God morgen alle…

Vi har ligget underdrejet i snart 6 måneder med Tings… hvis ens liv kan være et Helvede så… BEEN THERE DONE THAT!!!

Tings har nu været et regulært hotel og tilhørende Tea Lounge siden første uge af Marts.

Det har ganske enkelt været overvældende OG grænseoverskridende hårdt. MEN hårdt på en anden måde end da vi levede mellem 30-40 strintende indiske håndværkere, der kun havde eet eneste formål. AT FORPESTE VORES LIV… naturligvis først efter de have rippet os for alle vores penge… det sidste lykkedes heldigvis ikke 🙂

Sagen er at vi i tre måneder har haft gæster overalt. Vi har endda været så priviligeret at have haft udsolgt i flere dage dvs udlejet alle 12 af vores 10 værelser (tænk lige over dette). Samtidigt er Tings Tea Lounge gået hen og blevet lidt af et hang out blandt den lokale kreative klasse…

Guderne skal vide hvorfor.

Vi har ikke et eneste skilt oppe, vi er ikke i nogen bøger, vi har intet skilt på huset, vi har ikke haft en eneste flyer eller annonce, vi har ingen website (under construction) og vi har først fået visitkort for en uge siden.

Vi er ganske enkelt Kathmandus hemmeligste sted LOL.

Lidt af en kamel at måtte sluge når man har beskæftiget sig med markedsføring i snart en menneskealder. Vi er naturligvis meget udadvendte og jeg selv med en synlighed over gennemsnittet… men alligevel.

Så døden har en årsag – jeg har ikke haft tid til at skrive en skid udover det der hører til arbejdet (hvilket vil sige bloggen), samt mine dagbogsskriblerier, der nu har rundet 400 tætskrevne sider… scarry læsning (tænk at man kan være så ond i sulet).

Derfor er det et kæmpe privilegie endeligt at have tid til at sidde ved tasterne med min kat i skødet og nedfælde hvad der falder mig ind til lyden af Miles groowes paa Bitches og en kop Nescafe….

Jeg er netop kommet tilbage efter at have sendt Kirsten og Arne med morgenbussen til Chitwan… de er nu kommet sig over chokket fra deres første møde med Kathmandu (Michael – remember?) og tyndskideriet og har nu fået mod og energi til at begive sig ud i landet… vi regner med at støde til dem i Pokhara om nogle dage. Et lille eksperiment da det i så fald bliver første gang vi efterlader vores manager og personale på egen hånd (Budha-Bless-Us) – hvis alt går vel stikker vi af til Thailand et par uger for først at finde vores batterier igen og dernæst oplade dem.

Vi får brug for al den energi vi kan mobilisere til alle de projekter vi nu skal til at starte op. Annette’s må hun selv komme ud med – der er mange fede ting imellem. Men jeg er i fuld gang med at lave vores første udstilling i det kommende Tings Gallery: Home Sick Blues med værker der venligst er udlånt af Den Røde. Gu’ ve’ om Kathmandu bliver sig selv når de ser værker af alle drengene fra vores lokale CPH Hood – I doubt it.

Een ting er sikkert – det bliver kun de lokale expats der har råd til at købe kunsten…

Her må jeg lige komme med en korrektion.

Det kan nemlig være at vi laver en helt anden anden åbnings-udstilling.

I går i taxaen – som jeg HADER – kommer af en eller anden årsag til at køre en Helvedes omvej. Heldigvis – for pludseligt ser Jer i min øjenkrog en helt fantastisk Grafitti jeg aldrig har set før… et værk der mest af alt minder om Husk-Mit-Navn.  Og Budha-hjælpe-Mig om jeg ikke ser endnu et værk fra samme hånd på en anden mur fem minutter senere.

Vores Taxa-kludder er naturligvis ikke en tilfældighed – så et par timer senere har jeg værkerne på mobilen og er nu i færd med at efterlyse kunstneren i de lokale hip-hop kredse. Får jeg fat i vedkommende og overtalt vedkommende til at arbejde på lærreder så er det ikke utænkeligt at dette bliver den første udstilling.

