Forleden fik jeg pludseligt for meget af Nepal og nepalesernes utjekkethed.

Det hele kammede over da vi brugte en lille uges tid på at få internettet tilbage efter det kæmpe tordenvejr der ramte os for nogle dage tidligere. Her blev vi sendt fra Herodes til Pilatus fordi Subisu ikke anede en skid om noget som helst. Eller i virkeligheden ikke gad løse vores problem. Og det var dråben der fik bægeret til at flyde over – det var efterhånden blevet godt fyldt af de kampe vi konstant skal igennem 24-7.

Jeg blev så fucked up i mit hoved at jeg besluttede mig for at tage væk. Helt konkret at tage på et ti dages Vipassana retreat på Dharmashringa Center i Boudanilkanta en halv times kørsel fra Tings – helt præcist ved indgangen til Shivspuri. Et af de mest populære centre i Nepal. Jeg havde brug for fordybelse og brug for ro omkring mig. Så et silence meditation retreat var det rigtige. Det syntes Annette også 🙂

For at gå direkte til sagen.

Jeg dur ikke til Vipassana – hvilket jeg vel allerede vidste ved indtjekningen i torsdags, men som jeg ikke reagerede på da forinden jeg havde besluttet mig for at være åben og modtagelig.

I virkeligheden narrede jeg mig selv. Og dette bedrag stod på indtil i går (lørdag) kl. 6:50 pm præcis.

Efter 2 døgn og 22 timers meditation finder jeg (eller erkender) det bedrag jeg var en del af. Under afslutningen på dagens sidste meditation kigger jeg mig omkring i Dharma Hall’en og ser 200 mediterende artsfæller. Men jeg føler overhovedet ikke den power der normalt kommer fra så mange mediterende. Og salen bærer overhovede intet præg af tidligere mestres mediteren.

Jeg rejste mig derfor resolut og gik op og tømte min celle og gik direkte til gaten.

I’m leaving… Please open!

Vagten så helt skræmt ud da han så mig vifte med en 1.000 Nrp seddel – jeg ville naturligvis betale for de to dage jeg havde brugt på stedet.

Sorry Sir. Please wait 5 minutes…  nærmest stammede han og greb ud efter en telefon.

Klokken var på det tidspunkt 5 min i 7 pm. Så alle dem der normalt befandt sig ved gaten var enten til meditation eller i deres celle – der er med garanti ingen der reger med at folk forsøger at forlade stedet på dette ukristelige tidspunk. For udlændinge (dvs folk der ikke bor i Nepal) må stedets beliggehed virke skræmmende øde – det ligger nærmest inde i Shiwapuri – Nepals største naturreservat eller jungle.

Jeg gloede først på vagten og herefter på gaten, der var låst med to kæmpe hængelåse men af uvisse årsager uden det beskyttende metal rækværk alle nepalesiske huse beskytter sig bag. Dem med de sylespidse spyd der gør det umuligt at forcere.

Dernæst kastede jeg result min taske over gaten, satte foden på låsen og hoppe adræt over på den anden side mens jeg priste mig lykkelig over at jeg havde nægtete at deponere mit pas ved indtjekningen.

Da jeg stod i mørket på den anden side og følte regnen sile over mig blev jeg grebet af en frihedsfornemmelse jeg aldrig har forestillet mig. En lykkefølelse der steg i takt med Bodhanilkanta nærmede sig to km eller 30 minutters gang længere nede af bjerget.

I gør Jer ingen forstilling om alle de tanker der fes genem mit hoved på min vej ned af bjerget.

Hvorfor Helvede tog det mig to dage at tage denne beslutning?

Eller endnu mere underligt.

Hvorfor Helvede er jeg den eneste der reagerer på den måde – vi sad 200 i salen da jeg skred… TOHUNDREDE!

Her er det lige på sin plads at forklare hvad et Vipassana Meditation Retreat går ud på.

Vipassana er en meditationsteknik der fokusere på ens vejrtrækning – populært sagt sidder man og glor på spidsen af sin næse udefra, indefra, fra siden, fra oven og hvilke vinkler man ellers kan komme på. Alt sammen med lukkede øjne. Dette raffineres på forskelligvis – man kan eksempelvis finde sit touch point med sin vejrtrækning, man kan variere sine vejrtrækninger, følge energierne mm. Altsamme teknikker der giver ‘adgang’ til ens sind.

På et retreat dyrker man disse teknikker.

Det foregår under meget enkle og beskedne forhold, der nærmest kan sammenlignes med gammeldags fængsler. Maden er neutral og simpel. Man bor i dorms eller parvis i celler (betonrum med betonbrikse uden farver på væggene). Og der er absolut ingen tidsfrdrivende faciliteter.

Og vigtigst af alt.

Det hele skal foregå in Nobel Silence. Du skal ikke alene hold kæft – din krop og dit sind skal også være tavst. Et begreb Buddha anvendte for ikke at skulle svare på inapropriate questions. 

For ‘normalt’ fungerende individer lyder dette ekstremt. Især når et retreat strækker sig over 10-12 dage.

