I går hørte jeg Et Øjeblik på P1 – om Dortes pensionist liv som Mother Therese i Nepal (jeg mener det ikke sarkastisk, det var et godt program) – og i dag sendes Kurts historie om at udleve sin drøm de to måneder om året, hvor han ikke er dyrlæge i provinsen som Farther Therese i Himalays bjerge med en masse fede hjælpeprojekter. Den historie kender jeg ikke, jeg har ikke hørt den endnu, men glæder mig.

Jeg skulle ha’ været en del af disse portrætter BVADR.

Thank GOD at jeg takkede nej til den gang suppedas. Jeg er slet ikke der i mit liv!

Jeg har sgu’ ingen romantiske drømme, der skal leves ud – og slet ingen geder at gi’ væk. Og kan i øvrigt ikke forstå hvorfor en landsdækkende radiostation bruger tid og penge på noget så ligegyldigt, når man tager i betragtning hvor mange virkelige historier,  der kan berettes herfra. Som kun de færreste kender – og som passer langt bedre til P1’s profil. Og hjælper Nepal i langt højere grad.

Men måske sidder der en charity redaktør, som tror verden bliver bedre hvis Nepals elendighed serveres af altruistiske pensionister til Hr. og fru Danmark, der sidder og nyder deres morgen croissant, fruit slush og morgenkaffe frisklavet fra deres Siemens EQ.7 espresso maskine – lydløs naturligvis, så den ikke forstyrrer radiobølgerne…

Hvad med erstatte al den fattigomssludder som ALLE kender,  ud med nogle optimistiske historier om de unges energi. Om den sprudlende kultur. Moden, musikken, billedkunsten, iværksætterne og alt det der skuer fremad. Om deres nysgerrighed, vilje og irritation over hvor langsomt tingene sker – på nettet, i parlamentet og alle andre steder…

Hvad med at fortælle historien om hvordan der er at leve som udlændinge under maoisternes bandhas. Om hvor ufarligt her er – og hvor fedt det er at slippe for den skide trafik en gang i mellem. Det vil være en større hælp for landet at aflive alle de skræk fordomme, der flyver forvirret rundt i folks hoveder og skræmmer dem fra at tage hertil og bruge deres penge. Som turister – eller endu bedre – som iværksættere.

Eller hvad med historien om den brain drain der sker i disse år, hvor Nepals fremtid står på nakken af hinanden for at komme til US, Australien, UK, Danmark… any where.  Det er et lang alvorligere problem end den akutte fattigdom, som naturligvis skal løses.

Hader at skrive det. Men det er trods alt en trøst at KFC og Pizzahut har fået øjnene op for de nye stømninger – men det burde altså have været medierne der førte an.

Dorte og Kurt – jeg beundrer Jeres indsats.

Jeg forstår ikke DR/P1.