Det er en stor morgen. Vi har VAND.

Klokken er 8:00 am og vandtanken er allerede fuld. Kun et enkelt tryk på knappen – Og VUPTI så kom lyden fra vandet der skvulper over toilettet. Og et par minutter senere løb overstrømningsvandet ud under bruseren… tegnet på at vi har det vand vi skal bruge.

Dette er faktisk lidt af et gennembrud – det er nemlig første gang i den tid vi har været her at vandet fungerer som det skal. Alle andre dage har det været et Helvede.

Sagen er at vi har fået at vide at ejendommen – eller helt specifikt – opgangen får vand om formiddagen og nogen gange om eftermiddagen. Komplet idiotisk og for vores vedkommende meget ubelejligt. For her på toppen har vi ikke en chance for at se om der kommer vand – vi tænder pumpen og må herefter lytte os frem til rislelydene som er tegnet på at der sker noget.

De rislelyde har været meget svage – og så ustabile at vi faktisk ikke er klar over om vandet er der eller ej. Derfor må jeg fra 6. og hele vejen ned i gården for at tjekke om vandet bliver leveret fra vores Township.

De fleste gange er vandet der – det kommer bare ikke op til os med mindre jeg laver en masse af de underlige ting mine naboer og underboer har lært mig, Som eksempelvis at hælde vand i et rør der fører ind i pumpen, Noget alle ved man skal gøre.

Hver lejlighed i opgangen har sin egen pumpe – og den skal man selv tænde for at få vand.

Men da ingen præcist ved hvonår det kommer er det noget som sker på må og få. En idiotisk  løsning og med garanti dyr i forhold til een enkelt pumpe der pumper vand op til samtlige lejligheder og herefter stopper når hver enkelt tank er fuld. Ligesom et toilet der fyldes op.

Det kan vi altså finde ud af i Kathmandu.

Problemet er at alle accepterer tingenes tilstand også selvom der er tale om idioti.

Når jeg så spørger folk i opgangen hvad man gør når man skal møde på kontoret kloklen 8 og først kommer hjem efter klokken 6 pm og derfor ikke har en jordisk chance for at få pumpet vand op? Da får jeg bage det sædvanlige usikre grin.

Og måske får jeg en forklaring i retning af: This is how it is? You must wait

But this is NOT how it is any longer!

Problemet er nu løst. Men det var med garanti ikke sket med mindre jeg selv tog fat i det.

Det gjorde jeg i går da håndværkerne kom for at fikse de nyindsatte vinduer vores ejer har brugt en formue på og som selv en tidligere bankfuldmægt kan se aldrig kommer til at fungere som tiltænkt. De en nemlig konstrueret så tåbeligt at vandet samles i vidnuesrammens bund når det regner. Og det vand kan kun forsvinde på en måde – nemlig ved at trænge ind i lejligheden. Og det har vi så haft fornøjelsen af siden vi flyttede ind.

Det har hele tiden været min plan at få vores vinduer ordnet mens Annette er i Danmark.

Da jeg forleden kom tilbage efter min og Jannicks lille tur til Mawlamayine og fandt lejligheden gennemblød af regn (som frygtet) ringede jeg resolut til ejerne og beskrev problemet og bad dem komme forbi med det samme, så de med egne øjne kunne se hvor slemt det var – de bor kun et par hundrede meter fra os.

Det kunne de imidlertid ikke  – klokken var på det tidspunkt 8:30 pm.

Til gengæld lovede de at komme den efterfølgende morgen.

Jeg dokumenterede i stedet det hele på mobilen og brugte herefter et par timer på at udbedre skaderne så godt som muligt.

Den følgende morgen kom de forbi – en time før aftalt. Det var vores ugentlige rengøring Kyauw der tog imod dem… da hun så hvordan jeg tog dem hen til vinduerne og malerisk beskrev hvordan det hele så ud aftenen før med god hjælp fra billederne på mobilen brød Kyauw ind og bakkede min beskrivelse op med hendes egen oplevelse da hun kom et par timer tidligere.

Jeg forstod naturligvis ikke en skid af det hele men holdt mig væk – sagen lå nu i Kyauw”s hænder hvor de vist lå meget godt. For efter en halv time havde vi en aftale om håndværkere der ville komme forbi hurtigst muligt og fikse problemet engang for alle.

De kom i går.

Og i skrivende stund virker det som om de halvtag de satte op over hvert vindue fungerer efter hensigten. Det pisser ned – og vandet trænger ikke ind i lejligheden :-).

Hvad har vores vinduer så vores vandtanken at gøre?

