværkerne så igang med idag.

Så alt i alt koster Ansaris fantastiske ide os 50.000 NRP – et beløb der MED garanti er dyrere for os end den oprindelige løsning. Bonussen er en stor hvid mur på vores terasse der afskærmer den oprindelige terrasses fedeste ende. Bag muren – der hvor solfangerne stod – er der nu en utilgængelig tom plads. Hvis hele lortet skal reetableres vil det sandsynligis koste os yderligere 50.000 NRP.

Denne lille case på Ansaris geniale indfald vil sikker være morsom, når vi læser om den engang i fremtiden.

Men idag er den altså til at tude over.

Vi forsøger desperat at stoppet for alle betalinger for at få kontrol over færdiggørelsen. Ikke fordi vi ikke vil betale – men fordi alt hvad vi har betalt indtil dato ikke fungerer. Vandet er bare et enkelt eksempel. Vindeltrappen til forhusets første salv er livsfarlig – men den historie orker jeg ikke at komme ind på nu. El-løsninger er i skrivende stund et luftkastel der forsvinder ud i tågerne… og sådan kan jeg blive ved.

Vi sagde derfor til Ansari forleden at han først fik de resterende penge NÅR de tre mest essientielle opgaver var løst.

Hans problem er som bekendt at han ikke kan betale sine håndværkere – og det var derfor Mansur nu er sendt i byen…

Og så ender problemet igen på vores bord. Vi sidder NU i en klassisk catch 22.

Vores eneste sikekrhed for at få el, vand, tag og trappe løst er at holde pengene tilbage. For hvis arbejderne enten ikke KAN løse problemerne, eller ikke VIL løse dem, ja – så kan vi hyre vores egne folk til opgaverne.

Men hvis Ansari ikke har penge til sine håndværkere, får de ikke en mulighed for at løse de skitserede problemer…

What to do?

Og hvorfor har Ansari så ikke penge?

Det skyldes sandsynligvis hans største problem. Manglende overblik. Mens alt var fryd og gammen og problemerne uanseelige, har han sandsynligvis taget hul på sin forventede profit og brugt den til et godt hospital til sin syge kone…

Men profitten er blevet en del mindre end beregnet – igen på grund af hans manglende overblik. Arbejdsprocessen i projektet er nemlig så håbløs at alle laver alt mindst to gange. Elektrikerne kommer og lækker ledninger ind i væggen efter malerne er færdige osv..

Så Ansari har ingen penge.

Min holdning er at trække på skuldrene og lade ham selv slås med problemerne.

Som jeg har tænkt mig at sige til Mansur – så må Ansaris arbejdere pudse myndighederne på ham. Og hvis han så føler at vi har gjort noget forkert – så må han jo pudse myndighederne på os.

I mellem tiden kan vi så få Dines ned og ordne EL – selv ringe til en trappemand osv.

Så kan jeg ikke spekulere på om jeg er for hård.

Men da Ansari forleden sad og flæbede fordi han blev nødt til at sælge lidt land (eller evt. belåne det) var jeg altså ved at dø af grin. For det er jo præcis selv samme situation vi selv sidder i. Vores land er bare ikke enskid værd pga situationen i Europa – mens ejedomsmarkedet her i Nepal er en helt anden blomstrende business…

Der er ikke det jeg hellere vil end at hjælpe og være generøs og fleksibel.

Havde det eksempelvis været Mansur vi dealede med ville alt have været anderledes.

Her ved vi at løsningerne holder og at de har et eller andet kvalitetsniveau. Han har desuden et helt fantastisk godt væsen, der flækker hans ansigt i kæmpe smil når humøret bobler over.

Ansari har indtil videre ikke lavet noget, der kan bruges til noget som helst. Og så lyver han hurtigere end en hest kan rende… men det er altså endnu en historie jeg ikke gider komme ind på.

Vores dagligdag er derfor et helvede.

Vi står op om morgen med en liste så lang over daglige opgaver, der skal løses så vores liv kan begynde at tage form.

I går var det eksempelvis vores plan at forlade huset om formiddagen. Men jeg kom altså først afsted klokken kl. 3:30 pm – og Annette først ved 5 tiden. Da havde vi 1½ time til at købe et par nye håndvaske (endnu en umulig historie fra Ansari), gardinstænger samt briefe møbelpolstreren op til Annettes forrygende lounge møbler.

Klokken 6:30 pm sad vi på cafeen med et glas koldt øl og forsøgte at hygge med Rasmus. Totalt udbombede.

Desværre kom snakken ind på dagens genvordigheder. Desværre fordi Annette og jeg ikke ser på Ansari og problemerne på samme måde. Jeg endte derfor med at skride og lade Annette være Annette – og gik hjem til Peter Høegh.

Pisse sur, træt og trist.

Hvad dagen i dag ender med er uvist – men jeg frygter det værste.