Morgenstemning: Mother Nature’s Son akkompagneret af flodens brusen, fuglekvidr og den – for os vesterlændinge – meget underlige hule klokkelyd fra de kæmpe bambusstammer, der klirrer mod hinanden…

6:50 – relativt sent, men jeg har først fået access til kaffen nu.

Jeg har lige rejst mig fra min morgen toilette, der bestod af en lille morgendukkert i den lille pond – der mest af alt minder om et af de gamle romerske bade fra Pompei – hvor det friske klare og kolde vand fra Himalya, flyder gavmildt ud af munden fra en stendrage og ned i basinnet, der er bygget op af de smukke stenfliser, der er det gennemgående byggemateriale i denne del af verden. Der ud over har jeg børstet tænder OG været på lokum.

Her i dette mekka for udenlandske oplevelsesturister, der strømmer til for at bungy jumpe, rapelle, trekke, swing jumpe og af og til chille til kombinerede fester/koncerter, er jeg røget ind i et maveonde, som kun kan skyldes maden!!!!

Meget forståeligt!

Den buffet vil blev tortureret med i aftes, er ganske enkelt noget af det mest rædselsfulde, jeg endu er blevet udsat for. Underlige pastaskruer i en endnu mere underlig opbagt fløde-oste-olie-sovs (NB: ikke sauce), noget paneret et-eller-andet–der-måske-kunne-være-fisk, noget coalslawlignende misk mask, jeg IKKE rørte (men som Annette vist syntes var OK), et bjerg af underlige slatne pommes frites, der bestemt må være levninger fra frokosten 4 timer tidligere, tomater og agurker i skiver (som jeg spist og synes var OK, men smagte af for meget klor) og to ledsagende spande af sovs, hvor den ene var den lokale ketchup (en skandale mod denne fremragende delikatesse) og den anden noget for os TOTALT ukendt der var så salt OG især SURT at det aldrig burde have forladt det laboratorium, det var opfundet i.

Dette kulinariske mareridt havde jeg glæde af hele natten. Jeg mindes kun en værre oplevelse i den russiske spisevogn i toget fra Moskva til Beijing år tilbage. Og det er altså for ulækkert, at komme ind på her.

Når det så er sagt, var de sandwich vi spiste til frokost fremragende – og morgenmaden, som vi snart skal til at angribe, virker også OK og meget mere lig ånden i dette lille paradis.

Vi ankom i går ved 1 tiden – små tre timer efter vi forlod Bhaktapur. Turen tog en time længere end beregnet, men vi tog den med ro og stoppede flere gange.

The Last Resort er lige det, vi har brug for, når vi trænger til at slappe af. Her er ganske enkelt så roligt og behageligt at ens hjerne og sind gennemsyres af renhed og ro, i det øjeblik man går over den fantastisk (skræmmende) hængebro, der forbinder kløften 160 meter over floden… der er her folk strømmer til i busser fra Thamel for at kaste sig ud i verdens tredje højeste jump.

(Jeg har sprunget flere gange før og venter med dette spring til vi har drenge på besøg – mon ikke Michael og Sofus er på til oktober?).

Vi bor i telt #8 – et af dem man kender fra safarier, ørkener og andre steder, der indbyder til denne boligform… der er nemlig tale om et af den slags telte, der er møbleret og hvor teltet er rejst under et beskyttende bliktag, hvis undersider er dekoreret med eksotiske sivmåtter. Hele herligheden er igen dækket af natures eget tag – kronerne fra de ufatteligt høje bambus træer, der er overalt.

Det særlige ved teltene her er, at gulvet udgøres af meget smukke og behagelige kæmpe granitfliser. Dem fra ponden beskrevet ovenfor – og dem som husene, stierne og de forskellige plateauer er bygget af.

—

Vi lavede ikke en skid i går. Lå og læste i fede liggestole. Og når vores blikke trængte til lidt adspredelse kiggede vi bare op op på gederne på de lodrette bjegvægge 300 – 400 meter over os. Og da Murakami (The Wind-Up Chronicle – FANTASTISK) ville have et hvil, og vi ikke gad slumre og(eller glo på gederlængere, lagde vi os op i hynderne i den fede og åbne bar, og ‘kæmpede os gennem gin tonics, 5 timers Canasta og en OK rødvin.

Alt sammen så fedt at oplevelsen med maden var en ligegyldig bagatel, som jeg her i bagklogskabens klare lys betragter som en fordel. Nu er jeg nemlig advaret – jeg udsætter mig nemlig ikke for det samme igen idag.

TRUST ME!

—

Selv om vi slapper af, kan jeg ikke undgå at betragte stedet og bruge oplevelsen rent professionelt. Vi betragter alt gennem vores TINGS briller. Dels for at få inspiration og dels for at vurdere det kundeunderlag, vi vil basere vores fremtidige forretning på.

Gæsterne her på The Last Resort er det nærmeste vi – efter min mening – er kommet på dem, vi går efter.

Om eftermiddagen – når bungy jumperne fra Thamel er her – er her helt Goa-agtigt med chill out musik, rasta, piercing og naiv kærlighed.

Når Thamellerne har taget deres sidste jump forlader stedet igen ved 4 tiden, er her en skøn blanding af folk i alle aldre og alle nationaliteter.

Vi ankom samtidigt med en flok meget voksne hollændere, der havde næstsidste stop på deres cykeltur fra Lhasa til Kathmandu. Vi sludrede med en super fed hollandsk kvinde, der lyste helt op, da vi fortalte hende at vejen de sidste 100 km faktisk var OK. Den var i hvert tilfælde ikke så slem, som de rygter hun havde hørt.

Senere talte vi med en flok unge (danske piger) NGO’er, der var her for at sole og slappe af fra børnehjemmet i Pagnajol, og som synes Annettes beskrivelse af vores kommende sted lyder som en oplevelse.

Bei, one Pipsi and a bottle of local Vodka!
…lød det senere igen fra en flok langtidsrejsende, der lige har brug for at slappe af og drikke igennem, inden den videre tur mod et eller andet sted. Et par af fyrerne bestilte endnu senere igen en Tripple Orgasm og benyttede sig af ventetiden i baren (tre orgasmer tager altså tid) til at udveksle rejsetips om togrejsen fra Lhasa til Beijing med en amerikansk pige fra samme selskab. De fik lige et par anbefalinger om interessante guest houses fra den videre tur mod Moskva med som bonus fra blondinen.

De tre voksne herrer i sorte T-Shirts der sidder overfor mig lige nu er on the road på deres Enfields – en kærlighed der har bragt disse tre meget forskellige fyrer sammen på et bjeg i Nepal.

Så alt i alt en god blanding af meget forskellige folk med samme fællesnævner: Oplevelser og Frihed

Vi bruger vores pinse mandag til at slappe endnu mere af og nyde det hele og især hinanden.

Rejse Tip 1
Husk at man skal bo i telt # 14 eller #18

Rejse Tip 2
Mygge spray er unødvendigt – her er ingen mosquitos

Rejse Tip 3
Husk at gå en tur nordpå mod grænsen – her ligger de hyggeligste byer, som man aldrig får set, fordi man altid sidder i en bil eller bus og suser igennem.
Bare gå – når du bliver træt, hopper du bare på den første bus og kører tilbage. Så får du måske hilst på en ged…

Rejse Tip #4
Medbring Trentemøllers The Last Resort – eller endnu bedre, TAG HAM MED. Han får ikke en bedre scene!