Vi skal bare have fundet en god vinkel… har I ikke et bud?

Hvad svarer man lige til det spørgsmål fra en venligsindet journalist, der gerne vil skrive om os og vores projekt.

Det er jo fantastiske menneskerhistorier – I har jo en sag, mission og noget på hjertet…

…fortsatte spørgsmålet opmundrende.

Hun kunne med garanti fornemme på os at vores liv faktisk ikke er specielt oplevelsrigt og spændende set inderfra for tiden. Faktisk har vores seneste uger været et regulært helvede – og udsigten til de næste 3-4 uger er faktisk meget sorte. Vi skal åbenbart presses endnu mere i takt med at vi nærmer os færdiggørelsen af Tings Tea Lounge & Tings Lounge Hotel.

Lad os lige tænke og evt. Maile frem og tilbage inden jeg forlader Nepal på fredag – måske kigger jeg lige forbi inden…

Fedt – at hun kigger forbi!

Alle de besøg vi får er nemlig nogle af de højdepunkter, vi virkeligt sætter pris på. Dels fordi vi bevæger os meget lidt væk fra byggehelvedet og derfor er afhængige af at folk kommer til os. Men også fordi det er fedt at se og fornemme folks reaktion på vores projekt.

Som jeg sagde til Annette forleden:

Jeg er 100 % sikker på at vi har et hit – jeg kan se det i folks øjne – min mave fornemmelse er fuldstændigt den samme som Troels og jeg i sin tid lancerede Danskernes egen Historie…

Sammenligningen med sidstnævnte skyldes ene og alene at de sidste uger op til realiseringen af historieprojektet var været var mit livs værste mareridt og kun muligt at gennemføre fordi folk blev mere og mere begejstrede i takt med færdiggørelsen. Historie mareridtet overgås af det helvede vi befinder os i NU (ufatteligt at man ikke bliver klogere). Men det gør de positive kommentarer altså også!

—

Det er ikke den første journalist, der har kontaktet os.

Vi har løbende fået henvendelser siden vi ankom. Vi har bare aldrig følt, at der var noget at tale om – det er som om at vores ideer og planer skal være manifesteret i noget konkret – FYSISK. Frygten for at komme til at lyde som de skøre og skæve eksistenser vi er stødt på gennem tiden – eksistenser med store planer og luftkasteller bygget op af varm luft – det frygt sidder dybt i mig. Sådan vil jeg for alt i verden ikke have at folk betragter mig.

Men nu er situationen en anden – vores varmtlufts-power point-balloner ser ud til at blive svævende. I hvert tilfælde er der snart et hotel og en tea lounge, man kan forholde sig til.

Og om lidt er hjemmesiden oppe at køre.

Og om lidt mere lidt sidder vi med de første gæster.

Og guderne skal vide at det er en præstation.

Og faktisk er det anden gang inden for en uge at vi har fået stillet spørgsmålet.

Og sjovt nok er det ikke mere end et par dage siden, jeg tænker over spørgsmålet. Annette mindede mig om at vi jo snart har et foredrag for Pia og Lakhas gruppe. Og her skal vi jo rette vores præsentation til med alt det der er sket, siden det foredrag vi hold for deres første gruppe…

—

Jeg har altså brugt det meste af min nat på at spekulere over den eftertragtede og efterspurgte ’vinkel’.

Et eller andet sted inderst inde, ved vi godt at det er interessant, det vi har gang i. Det får vi jo at vide utallige gange fra venner og bekendte. Og fra de fremmede, der forvilder sig ind på denne blog og uopfordret kommenterer…

Sagen er jo at vi ikke alene lever vores egen drøm ud.

Vi lever også en masse andre menneskers drømme ud – dem der ikke har nosser nok til at tage deres liv i egen hånd og gøre noget ved det – hvis der vel at mærke er noget galt med det liv, de lever.

Heldigvis er de fleste af vores venner og bekendte ret tilfredse. Men derfor kan de natuligvis godt drømme.

– og er det ikke som om at drømmene bliver mere virkelige hvis de gennemleves af nogle man kender?

For ikke så længe siden havde jeg en del at gøre med min bardoms eventyrer #1 Jens Bjerre. Vi ville købe rettighederne til hans eventyrlige film. Det blev aldrig til noget men efter bekendtskabet var det som om at alle Jens’ rejser blev en naturlig forlængelse af mine egne.

