Kære Jacob,

Det har sgu været en hård uge.

Nyheden over din bortgang i søndags var ikke ventet. Da de første mails, beskeder, sms’er og et enkelt telefonopkald nåede mig her i Lissabon, kom det nærmest som en mavepuster.

Vi havde jo lige brugt en masse tid sammen – jeg mener ikke fysisk. Jeg mener ordligt.

Sagen er nemlig at jeg de seneste måneder har brugte min spildtid med at samle og organisere mine efterhånden få ejendele. Jeg er ikke længere samler – men det der er tilbage af gamle sjove projekter, står her foran mig på gulvet i Graca i Lissabon – sirligt ordnet i charteques i en vin kasse.

Mere fylder det ikke rent fysisk.

I dag forholder det sig anderledes. Efter at have bladret og sorteret det meste fylder det hele pludseligt meget mere en det syner. Og du fylder sjovt nok – men ikke overraskende – en del.

De første ting jeg tog frem var nogle gamle stilehæfter der har overlevet diverse oversvømmelser, flytninger og generel neglisering fra min side. Christiania – min sirlige håndskrift fra 1975 er lidt plettet – men det var sjovt at genopfriske min danske stil om dette lille paradis ikke mindre end 10 minutter på cykel fra Lygtemagerstien i Urbanplanen.  På det tidspunkt kendte jeg ikke til Hovedbladet og viste derfor heller ikke hvem der var ophavsmanden til fristaden for alle os unger.

Jeg kendte heller ikke til din rolle i Dan’s fortællinger fra Galargården i Tåstrup – historier jeg hyggede mig gevaldigt med da de udkom.

Og at du var involveret i mange af de finurlige tiltag i min families foretrukne tabloid (Den Unævnelige som jeg kalder den i dag usmagelige avis fra Rådhuspladsen) havde jeg ikke fantasi til at forestille mig.

Hvis der var nogen der dengang havde fortalt mig at jeg mange år efter skulle sidde i Kontoret i Pisserenden, i biblioteket i jeres firlængede gård på toppen af Kultorvet eller i huset i Svaneke og grine min røv i laser over dine gavmilde – til tider kradse – ord med  Oliver Twist i den ene side af munden, en Craven A i den anden samt en til lejligheden anskaffet specialøl inden for betryggende rækkevidde – ville jeg have troet at pågældende havde røget for meget hash.

Det underlige er at jeg her som ’voksen’ stadigvæk ikke forstår det. Hvordan og hvad der gik galt?

 

 

Hvordan blev jeg så privilegeret at modtage mails i Kathmandu med overskriften KÆRE GAMLE VEN efterfulgt af en levende skildring af dine ordproduktioner i alverdens medier og formater krydret med dine dagligdags highlights med Lisbeth, Freja, Camille Blomst og alle småungerne er mig en gåde – og glæde. I sær når man sidder i Himalaya og til tider føler sig som Palle alene i Verden. Det ragede dine ord en papand – de bragede bare ind i hjertet og lunede.

Det er nemlig det dine ord kan – BRAGE.

Hvor powerfull dine ord er har jeg følt på nærmeste hånd – du har beriget mig med dem. Uden dem tvivler jeg på at jeg var blevet til noget som helst. Men det er jeg måske heller ikke.

Vi er netop vendt hjem efter et besøg hos Freja og hendes dejlige familie ved Islev Station, hvor vi spiste lammefrikassé, tilberedt af et lam fra Heinos onkel, som vi havde fragtet til Frejas fryser. Vores fem børnebørn Katinka, Sne, Nat, Corfitz og Syv har været hos os hele dagen, så deres forældre kunne hhv. male og skrive. Jeg iler med at takke for brevet; jeg har jo læst din blog og set dine sider gennem årene, men aldrig helt fundet ud af responseteknikken, så det passer mig glimrende med en gammelskolemæjl.

Out of the blue… uddrag fra Jacob’s mæjl som svar på en af mine snail-mæjls fra Nepal. 