Og så har jeg kastet mig ud i det lokale filmmiljø og besluttet mig for – sammen med Torsten Metalstein i Cph – at give den kommende KIMFF et dansk islet OG bringe Nepalesisk film til Danmark. Jeg er ganske enkelt træt af at omverden kun forbinder Nepal med bjerge, budhister og ballade når landet har så mange andre  ting at byde på. Her er Kultur efter min bedste overbevisning det mest effektive værktøj til at nedbryde barriererne og åbne folks øjne og især fornuft. Før det sker tvivler jeg på at man kan få andre penge hertil end de beløb der går fra finansloven og naive danskere ned i lommerne på de utallige velgørende organisationer og gavmildt giver krummer videre til limsniffende kids… (UPS – der røg sgu lige en lille finke ud mellem ribbenene).

Jeg håber naturligvis med hjælp fra det danske diplomati som vel er her med samme mission… og vi spæder naturligvis selv til i kassen af vores egne sparsomme midler… og bidrager med energi og et alternativt netværk.

Filmene vil jeg også gøre noget ved i Tings Tea Lounge – med vores medbragte projekter og lydanlæg vil vi vise nogle fede film som ellers aldrig ville finde vej til dalen.. jeg hygger mig i disse dage med at sammensætte et lille program med jazz film som vi kan krydre den kommende Jazzmandu festival med. Hvis du har in-input til film saa drop en mail…

Og saa har min Kasper meldt sin ankomst – som vi glæder os ufatteligt til. Han tager Sofie og Louis med – et lille køkken team der starter deres ophold med at lave en gourmet middag der kommer til at koste kassen og kun henvender sig til folk der har råd til at betale… KASPER – PREPARE!!!

Og så satser jeg på at Claus og familien kommerfor og laver Tings om til Villa Vanvid for en dag eller to. Det bliver IKKE svært – måske lige bortset fra at hyre gæster til de horrible priser vi vil tage for at blive involveret…

Og hvorfor så den snak om penge? Sagen er at vi skal bruge midler til at give videre til nogle af de altruistiske ildsjæle der knokler en vis legemsdel ud af bukserne for forskellige gode sager.

Eksempelvis Kiki som flere af jeg har læst om paa disse sider… og som jeg fik en lille mail fra her til morgen…

Jeg kopiere den lige nedenfor – uden fruens tilladelse. Den er nemlig fantastisk til at give godt humør…

Kære venner og familie,

Det er ikke kun på hotellet at ungerne kan se TV. Det kan du nu også på hjemmet i Lumu. Og så undrer i Jer måske over hvordan et fattigt børnehjem kan have råd til det. Men sagen er den at ude i verden befinder sig folk der ikke kan lade være med at hjælpe  når de hører fortællinger som ovennævnte. Her under Tom som kom forbi for nogle måneder siden og bad os agere backing band for hans lille projekt med at installere solfanger og inverter på børnehjemmet så ungerne kan  læse lektier efter solnedgang. Og faa et varmt bad. Bonusen er et TV som de nu hygger sig med.

Jeg er selv så heldig at fået flere henvendelser (uopfordret) fra læsere der hygger sig med disse sider og som – efter at have læst tidligere skriblerier om Kikis – har spurgt om de ikke kan giver et eller andet. Så nu har min mors Tanta Hanne og Onkel Lauritz doneret nye skoleuniormer til de tyve kids der pt bor hos Kiki… man kommer langt for 500 kr.

Til Jer anndre der uder der har spurgt om samme. Bare rolig – jeg har ikke glemt jer. Jeg venter bare på den rigtige anledning og det rigtige ‘projekt’. Vores holdning er at vi hjælper der hvor vi kan gøre en forskel…

Der er en masse andre kugler i kanonen – men dem må jeg komme tilbage til.

Folk er så småt ved at stå op – og køkkenet skal i gang igen efter at have været lukket i går på grund af intensiv rengøring der ud over vand og sæbe også indbefattede en bøtte hvid mailng.

Inden jeg slutter er der lige et lille opråb.

Hvis I ikke allerede gør det – så følge os på Facebook – det er en stor hjælp med den synlighed dette giver på jeres væg. Her poster vi naturligvis hver gang TingsBlog opdateres

Og så skal i ellers bare komme forbi – eller – sende os en tanke næste gang i hygge-skåler.

Thomas