Smokey Rolls Down Thunder Canyon med Devendra Banhart– meget stemningsfyld her denne søndag morgen med bagfeber på sved på kroppen og næsen fyldt med snot.

Jeg ved ikke hvad der er galt. Sidder badet i feber og sved med ondt i halsen og ond i røven… sidstnævnte er vist momentalt kronisk 🙂

Og alligevel har jeg det forrygende. Så måske er det på sin plads at skrive et par opløftende linier som supplement siderne fra sidste uge, der var af den mere skæve slags.

Og så kan denne lille mere svada fra Tingstrups opslagstavle jo passende markere at jeg i den forgangne uge rundede indlæg nummer 500! En anledning jeg naturligvis har benyttet til at læse gamle ting igennem. Til min store glæde er langt de fleste opslag af den postive slags med afsæt i godt humør og positivt syn – selv når jeg er negativ. Men sidstnævnte er naturligvis oftest over for andre. LOL

Tilgengæld trænger bloggen til en omstrukturering. Og det tager jeg fat på en af de nærmeste måneder.

En anden stor overraskelse er at jeg de seneste måneder faktisk har skrevet meget lidt om dagligdagen i Kathmandu sammenlignet med tidligere. Det skyldes naturligvis at jeg bruger tid på tingsblog.com, min personlige dagbog (350 tætskrevne sider på et år) samt lejlihedsvise mails og FB beskeder til venner. Og der vel en graænse for hvor meget skriveri man kan producere,,, – med mindre man altså hedder Jakob Ludvigsen

Any way – jeg skylde et par linier om livet her og nu som faktisk er positivt – man skal bare give sig selv tid og overskud til at finde de positive ting. Og dem har vi heldigvis en masse af.

Byggeriet er godt nok forsinket en måneds tid – men på den anden side var det vel forventet hvis jeg skal være helt ærlig.

Til gengæld er vi igang med alle livsnerverne i huset. Blikkenslagerne kæmper om kap med elektrikerne om at hamre kanaler, rør og slanger ind i vægge og gulve mens næste hold står klar med cementen, der skal støbe det hele ned i en plan form, som næste hold kan glacere med blød mamorlignende cement i forskellige farver afhængigt af Annettes design eller indpakke i træ alt efter hvor i huset vi befinder os i huset.

Det bliver fantastisk!

Detaljerne blomstrer frem i takt med at alt tager form. Ting vi aldrig har tænkt over – eller i hvert tilfælde jeg ikke har tænkt over – opstår pludseligt foran én som noget helt fedt. Små hyggekroge, lysindfald, forme og ambience, steder man kan stille ting osv. falder ned over os fra helt ukendte steder i huset. Ens favoritværelse ændres fra den ene dag til den anden. Sjovt.

Selv haven der mest af alt ligner et kæmpe sammensurium af våde garnnøgler, der er viklet ind i hinanden i et kæmpe gotisk knude på grund af monsunen, der får alt til at vokse vildt den ene dag og den næste dag bliver pisket til ukendelighed af ufattelige krafter fra den tunge regn – selv haven virker indbydende.
Forleden – mens jeg talte i telefon – faldt min øjne pludseligt på en gren med tyve små grønne tomater, der glæder sig til at komme ud og lege med alle de andre urter og grøntsager. Dem har jeg sgu ikke lagt mærke til før.

Og i går aftes da jeg viste huset frem for nogle venner, blev vi angrebet af de mest eksotiske kaktusser, palmer, sukulenter og orkidere der lå linet up ved indgangen til Tea Loungens vinterhave. Dem hentede vi fredag og lørdag hos Finn og Shakunthala, der returnerer til Danmark og derfor ikke har brug for dem længere, sammen med de mest fantastiske krukker og potter bragt hertil fra alle egne af kloden. De ligger bare og venter på Annettes kærlige hånd og en hygge krog i haven eller på en af vores terrasserne, hvor de sammen med blomsterne kan pynte, dufte og sprede hygge til glæde for os og de kommende gæster.

Og forleden entrerede vi i en ny kreativ fase i projektet. Efter 2½ måneds hard core byggeri briefede vi snedkeren op omkring alle møblerne. Og de og de startede for tre dage siden med nye folk fra Indien importeret specielt til lejligheden. Så hele hytte dufter af træ og godt humør fra drengene, der synes projektet er fedt.

Og vores fuldstændigt umulige og fantastiske, anarkistiske street web kids blev briefet op på hjemmesiden – så her har vi forhåbentlig en løsning der kan arbejdes med på marketing fronten inden længe. Indtilvidere har vi måtte nøjes med Tings Blog som Annette hader men som et eller andet sted virker. Det bliver rart at have hele klaveret at spille på. Jeg er klar med hele web strategien og skal bare trykke på knappen så vores web precense bliver etableret.

