Har lige hørt P1 Dokumentaren: Virkelighedens drama om udviklingsbistanden for anden gang: Programmet der har følgende cliff hanger som oplæg:
Flere hundrede tusinde danske kroner, der forsvinder i den blå luft over Himalaya, skolehjælp til fattige nepalesiske børn, der aldrig bliver til noget – og et Udenrigsministerium, der dækker over hele affæren.
Gør dig selv en tjeneste og lyt til programmet. Det er ikke kedeligt.
Anledningen til denne pludselige interesse for Nepal skyldes ikke Søren Pinds besøg forleden – men premieren på Det Kongelige Teaters forestilling Rødt & Grønt – dvs. en super indsat fra PR medarbejderne på Kongens Nytorv. GODT GÅET!
Vi andre kan så undre os over hvorfor der skal en kommerciel teaterforestilling til at vække journalisternes interesse og ikke journalistiske instinkter og jagten efter Cavling priser.
Udsendelsen er i og for sig god nok – der er ingen tvivl om at det er en rigtig stinker af en lortesag, som naturligvis er 100% korrekt. For selvfølgeligt har der været svindlet – usikkerheden og den dårlige samvittighed vibrerede ud af højtalerne og forplantede sig i mine tæer der pinligt krummede sig sammen.
Jeg forstår ikke hvorfor ambassadøren ikke har fået back up af en af udenrigsministeriets PR folk – i værste fald kunne det have taget brodden fuldstændigt ud af udsendelsen og gjort den ligegyldig. Og i bedste fald gjort ambassadøren til helt. En anden gang kan jeg iøvrigt anbefale at bruge SKYPE…
Men når det så er sagt, kan jeg ikke lade være med at tænke på hvor ligegyldig historien også er.
2004 er meget lang tid siden – især i et land som Nepal. Og de to problemstillinger udsendelsen fokuserer på: Korruptionen og Danmarks b2b program er langt mere nuancerede end det kommer til udtryk i programmet. I virkeligheden er det hele mere grotesk og vanvittigt end man forestiller sig – alene fordi landet er crazy. Til tider helt Kafka’sk.
Men det er der naturligvis ingen ‘ude fra’ der ved. Og dem der kender til systemet indefra er afhængige af det – enten som ansatte eller som modtagere af bistandskronerne. Og de skal nok holde kæft!
Jeg har nu levet i Nepal og iagttaget ‘systemet’ gennem 13 måneder. Og jeg er HELT UAFHÆNGIG af virksomheder, støttekroner, maoister osv. og har derfor ingen hensyn at tage.
Gennem den periode har måtte sluge nogle kameler og ændre de fleste af de ædle og idealistiske holdninger og hensigter, jeg havde med i rygsækken herned.
Jeg kan lige så godt sige det som det er: Man kan ikke eksistere i Nepal uden at blive involveret i korruption!!!
Hvis de danske diplomater selv tror på det inderst inde er de så naive at det burde være strafbart.
Jeg har også haft en perifær berøring med det dansk b2b program: Helt ufrivilligt! Her skal man ikke være professer i Business Strategy for at undrer sig over tilblivelsen af en række af de projekter Danmark har fostret – og aflivet igen. Et management tool som Porters Five Forces – gerne med et par stænk SWOT – ville måske have været på sin plads i et par af tilfældene. Håndteringen af de danske bistandskroner er langt også langt mere nuanceret end det kom frem i udsendelsen – og herfra hvor jeg sidder ligger problemerne helt andre steder…
Heldigvis har jeg gennem de sidste mange måneder også stiftet bekendskab med de Nepalesiske erhvervsliv – en super positiv oplevelse. Og meget langt fra den jeg blev stillet i udsigt, da vi ankom. Man kan faktisk sige at jeg har været ude og stemme dørklokker i Esbjerg… et værktøj der er mindst lige så effektivt som Porter og alt det andet akademiske stuff vi har fået fyldt i hovederne på CBS og alle de andre kurser man efterhånden har været deltagere i gennem ens karriereplaner…
Det billede jeg har af de omgivelser jeg befinder mig midt i er ganske enkelt så forskellige fra diplomatiet på den ene side OG pressen på den anden.
Derfor har jeg besluttet mig for at nedskrive hele lortet og gennemillustrere min synspunkter med cases fra vores liv det forgangne år. Jeg har allerede nedfældet så meget at jeg kan sige at det ikke bliver kedeligt – snarer sjovt. Og det kommer til at handle om korruption, b2b, bureaukrati og meget, meget mere.
Om formen bliver et blog indlæg, en helt ny blog, en bog, en kronik eller noget helt femte må tiden vise. Måske en tegneserie? Jeg glæder mig til at nedskrive…
Og Det Kongelige Teater – jeg får nok desværre aldrig set forestillingen, da jeg skal bruge de næste mange måneder på at lave hotel. Men så må jeg jo hygge mig de billeder, som jeg kan få fra nettet:
Tingstrup 