Jeg skriver dagbog – og har efterhaanden gjort det i flere aar.

Hvorfor aner jeg ikke – bortset fra at den kreative proecess med at skrive tvinger een til at reflektere. Og da min dagbog er personlig – kan jeg reflektere uden barrierer og hensyn.

Da jeg altid har skrevet digitalt – og altid har fulgt den samme struktur kan jeg slaa en hvilken som helst dag op og se hvad jeg oplevet og/eller taenkt. Jeg kan se hvilken musik jeg har hoert, hvor jeg har vaeret og hvem jeg har svinet til hvis mit humoer har vaeret til det 🙂

Hvad er saa mere naerliggende at se hvordan ‘temperaturen’ var den 15. marts 2009?

Sjovt nok eksisterer praecis den dag IKKE i min dagbog.

Det viser sig at jeg aabenbart har vaeret saa edderspaendt ond i sulet i de foerste uger i mit nye liv at det jeg nedskrevet har vaeret for meget – selv for migselv. Saa jeg har ganske enkelt slettet alle siderne fra den 15. – 24. marts  og erstattet dem med en bloedere intro INTRO til vores 3. verdens eventyr.

Derfor starter min Nepal-dagbog den 25 marts og ikke ved vores ankomst for praecis tre aar siden.

INTROEN er saa tilgengaeld lidt sjovt at laese. I saer fordi vi her tre aar efter vores ankomst med tre rygsaekke, 4 computere og 4 mobiler kan saette kryds ud for en raekke af de ‘maal’ vi satte os.

Lige nu sidder jeg paa paa vores solrige tagterrasse og hygger mig lidt over at have et hotel fyldt med spaendende kreative mennesker i alle vaerelserne under mig (det ene er lavet om til en redigering) efter at have bagt morgen-sesam-boller i anledning af Marias foedselsdag. Og saa er jeg er lidt imponeret over vi paa de fleste af de punkter jeg i sin tid listede i MIN dagbog faktisk er i gang…

• vi goer en forskel for en masse unge. Baade dem der arbejder hos os – men ogsaa for de unge vi hjaelper rundt omkring (ikke mindst Kiki’s). Om et par uger starter Raskhumar hos os – en af Kiki’s unger der forlader hjemmet efter endt skolegang… han er indbegrebet af de mange unge jeg skrev om for tre aar siden. Fedt at den side er ved at lykkedes – men ogsaa en smule skraemmende at det alligevel tager tre aar!
  
• vi (isaer Annette) er fuld gang i vores nye produkter under Tings Brandet. Om to uger er hun i Danmark hvor hun har to super-fede lamper med, en serie super eksklusive saeber og de mest funky pashimaner jeg har set.
  
• vi goer en forskel i det lokale kulturliv. Vores  involvering begynder lige saa stille og roligt at kunne fornemmes. Jeg kan ikke saette en finger paa noget konkret – men jeg kan fornemme at vi tiltraekker  kreative kraefter. Frem for alt de kraefter der falder uden for det parnas der stoettes kraftigt af organisationerne og diplomatiet… 
• Selv de boerneboeger Tommy og jeg hyggede os med inden min afrejse har jeg stoevet af og vil have realiseret. De er saa forrygende at de fortjener min fulde ompaerksomhed igen…

INTRO (tirsdag den 24 marts 2009)

Dexter Gordon ‘The Squirrel’ er på anlægget (Excecutive Producer: T. B. Tingstrup). Sorry – men det må være de fremmede omgivelser, der får en til at kigge tilbage).

Dette er en lidt underlig intro til en dagbog.

Sagen er den, at jeg sidder godt og vel tre uger inde i dagbogen og læser tilbage.

Noget af det er faktisk ret underholdende – i hvert tilfælde for mig selv. Om det er det for andre, er svært at sige – men der er flere, der har insisteret på at følge med. Dem der blev plaget af mine udgydelser i 2001, da vi rejste jorden rundt i et års tid. Dem er der overraskende nogle stykker af.

Jeg startede dagbogen den 15. Et sted mellem København og Nepal, hvor de første noter røg ned på et stykke papir, så de ikke blev glemt i farten.

Det blev de ikke – Glemt!

Men det burde de sgu nok have været.

I hvert tilfælde er de nu slette permanent. IKKE NOGET MED AT GEMME EN KOPI I JUST IN CASE MAPPEN.

Skriverierne fra den 15. marts og frem til og med tirsdag den 24. er slettet FOR GOOD!

Det var nemlig ikke andet end en lang omgang lort i hovedet på Nordisk Film ledsaget af en opremsning af alle de besværligheder, der har ligget forud for vores afrejse.

Førstnævnte – er i og for sig velfortjent, men ligegyldigt her i mit nye liv (ja, ja – jeg ved godt der kommer udgydelser hist og pist undervejs, men betragt det som krydderier).