Når hotel og web  er på plads, kan vi begynde at sige ja til de forskellige journalister der har en masse spørgsmål til vores ’vanvittige’ karriere skift.

Vores økonomi er rådden – men selv det er forventeligt efter 1½ år hvor pengestrømmen kun er gået en vej – gæt selv hvilken? Omvendt er selv økonomien meget bedre end man kunne frygte. Mine forskellige projekter er efter tre – fire måneders famlen rundt, efterhånden på et niveau så de finansierer vores nepalesiske liv.

Med andre ord:

Hvis vi bare var her uden at investere i Tings Tea Lounge og Tings Lounge Hotel kunne vi leve et fantastisk liv for de penge, der er begyndt at komme ind.

Det er sgu en tiltalende tanke og noget, der i den grad bekræfter mig i at Nepal er mulighedernes land, hvis man fokuserer på sunde ideer og projketer med en naturlig indbygget sund cigarkasse økonomi, der tager afsæt i det nepaleserne kan og vil og ikke mindst dét, der er efterspørgsel på – i stedet for at fokusere på mulighederne for at få støtte fra de forskellige hjælpeordninger, der åbenbart kun tjerner et formål: At dræne kreative igangsættere for energi og motivation – hvis man altså skal tro dem der er involveret i den type projekter eller håber på at blive det.

Et lille aber da bei i relation til mine ”hygge” webprojekter.

Jeg er nu i et stadie  – eller på et niveau – hvor jeg skal skabe nogle faste rammer og rutiner for at udnytte den viden og erfaring jeg har raget til mig. Jeg skal nu fokusere på salgssiden og sikre en løsning, der tiltrækker de rigtige projekter. Indtil nu har jeg taget alt hvad der rører sig ind – og det er langt fra det hele jeg har tjent penge på. Men på den anden side – den tid jeg har brugt er en investering i viden og erfaring. Og så er opgaverne mere eller mindre kommet eller opstået af sig selv. På den personlige front er det også fedt at få så meget ny viden og ny indsigt i en vigtig branche som web branchen, som jeg nu besidder. Jeg er ikke specialist og bliver det aldrig. Men jeg kan gennemskue projekterne og vurdere deres størrelse (Læs: pris/omkostning)
Det bør altså heller ikke være noget problem at etablere en rigtig forretning. Jeg har screenet Kathmandu for gode folk og ved hvad de kan og ikke mindst hvad de står for. Selv på projektleder fronten har jeg fundet et par gode folk hvilket faktisk har været det allersværeste. Og mit netværk er endnu ikke aktiveret – her har jeg allerede flere henvendelser /følere der skal bearbejdes.

Og a pro pos netværk – inden for den sidste uge er der kommet to forespørgsler på konsulent hjælp fra folk, der er snublet over vores blogge. Og forespørgslerne har intet med web at gøre. Det er sjovt når tingene virker.

Alle mine udenoms ting bliver dog først struktureret, når jeg har indrettet kontor i Tings Tea Lounge om et par måneders tid og sikret mig at de ordre vi har i hus blive løst til perfektion. For når vi taler om økonomi skal jeg ikke glemme at nævne at udsigterne ser meget lovende ud på Tings fronten med masser af positiv feed back fra ALLE i Kathmandu (og det er mange med kontakter over alt) – og vi har allerede så mange udsolgte dage i november at måneden er hjemme. Og i oktober glæder vi os til at se flere venner, der lægger vejen for. De sidste meldte deres ankomst i fredag – der er vores venner fra Israel.

Først skal vi lige igennem monsunens sidste krampetrækninger, have det sidste jurapis på plads have fundet er person til køkkenet, lukket munden på Ansari der kun taler om flere penge og rystet min halsbetændelse/influenza ud af kroppen… Når det er sket, så skal I se én sparke røv!

Indtil da må jeg finde en løsning så vi kommer igennem vores normade hverdag uden mit humør bliver alt for påvirket. Det er nemlig her skoen trykker. For guderne skal vide at det er kaotisk. Ikke engang som studerende var rammerne om min hverdag så vanvittige.

CODA 1
Kærlighed betyder alt – tanken om at Annette og jeg er in tune og indstillet på at give det hele fingeren hvis vi ikke gider længere, tage de økonoimiske smæk og ellers leve som vi nu kan er ALT.

CODA 2
Vennerne er ufattelige jeg takker ydmygt (jeg MENER DET). You know who you are.

CODA 3
Har INTET overskud til hverken vores venner på Kikis – har haft en pose stående i en måned som vi ikke har tid til at køre ud med. Savner dem ad helvede til…