Men i virkeligheden er der en meget logisk forklaring. Hele meditationen går ud på at finde ind til sit sind. Forestil dig at dit sind er et kæmpe hvidt lærrede. Kig så lige ind til det.

Det kan du sikkert ikke.

Det er fordi ‘lærredet’ er dækket (eller ‘forurenet’) af aftryk fra alle de impulser, indtryk og stimulanser du er blevet påvirket af gennem en menneskealder. Det er disse ‘aftryk’ man skal grave sig gennem vha meditationen. Og mens man er i den proces er der da ingen grund til at overdynge ‘lærredet’ med ekstra arbejde.

Derfor ingen stimulerende omgivelser… konkret betyder det at alle afleverer mobilen, Tab’en, PC’en, bøger, skriveredskaber, papir der ikke skal bruges til at tørre sig i røven, magasiner osv.

Det sidste vigtige punkt er at acceptere fem lægmands løfter:

1. du må ikke stjæle, 
2. du må ikke lyve, 
3. du må ikke slå ihjel, 
4. du må ikke have sex og 
5. du skal afstå fra at tage giftstoffer.

Der er intet skræmmende i noget af ovennævnte. Overhovedet intet.

Det er stort set identisk med de forhold vi var underlagt da vi for år tilbage var på et lignende meditations retreat på Tushita i Dharamsala. Derfor ved jeg hvad jeg gik ind til – faktisk synes jeg alle begrænsningerne er tiltrækkende. De tvinger en til at meditere… man har ingen undskyldninger for ikke at gå i gang.

Og så er bonussen: Man SKAL ikke tale med andre.

I vores liv hvor vi bor på vores hotel hvor gæsterne strømmer ind og ud dagligt, går der ikke 10 min uden at man skal hilse på en-eller-anden og være høflig og imødekommende. Jeg elsker det – men derfor har jeg alligevel brug for en gang i mellem IKKE at skulle forholde mig til noget – eller at skulle forholde mig til INTET.

Derfor glædede jeg mig til at leve i ti dage i Nobel Silence.

Men alt gik galt.

Allerede den første dag brød jeg et af løfterne. Jeg stjal en lille pen. Jeg var så frustreret over alt omkring mig, at mit sind roterede som en vanvittig grill kylling over alle de frustrationer stedet påførte mig. Så den eneste måde jeg kunne få dem ud af tankerne på var at skrive dem ned. Så det brugte jeg ti minutter på hver dag. Da jeg ikke havde noget papir brugte jeg bagsiden af mine visitkort:-)

Dette virkede – så på to døgen mediterede jeg i 22 timer – og det var ganske enkelt forrygende.

Allerede på anden dagen fik jeg sporadiske ‘huller’ igennem, som slog gnister. Og motivation såvel som udbytte er her stadigvæk. Og mine to morgen meditationer siden min flugt har været forrygende.

Så er spørgsmålet: Hvad gik der galt – eller hvad var der galt?

For det første

Hele stemningen på stedet er fyldt med mistro.

Det er som om alle ansatte/frivillige har glemt at folk er her af egen fri vilje – og at os ‘elever’ faktisk ved hvad vi går ind til. Alligevel bliver man låst inde (fysisk), så man ikke kan forlade stedet som man vil. Alle The Dharma Volunteers svarer nærmest til Stasi’er der konstant er efter en. Naturligvis for sikre at alt foregår i silence hvilket – det har de fleste svært ved. Især på de første dage.

Men hvorfor Helvede skal de plage folk med underlige regler som ikke fremgår nogen steder og som strider mod al logik og sund fornuft:

• Mine shorts der gik til 5 cm under knæet (som foreskrevte i on-line retningslinierne) måtte jeg ikke have på, 
• Mit pas insisterede de på at beholde (i følge samme retningslinier skal de bare tjekke at ens visa er ok), 
• Når jeg endelig fandt en lile plet med sol og lagde sig til rette kastede de sig over en med øjner der klart gav udtryk for konsekvenserne hvis man ikke STRAKS rejste sig, 
• Min medbragte økologiske urtete måtte jeg ikke drikke (Centret serverede kun sort te – på andre kurser betragtes dette som giftstof), 
• Jeg måtte ikke meditere i min celle til mit medbragte stearinlys 
• osv., osv.

Med andre ord: Alle stedets anssatte, frivillige og andre involverede gjorde alt for at skabe en fængselslignende stemning – et middelalder fængsel vel at mærke. Hvorfor er mig helt ubegribeligt – alle er her som nævnt af egen fri vilje og alle ved hvad de går ind til. Så at bryde reglerene ved at lave ting der forstyrrer meditationen er jo nærmest som at snyde i kabale:-)

For det andet:

Jeg ved godt det er fyldt med negative energier at være mistroisk. Og jeg har gjort alt for at få at gå ind i projektet med ophøjet ro og åbent sind.

Alligevel havde jeg konstant fornemmelsen af at være med i Kejserens Nye Klæ‘r.

Jeg ved godt at alt foregår som beskrevet på centrets hjemmeside.

