Strejken går nu ind på sin 3. dag.

Der er ikke rigtigt nogen der kan forklare hvad det er Maoisterne vil – bortset fra at Kaliffen vil være kalif i stedet for Kaliffen.

Har lige brugt morgenen på at tjekke den udenlandske presse igennem.

Med mediernes sædvanlige sans for drama og hungren efter billeder, der sælger annoncer, ser det ud som om vi befinder os på kanten til borgerkrig. med scener fra menneskemængderne fra 1- maj skarpt overvåget af en masse politi, der mest af alt ligner figurer fra hedengangne Tenage Mutant Ninja Turtles.

Og så er der naturligvis alle de sædvanlige billeder af turister der slæber deres bagage på vej mod lufthavnen.

Virkeligheden herfra hvor jeg befinder mig er imidlertid en anden.

Politiet er altid på gaden, og de ligner sig selv. Her er det business as usual. Turisterne er idioter hvis de går – regeringen har indsat shuttle busses til at fragte folk fra hotellerne til Lufthavnen – billigere end blodsuger taxaerne. Og hvis der er bål i gaden skyldes det enten at folk brænder affald af (hvilket også er hverdagskost), eller en liderlig pressefotograf, der betaler sig til et billigt fotoknald.

Faktisk er her ligefrem hyggeligt.

Lidt besværligt måske – men OK.

Vejret er behageligt og trafikken så bagatelagtig at folk spiller cricket i gaderne eller bare sidder og chiller med en kop te. Og 5 pm hvor alle butikker samt enkelte restauranter åbner er her ligefrem livligt med lys i gaderner og vinduerne. Her er nemlig ingen load shedding 🙂

Her minder mest af alt om scener fra en rigtig rar og ufarlig Erik Clausen film.

Mange benytter sig ligefrem af strejken til målrettet hygge. Som for eksempel søndag morgen hvor jeg var nede hos min lokale købmand for at tjekke situationen ud og købe kaffe… her var døren godt nok så meget på klem, at jeg faktisk tvivlede på om der overhovedet var åbent… Men efter et lille uskyldigt bank på døren, blev jeg hevet inden for – og i løbet af nul-komma-fem blev jeg plantet på en skammel med et glas vodka cranberry og lidt kinesisk snack. Herefter kom der små herligheder ind i en lind strøm.  Jeg gik efter andet glas og ovelod festen til de lokale…

Situationen var den samme i går på kontoret – klokken 2 pm blev folk pludseligt tørstige. Og igen skred jeg efter et par glas og lod fest være fest. Det var ellers var fristende at blive… men jeg havde et par skype aftaler med Danmark senere. Vi er jo 4 timer foran… Og tjekker man vennernes Facebook profiler ud ser det ud som om denne power hygge er generel…

Lad det bare blive sådan.

Jeg er så spændt på, hvordan jeg ser på det hvis det fortsætter flere dage endnu. Tålmodighed er jo ikke en af mine mest udprægede egenskaber… men den tid den glæde.

Hvis forhelvede det gik noget hurtigere med TINGS.