Sidstnævnte – altså besværlighederne – var simpelthen en omgang tudefjæs. For hvem helvede forestiller sig, at man bare kan rykke teltpælene op og flytte til Nepal – eller for den sags skyld, et hvilket som helst andet land uden en masse forudgående besvær.

Klart – besværet er mindre, når man rejser i forbindelse med et job. Alle dem vi kender, der er udstationeret har naturligvis fået hjælp til alt – og samtidigt sikret økonomisk qua deres ansættelse.

Annette og jeg rejser alene med vores rygsække, 4 computere, 4 mobiler, et koncept, en plan og en masse drømme.

Og det gør man altså ikke ustraffet.

Så er det sagt!

Og ikke et ord mere om revisorer, advokater, Told & Skat, udlejningsfirmaer, Betalingsservice, sygeforsikringer, mere skat, Ambassader og alt det andet og de andre, som jeg gav en gang verbalt læs lort i de første dage i vores nye liv.

Måske min arrigskab skyldtes at jeg lå sengeliggende og plejede den influenza, jeg tog med hjemmefra, eller at vi famlede fra Herodes til Pilatus for at finde et eller andet holdepunkt, der kunne bekræfte os i at vores drømme ikke kun er luft kasteller.

I don’t know.

Men fra onsdag den 25. sker der åbenbart noget – det bliver mere interessant og sjovt at læse. Så derfor starter historierne her. Sæt nu jeg som gammel skulle finde dagbogen frem og dø efter kun at have læst de førte to (nu kasserede)  uger: uhyggelig tænkning.

Det må ikke ske!  Derfor….  (og nu røg strømme, kl. er 8 am)

Hvad er det så vi vil – og hvorfor?

Det spørgsmål stiller Annette og jeg os selv hele tiden.

Ikke at vi ikke ved hvad vores plan er.

Det gør vi!

Vi vil åbne et lille Guest House, der involvere nogle af de fornuftige børn og unge mennesker der tosser rundt i gaderne for at tjene penge til familien derhjemme. Enten ved at sælge småting eller ved at tigge eller ved platheder generelt.

Vi har mødt dem overalt på vores rejser, og hver gang ærgrer det os, at vi ikke kan tilbyde dem samme skoleuddannelse som deres mindre smarte søskende får. Det er nemlig altid de smarteste der ryger på gaden. Kunne vi få dem tilknyttet og samtidigt sørge for at de får deres skolekundskaber på plads – giver vi lidt af alt det fede, vi efterhånden har oplevet tilbage.

Den STORE ide er at konceptualisere projektet og copy/paste det til andre steder i den 3. verden. Så måske vi ender med en lille kæde…

Så det lille guest house er vores HOVEDPROJEKT.

Der ud over har vi en del andre ting vi gerne vil realisere – ting som et eller andet sted sagtens kan udspringe af vores arbejde med guest houset.

Vi vil gerne arbejde med røgelse, papir og olier. Lave det mere ‘sexet’ og moderne og mindre 70’er hippieagtigt.

Også vil Annette gerne arbejde med indretning og design – prøve nogle af de ting hun har lært de seneste 5 år af in real life.

Her er Nepal jo et fantastisk sted – her går man ned og bestiller en model af det, man vil have lavet og ser om den dur. Priserne er vanvittigt lave.

Jeg for min del går med en drøm om at lave en eller anden form for joint venture mellem et bureau i Kbh. og et lille set up her i Kathmandu. Et lille værksted eller tegnestue der kan lave nogle af alle de kedelige opgaver, ingen gider lave i Danmark og som altid giver ballade fordi kunderne synes, det er for dyrt og ikke gider betale. Nogle af de opgaver der i dag ryger til Indien og Kina.

Og så har jeg 6 børnebøger med i tasken. Billedbøger jeg har underholdt mig med de seneste 6 måneder sammen med Tommy. Hans fantastisk og syrede streg må og skal ud til et bredere publikum. Og det har jeg besluttet mig for at hjælpe med. Så ideer er der nok af.

Men det var der på den anden side også i Danmark.

Hvorfor Nepal?

Det bliver vi spurgt om hele tiden – og det har vi naturligvis også selvt tænkt over.

Sagen er at vi ikke har valgt Nepal. Nepal valgte os.

Da vi i 2001 besluttede os for at rejse jorden rundt var planen at starte i Indien og arbejde os op gennem Nepal videre til Tibet og derfra til Kina. Da vi stod i Katsrup og skulle tage afsked med familien der naturligvis var troppet op for at sige farvel, viser det sig at vi ikke kan komme afsted. Vores billetter fejlede intet – men vores visa til Indien havde vi glemt.

Jeg havde læst et eller andet sted at reglerne var lavet om så visa kunne ordnes ved ankomsten i lufthavnen, som så mange andre steder på kloden. Men enten var det en and – eller også havde jeg læst noget der var forud for sin tid.