 

Du var en af de første jeg mødte da jeg kom ung og godt grøn fra Amagerbanken til Tuborg

Dengang viste jeg udemærket hvem du var – respekten fra min side var stor.

Det var her jeg fandt ud af hvor meget power dine ord har.

Da jeg sad med dine første kreative løsninger til en pressemeddelelse for Tuborgs dengang undseelige darling: Tuborg Julebryg en sommerdag på Frimanns Quarter troede jeg ikke mine egne ører. Det første år fjernede du vores lille folkelige Triangel på snebajerens etiket – noget der var så vanvittigt og uforståeligt, at det kun kunne være rigtigt: Løgn og latin – who cares –  tænkte jeg og skaffede adresserne til alle landets redaktioner og indtrådte på Ritterbands domæne og udsendte vores egne pressepakker: Hvis Jacob Ludvigsen kan skide på reglerne kan jeg vel også… Redaktionerne overalt hyggede sig med din tekst og mine øl som vi gavmildt medsendte.

Da du året efter fjernede snefnuggene – og uden den mindste rysten på hånden gav hullet i Ozonlaget skylden – gik først Tuborgs Salgschauffører amok og truede med strejke og dernæst den samlede danske presse anført af BT, der på avisens forside opfordrede til landsdækkende boy-cut. DA EKSPLODEREDE SALGET.

Da du et par år efter igen tappede Julebryggen på Mælkekartoner fordi en fynsk flaskesamler spekulerede i den kommende pantforhøjelse og derfor lå inde med alle bryggeriernes flasker gik landets redaktioner og især snebajeren i selvsving. Den fik sit eget liv. Det år nåede nyheden CNN, som jeg dog nåede at stoppe inden historien gik Breaking News world wide.

Denne befriende og anarkistiske måde at slippe kreativiteten løs på er ikke hverdagskost i Marketingbranchen.

Men vanviddet vandt!

Og så er der ’bare’ tale om ord, som hverken skulle rentegnes, laves storyboards til, sættes og trykkes, optages eller på anden måde bearbejdes. De skulle bare printes, kuverteres, påføres et frimærke og overleveres til etaten.

Forestil dig den gave det var at få lov til at arbejde med det materiale?

 

Og kan du huske vores helvede med teksterne til de Tubor’grammer jeg snuppede fra Informationsafdelingen, der havde hyret Otto Leisner til at producere hyggelige ligegyldigheder på Danskernes Ungdoms Øl #1!

Da Svanholm efter 500 forsøg fortsat nægtede at godkende holdt jeg op med at tælle – i stedet startede jeg forfra og fremsendte de oprindelige udkast igen, som Svanholm helt uforståelig sagde go! til. At sidde med en Grøn Tuborg der forklarede at Humlen var en del af Cannabis familien var al besværet værd. Det år rundede Grøn Tuborg en markedsandel på 40% – nok ikke på grund af dine små etiketter alene – men alligevel :-} Små som de var bragede dine ord som sagt ud i hele landet.

Men sjovere var det, når ordene bragede ud og gjorde en forskel i det små. Som Den lille serie Rendestens Tubor’grammer du forfattede, og som jeg personligt overbragte tapperiet uden om den sædvanlige procedure og som jeg sørgede for fik en særlig og meget lokal distribution i og omkring Pisserenden sammen med en lille donation fra Tuborgs Grønne Fond. Her jeg sad i bestyrelsen og kløede Ole Ands ryg mens han kløede min…

Og når vi nu er ved Rendestenen.

En forrygende samling ord som stik mod tidens medietrend fik sit eget lille liv. Freja sørgede for at jeg fik hvert eneste nummer – hvilket naturligvis ikke afholdt mig fra at hente et par ekstra numre på et af mine vandingshuller… Sidder med alle de Gule sider her i Lissabon og leder efter Kasper – min søns bidrag fra den korte periode han var lokal skriben ved siden af hans køkken tjans hos Karen på Kafe Mønten overfor Børsen (lokalt skulle det være). Men de var vist i af de senere udgivelser.