Jo ser du – da håndværkerne kom tog jeg i mod dem med det sædvanlige Mingalabar og tilbød dem vand, the, frugt osv.

Da jeg ikke taler burmesisk har de sandsynligvis ikke forstået en skid af det hele. Og hvis ikke lige det var fordi Mester Selv som den eneste tog imod min udstrakte hånd og på perfekt amerikansk introducerede sig:

I’m Kyaung – but you can call me David.

… ville de sandsynligvis stadigvæk være gået glip af min hjemmelavede limodade. I stedet tømte de de to liter jeg lavede aftenen før 🙂

And this is my niece!

… fortsatte David og introducerede den kvinde vi hele tiden har troet var ejeren af lejligheden men som nu viste sig at være et familiemedlem der ser efter lejligheden. David bor nemlig det meste af året i Californien hvor han har en håndværksvirksomhed – eller noget i den dur.

Det var præcis den situation jeg ubevidst havde ventet på!

En person der forstår vores frustartioner over alle de ting der ikke fungerer. Og en person man kan kommunikere med. Hurra!

David gloede måbende på mig da jeg forklarede ham hvordan vi var lænket til lejligheden indtil vores vand kom klokken mellem 10 – 11 am.  Og han blev chokeret da jeg forklarede ham hvordan jeg selv måtte rende de seks etager ned til pumpen tre til fire gange hver morgen for at få gang i vandet. På det tidspunkt havde han først lige fået sit vejr tilbage efter selv at have kæmpet sig den lange vej herop 🙂

David har boet så længe i USA at han og jeg tænker på samme måde. Den slags problemer skal man bare ikke acceptere – især hvis de kan løses uden problemer overhovedet.

Vores ubetydelige problemer kan let løses hvis man bare 1) ved hvem man skal tale med og 2) kan tale sproget.

Efter en time var vandrutinerne ændret så den vandansvarlige nu tænder for hanen klokken 7 am.

Og pumpen blev fikset på stedet af de håndværker der renoveree lejligheden under os. De lavede pumpen for 5 US $ inkl. materialer.

Pumpen fungerede nemlig overhovedet ikke. Stik modsat det den armerikanske agent fortalte da han i sin tid formidlede lejligheden til os. Han sagde at alt var perfekt.

Vi havde ellers adskillige gang holdt ham op på kontrakten: om at alt skulle fungere ved overtagelsen.Det gjorde vandet efter vores mening ikke.

Selvom agenten taler flydende burmesiske og har indgående kendskab til lokalområdet endte han med at kaste håndklædet i ringen og blot sige at tingene fungerede så godt som de nu kan i et tredje verdens land som Myanmar. Og at vi jo skulle huske på hvor primitivt landet var.

Hertil kunne vi blot forklare ham at efter fire år i Kathmandu er Yangonfor os et paradis hvor alt fungere langt bedre på alle fronter – også på vandfronten. Modsat Kathmandu har man nemlig rigeligt med vand. Det kræver blot nogen der forklarer hvordan man kan ændre tingene i en mere hensigtsmæssig retning så folk får det når det skal bruges.

Jeg er godt træt af udlændinge der har boet i landet så længe at de stille og roligt lader sig lulle ind i den sædvanlige accept af tingenes tilstand og accepterer stanken af pis, opvask der er forsvundet under lag af myrer og det der er værre. Gener der skyldes manglende vand.

Vores erfaring fra Nepal er at alle tager imod forandring hvis man bare foklarer dem hvorfor og med egne øjne kan se fordelene….

Det kunne agenten åbenbart ikke forstå.

Men det kunne min nye US/burmesiske ven David til gengæld.

Så her til morgen klokken lidt i otte har vi vand der hvor vandet skal være. I vandtanken over os – og ikke på gulvet foran vinduerne. Alt sammen fixet uden problemer overhovedet.

En af de ting der er sundt for os vesterlændinge der bor i lande som Myanmar og Nepal er at vi lærer at sætte pris på de dagligdags bekvemmeligheder man har i velfungerende vestlige lande.

Jeg er 100% sikker på hverken jeg eller Annetter ‘bare’ tager rindende varmt vand for givet når vi på et tidspunkt vender tilbage til Europa. Og hjem til en verden med rigeligt med vand!

For langt den overvejden del af klodens befolkning er vand enten et problem eller forbundet med så meget besvær at det tager flere timer per person daglig at få det vand man skal brug i sin hushomdning.

Så tænk lige på al vores besvær næste gang du tager et bad.

Det spændende bliver at se hvordan vandet fungerer i morgen…

Mingalabar og kærlighed og god dag

Thomas