Belæringerne – eller instruktionerne – sker gennem recordings of S. N. Goenka in English and Hindi. Og dette skal tages helt bogstaveligt. Dagens program starter 4:30 am med Goenka’s stemme der højtideligt siver ud i Dharma Hallen initieret af en af de tilstedeværende levende læreres tryk på PLAY. De første 10 minutter er talen på Hindi – herefter går Goenka over til engelsk. Desværre er hans engelske så indisk-korrekt at det næsten ikke er til at forstå. Så for mit vedkommende startede meditationen hver morgen i tåger… og jeg HADER at sidde og meditere på noget jeg ikke aner hvad er.

Eftermiddagens/aftenens Discourse er også 100 % som foreskrevet: A videotaped lecture by Teacher S. N. Goenka.

Jeg ved ikke hvorfor – men jeg kom til at tænke på Big Brother i 1984 og Dr. Strangelove. Optagelserne er uden nogen som helst form for humor og empati. Personerne (d.v.s. Hr & Fru Goenka) på skærmen virkede som om de var på drugs.
Men det værste var at der ikke eksisterer nogen form for diskussion. Da videoen sluttede var eftermiddagens discourse session forbi. Spørgsmål kunne man herefter rette til den mummificerede lærer der sad ved siden af skærmen. Dem oplevede jeg kun kommunikere til salen gennem de udenlandske frivillige.

For det tredje (og måske vigtigste).

Jeg sad hele tiden med en fornemmelse af at være fanget i en fantastisk pengemaskine. Et kæmpemæssigt scam.

Opholdet er i princippet gratis. Man donerer et beløb efter evne og det udbytte man har haft af kurset.

Et genialt koncept.

Hvor mange personer, der frivilligt har været gennem 10 dage i Helvede, vil indrømme over for sig selv (og andre for den sags skyld) at udbyttet har været ringe. Ingen – eller meget få. De vil alle med garanti betale – og betale godt.

Udlændingene der rejser hertil for kurset alene kommer fra økonomier hvor 1.000 Nrp nærmest svarer til ingenting for en dags ophold med alt betalt. Så de betaler sikkert rigtig godt. Nepalserne virker som om de modtager den evige sandhed fra den hellige gral – og det ved man godt hvad koster! Så de betaler sikkert også en del – dog mindre end dharma turisterne…

Så hvis folk i gennemsnit slipper 500 NRP pr dag i ‘donation’ er jeg nok ikke helt galt på den.

Vores hold var på 200 personer hvilket svarer til svarer til 100.000 NRP pr dag. Centret er fyldt 20 dage om måneden hvilket svarer til 2.000.000 NRP eller ca 150.000 kroner.

Dette er mange penge.

Det interessante er at hele konceptet elliminerer de fleste af de arbejdsopgaver der belaster normale hotellers økonomi:

• Lønomkostningerne en minimale. Alle ansatte er frivillige.
• Ingen omkostninger til rengøring. Gæsterne hedder ‘elever’ og de har selv sengelinned med og skal i øvrigt gøre rent dagligt – et centralt punkt i vejen til et godt udbytte.
• Alle vasker selv op efter maden.
• Alle værelser er renset for forstyrrende elementer – der er tale om gråpusede vægge med betombrikse i bygniger af dårligste kvalitet. Så penge til udsmykning og dekoration bruges der ikke.
• Af hensyn til udbyttet af opholdet, skal lys være slukket kl. 9:30 pm (her er man også flad). Så elregningen er begrænset.
• Maden må heller ikke forstyrre. Så omkostningerne til dette overstiger IKKE 100 NRP pr døgn. Hvis det gør stiller jeg gerne min vide gratis til rådighed.
• Prikken over ‘i’et’ er at der er tale om donationer. Så alt er MED GARANTI bogført i en spand vand. ZERO TAX!

Så all in all. Omkostningerne pr elev er begrænsede. Jeg har svært ved at forestille mig at de overstiger 200 NRP pr dag.

Og så er der ingen problemer med naboerne – alt foregår jo i stilhed!

Som sagt, så ved jeg godt min mistro er skadelig. Men jeg kan åbenbart ikke gøre noget ved den…

Så da alt dette (og en masse andet) væltede gennem mit hoved i aftes, mens folk omkring mig sad og pruttede, bøvsede og højlydt gabte fik jeg second thoughts.

Og dem der kender mig ved at jeg ikke har langt fra tanke til handling…

Jeg er overbevist om at Vipassana teknikken er god. Jeg er også overbevist om at der er masser af Goenka’s flere end 100 centre rundt om i verden gør et godt stykke arbejde. Og jeg ved at der er en masse mennesker der har haft kanon udbytte af deres ophold.

Jeg håber derfor at min oplevelse er en enkeltstående svale…

Men Kathmandu Vipassana Center er efter min bedste overbevisning en fis i en hornlygte. De to dage jeg var på stedet så jeg mindst fire kejsere. Og de havde intet tøj på kun pyjamas.

Og så får Goenka lige et sidste ord (alle hans belæringer ligger på nettet).