 

Vores underlige venskab var herefter et overflødighedshorn af ord.

 

Du forsøgte ihærdig at få mig over på Den Unævnelige – i stedet fortsatte jeg i musikbranchen hvilket du ikke forstod en skid af. Dette havde naturligvis en vis indflydelse på de ord du sendte i min retning i de år.

Men sjovt nok var det først her, jeg for alvor blev klar over din ordproduktion.

Som landets førende musikleverandør havde jeg direkte adgang til alle medier og misbrugte denne mulighed til at samle den del af dine æterbårne ord på Absolut Ludvigsen der skulle have været en enkel CD Udgivelse men endte med at blive en BOKS med 5 eller 6 CD’er… med en masse perler fra arkiver fra nær og fjern.

En pragt udgivelse som denne skulle naturligvis pakkes ind – så hvad var mere nærliggende end at tage fat i Danmarks førende Cover Kunstnere og bede dem levere Art Work. Peders og Miks cover designs har jeg her i kassen – dem vil jeg indramme og hænge op her i Lissabon… håber det er OK?

Orden blev til gengæld rigelige igen. Især fra vores år med Danskernes egen Historie.

Jeg har desværre ikke nogle af vores bøger længere – ikke fysisk. Jeg har til gengæld en masse forrygende billeder på nethinden – fra vores jagt rundt i Danmark på lagre, hos marskandisere, museer, rekisitter, lodsepladse – God Knows Where  efter hverdagsting til vores første bogudgivelse. Og jeg husker med kæmpe glæde vores dengang daglige fyraftens seancer på Kultorvet – det var vel en slags redaktions arbejde? – hvor vi faldt i gryden og lod os forføre af gamle magasiner, udklip fra aviser, pamfletter, ølbrikker og latter der fik dine briller til at dugge. Et eller andet sted virkede det – dine første ord i Hverdagsliv blev en bestseller og glædede en masser danskere. Håber du fik lidt mønt ud af arbejdet – glæde er naturligvis godt men det andet er nødvendigt.

 

 

Da vi i 2009 rev teltpælene op fik dine ord en helt anden power.

De blev ikke sjældnere – for havde du både hjemmeside og pdf versioner. Det kan godt være at ord har det bedst i en bog eller avis. Men da du sendte mig en tidlig udgave af Hobbit virkede de sgu på en anderledes måde… trods formatet fik de anderledes liv på tablettens skærm. Selv på dette format bragede de igennem.

 

Til gengæld blev de levende ord sjældne hvilket alene skyldtes mine meget sjældne besøg i Danmark. Men du er sjovt nok den eneste jer har mødtes med under hvert eneste af mine få besøg i Danmark siden 2009.  Aldrig planlagt – det er altid bare sket. Over en kop øl og en snak enten i Kbh. eller i Svaneke.

Nu hvor vi er nærmere her fra vores nye base i Lissabon har jeg tit set frem til hyppigere besøg. Og for helvede hvor har jeg dog set frem til en enkelt pils eller to – med Smil på bodegaen? Eller på Bryghuset?

Så forestil dig hvordan Frejas ord ramte mig da de klikkede ind på min mail i forleden – med en power jeg ikke har kendt før: Om dit sidste farvel fra Arbejdermuseet – samme venue som Dan og Jesper.

Jeg havde desværre ikke mulighed for at komme forbi og sige farvel. Jeg er ikke god til den slags arrangementer.

Og det med ordene er sgu lidt af en udfordring. I Jacobs ånd foretrækkes ord med på vejen i stedet for blomster stod der – det er sin sag at skulle levere ord til dig. Det har jo altid været omvendt!

Til gengæld brugte jeg dagen med min computer og mine charteques og glædede mig over alt det du efterlader. Det kan så godt være at du ikke er mere – men det er dine ord. Og de har ikke mistet sin kraft.

Farvel min ven.

Vi ses

Thomas (Annette hilser)