Dette er 7. og sidste blogpost om og fra Seoul/Korea.
… og det er helt bevidst at jeg slutter med den begivenhed der er kick-startede vores tur og samtidigt endte med at blive vores real life guide book til Seoul.
Sagen er at vi overhovedet ikke havde kigget i en guidebog inden vi tog afsted. Det eneste vi vidste var vores hotels beliggenhed samt Gallery Factory’s adresse.
That’s it
Det lyder måske drastisk og overskudsagtigt at man bare smutter til Seoul fordi ens ven har en fernisage.
Men sagen er at vi længe har gået og talt om Seoul: Om hvor spændende vi tror byen er, om mulighederne for at lave et-eller-andet og naturligvis om hvordan Seoul er som rejsemål for folk uden business og research på agendaen.
Og så har vi brug for kunst og kultur!
Efter fem år i Kathmandu er vi i kæmpe underskud på kunst og kulturfronten… vi har hungret efter teater, mad, medier, mode og især at hænge ud med folk der deler vores interesser og livssyn. Og man skal have levet i et informationshul for at undgå at vide at Seoul er et overflødighedshorn på det område.
Da vi fandt ud af at Eva udstillede i Seoul lå det ligesom i kortene at vi bare skulle af sted. Kombinationen af en spændende by og en god ven måtte vi udnytte.
Så vores beslutning virkede måske spontan – og så alligevel ikke.
Vi er fuldstændigt vilde med Eva’s kunst. Og med Eva.
Og det har vi været lige siden vi så hendes skulpturer/installationer første gang God knows when… og siden dengang har vi stortset set alle hendes udstillinger indtil vi forlod København i 2009. Det hun har lavet efterfølgende har vi desværre ikke haft muligheden for at se.
Gensynsglæden var derfor stor og gensidig da vi åbnede døren til Gallery Factory og sagde: HEJ!
Udstillingen er helt forrygende.
Det der springer mest i øjnene er naturligvis det monumentale og på samme tid æteriske Passing Through Lost Space der på den centrale plads midt i rummet dominerer alt.
Efter et stykke tid drages man ubevidst mod væggen med det på mange måder endnu større værk: Beginnings and Ends.
Værket er mindst 10 kvm!
Det består af utallige stykker papir i forskellige størrelser broderet med guldtråde i lige så mange tykkelser og former og herefter ophængt forsigtigt på nåle, så der ligesom svæver 1,5 cm fra væggen.
Eva’s fortælling og forklaring omkring Beginnings and Ends var på en og samme tid gribende og nøgtern informativ. Det første på grund af hendes personlige motivation/inspiration der lå forud for værket – det sidste på grund af alle detaljerne omkring udarbejdelsen.
Jeg tog desværre ingen noter – i stedet snuppede jeg alt hvad der var af papir om udstillingen for kunne videre give historierne. Men her i skrivende stund ser jeg at det hele er på Koreansk 🙂 . Det eneste jeg derfor rigtigt kan huske er Eva’s referencer til Grædemuren!
Men er det ikke også nok når man ser væggen her?
I galleriets bageste ende er der et lille undseeligt rum.
Man skal vide, at det er der – ellers går man forbi det.
Og gør man det misser man 25 % af udstillingens værker: det smukke Flower’s to Flowers.
Igen kan jeg ikke huske historien… Eva forklarede at hun på et eller andet tidpunkt havde lavet en undstilling hvor der indgik en ufatteligt masse blomster. Efter udstillingen ‘brændte’ hun dem.
Resterne – den sorte smukke aske – har hun brugt til at genskabe dette smukke blomstermotiv som på grund af rummets omklamring nærmest rejser sig mod een når man står for enden og kigger ind.
Det er som om de sorte blomster rejser sig fra cementgulvet og svæver een i møde.
DJag kan sagtens se motivet som et af Annette’s kommende Art Pashinas
Recreated Circles så jeg faktisk ved et tilfælde.
Det ligger på gulvet lige, når man træder ind i Galleriet. Præcist der hvor jeg stod da Eva havde sin Artist Talk. Hvis min nabo ikke havde prikket til mig og peget ned eksiterede værket ikke efter mit besøg.
De smukke cirkler er sammensat af gamle porcelænsskår som Eva gravede op et eller andet sted. Skår der havde ligget i jorden i umindelige tider og nu blev fundet frem igen og genskabt til lejligheden.
Værkets titel er perfekt – hvis man tænker det igennem er det utallige cirkler der genskabes i disse små skår.
En ting er kunst – en anden kunst er kunstinteresserede
Det er den letteste sag i verden at smække indrammet lort op på væggen, få en eller flere personer til at komme forbi og holde officielle og ligegyldige åbningstaler for på den måde at tiltrække disse ligegyldige personers endnu mere ligegyldige venner der fuldstændigt ukritisk skyller de ligegyldige åbningsord ned med ligegyldig sur vin.
Kathmandus kunstscene i de fem år vi har boet i her har været en dyb skuffelse med en masse ligegyldige kunst der stritter i alle mulige retninger – og flere uden retning overhovedet.
Men kunst er altså en kunst! At finde den, at skabe de rigtige rammer omkring den og ikke mindst formidle den til de folk der holder af den.
Det kan Bora Hong der ejer Gallery Factory.
Den interesse hun formåede at skabe omkring Eva og hendes værker er beundringsværdig. Alene det at kunne tiltrække et publikum der var så inlevende som de vel små 100 der var til stede ved åbningen viser hendes talent, power og netværk.
Jeg nød hele. Og de efterfølgende super lækre canapeer var en ekstra – og meget uventet bonus. Og efter det første glas vin surfede vi rundt blandt ualmindeligt søde og interessante mennesker.
Flere af dem – vores nye venner! Venner som vi de efterfølgende dage i Seoul berigede os med deres selskab og ikke mindst inspiration og ideer til vores udforskning og erobring af denne forrygende by.
Love Seoul, Love Korea, Love Bora, Love Eva, Love
Thomas
PS
Alle Eva’s fortællinger ville jeg godt have refereret her. Alle hendes personlige kommentarer giver en ekstra dimension til hendes kunst.
Og jeg ville også gerne have bedre billeder. Men det har jeg altså ikke.
Sorry
Tingstrup 