SAS personalet kunne derfor ikke tjekke os ind. Vi måtte enten tilbage til Kbh. og skaffe os visa den efterfølgende dag og så komme igen. Eller – som en smarttænkende kvinde sagde:

Hvorfor køber I ikke bare en billet videre til Kathmandu – så transitter i bare i Delhi.

Det gjorde vi – vi ville nemlig under ingen omstændigheder starte vores jordomrejse med at tage fra Kastrup tilbage til Købmagergade.

Så bortset fra et par businessbesøg som Annette havde haft var dette vores første bekendtskab med Nepal – eller snarere Kathmandu. For det var her vi endte med at opholde os i næsten 3 uger samlet. Da vi i 2008 tager beslutningen om at nu skulle det ske – nu skulle vi gøre noget ved de drømme vi havde gået med siden vi forsøgte at købe et hotel i Hanoi i 1994 – da sendte vi en mail ud i vores netværk hvor vi dels præsenterede os selv og dels præsenterede vores planer.

Vi fik en masse tilbagemeldinger – men af en eller anden grund havde de fleste  en eller anden relation til Nepal.

Enten fra folk der boede her eller fra folk der kendte nogen der boede her og som kunne hjælpe os videre. Derfor var Kathmandu jo oplagt.

Men inden vi for alvor rev os selv op – besluttede vi os for at tjekke byen ud på en mere målrettet måde. Vi tog derfor små 5 uger til Kathmandu (kun afbrudt af 4 dage til Bhutan) hvor vi ikke bestilte andet end at flytte fra bydel til bydel og tjekke guest houses ud. Her havde vi den store overraskelse at glæden ved byen og især nepaleserne, voksede dag for dag.

Da vi kom tilbage til Kathmandu efter vores korte break i Bhutan sad vi i taxaen til hotellet og glædede os over at komme ‘hjem’… vi var altså røget i gryden. Sjovt nok har det efterfølgende vist sig at det er den måde de fleste stifter bekendtskab med Nepal på. Nepal er ikke et land mand beslutter sig for at tage til – det er et land man tilfældigvis kommer forbi.

Hvorfor er det interessant for andre?

I starten forstod vi ikke forfor helvede det var så skide interessant at vi rejste.

Men det er som interessen stiger for hver gang vi taler/mailer/kommunikerer med nogen. Og jeg skal love dig for at andre går op i det. Folk er groft sagt delt i to. Den ene gruppe er dem der nærmest tager det som en personlig fornærmelse, at vi bare tænker på os selv og bare forlader børn og familie for at tosse rundt og frelse verden. Hva’ ska’ det nu gøre godt for…

…det er heldigvis de færreste.

Den anden og største gruppe kender alle. Dem der drømmer om at gøre det samme, men som åbenbart ikke tør gøre det. De fleste i vores omgangskreds har faktisk bedre forudsætninger for at rejse ud i verden end vi har. Men enten har de travlt med at pule penge til side, så de kan rejse når de er pensionerede. Eller også er tanken om at slippe tøjlerne så skræmmende, at det projekt ’vi bare gør’, bliver så uoverskueligt at det aldrig bliver til noget. Tanken om det uvisse er ganske enkelt ikke til at klare for langt de fleste.

Det siger de naturligvis ikke – det med uvisheden. Undskyldningerne for ikke bare at tage af sted er lang mere jordnære: Hvad med toiletterne? Og lugter der ikke, og så er der jo det med vores livret sushi… for det kan man vel ikke få? Og hvad gør I med tandlægen? Og så er mor i øvrigt også blevet for gammel. Og vi kan da ikke forlade ungerne.

Jeg forstår dem udmærket – for alle undskyldningerne er skam reelle nok – men kun så længe man er hjemme i den trygge og magelige vestlige verden.

Når man først er kommet af sted – og befinder sig midt i Ragnarok, lever man sig ind i under de nye rammer og smider lortelokumspapiret i spanden ved siden af toilettet, holder sig for næsen når stanken bliver for slem og finder nogle andre livretter.

De ting man ikke lige kan kompenserer finder man løsninger på: Her bruger man skype og billige flybiletter med lige så stor selvfølgelighed som man bruger mobilen og bilen…

Jeg vil ikke udelukke at vi nok aldrig var kommet af sted hvis vi var begyndt at fokuserer på økonomien, sikkerheden, uvisheden og alle de andre negative ting. Det er ikke til at sige. Men én ting er jeg blevet klar over. Vi realiserer ikke bare vores egen drøm – vi realiserer en masse af vores venners drømme.

En lidt skræmmende tanke, for hva’ nu hvis vi må kaste håndklædet i ringen inden året er omme. Så returnerer vi ikke bare med vores egen knuste drøm, men med en masse andres knuste drømme også?

Men vi kan da så i det mindste sige at vi forsøgte.