Sådan tror jeg mange har det……

Ups – her er der måske kimen til en vinkel?

Vi adskiller os nemlig markant fra alle dem vi kender på een front.

Vi gør!

Og jeg har også en klar fornemmelse af hvorfor vi gør! Vi er nemlig skide rastløse.

En anden årsag er, at vi begge faktisk føler at vi rent karrieremæssigt har opnået toppen af vores respektive lister over ’ønskejobs’ – eller snarere ’ønske-projekter’. Vi føler begge at vi har arbejdet med de sjoveste opgaver, i de sjoveste virksomheder og med de mest spændende mennesker man kan forestille sig.

Og har man det, når man kun er midt i fyrrene, er det altså svært at få gang i energien. Udsigten til at de ting, man skal beskæftige sig med resten af ens liv altid vil stå i skyggen, af det man har foretaget sig er altså ikke specielt motiverende.

Hvad helvede skal man så gøre?

De fleste jeg kender fortsætter som hidtil – nu og da i en ny virksomhed (typisk mindre prestigefyldt). Andre bliver overhalet indenom af de yngre kolleger og ender med at sidde i samme job, i samme virksomhed uden samme jobindhold. Og så er den allestedsværende finanskrise skyld i at rigtigt mange i vores branche ikke har en skid at lave – eller har etableret sig som konsulent unden at have en skid at lave.

Det kunne vi naturligvis også gøre.

Vi kunne også videreuddanne os – jeg har jo en drøm om at vide mere om film, antropologi eller noget helt femte? Men på den anden side – mange af de emner læser jeg jo om alligevel (og med lidt god vilje kan man vel godt sige at jeg pt er i praktik som antropolog?).

Så mere uddannelse gider vi altså bare ikke.

Vores karriere move er at lave nogle livsprojekter, som giver en ny dimension til ens hverdag og en ny dimension til ens CV (for dem der går op i det). Og et af vores livsprojekter er altså det, vi er igang med at realisere nu – finansieret af den opsparing der under almindelige omstændigheder er reserveret til ens pension samt en lind strøm af småpenge der er begyndt at sive ind fra forskellige udenoms-projekter.

Målet er naturligvis at komme ud af det igangværende helvede og få overskud til at gøre en forskel for en masse dejlige unger, hjælpe nogle andre med lidt uddannelse og i det hele taget bidrage med det vi kan…

Så alternativ karrierreplanlægning for midtvejsmennesker kunne være en interessant vinkel – godt krydret med konkrete små DIY hverdags råd til en krydret hverdag – man behøver ikke at være så radikal i sin adfærd som os.

En anden vinkel som Annette fostrede i går er naturligvis rejsevinklen. Måske historien om evighedsrejsende – dem er der jo en del af. Her vil det naturligvis være relevant at tage afsæt i Nepal – eller helt specifikt Kathmandu Dalen. Den kender de færreste. Og dalen er jo næsten indbegrebet af Nepal.

Vi interesserer os nemlig ikke en skid for Peaks og Pujaer men for People, Places & Products.

Som jeg ynder at sige til folk:

Hvis Himalaya lå i Afrika ville alle turisterne tage der til.

Og Hinduerne og Budhisterne skider også på Nepal, når de valgfarter til hhv Pashupati og Lumbini –rejsemål der dikteret af deres religion.

Så en vinkel for voksne langtidsrejsende uden returbillet med afsæt i Kathnmandu kunne måske også være relevant.

Og så er der jo kærlighedsvinklen. For uden den, er det vi har gang i totalt umuligt at gennemføre. Her er kærligheden mellem Annette og mig selv natuligvis helt central. Men kærlighed i overført betydning er også nødvendig. Her tænker jeg på alle de venner vi har over alt på kloden efterhånden. Uden deres kommentarer, mails, sms, telefon opkald og nu snart besøg ville vores liv være endnu mere umuligt end det er i dag. Og jeg tænker også på den uforbeholdne kærlighed vi møder her i landet. Fra Kikis unger, fra Dawa og Sis, og fra alle vores lokale venner. Den skal man være åben for – kærlighed kan jo svær at modtage.

Man kan naturligvis også betragte vores liv fra en sprituel vinkel – vores søgende efter et-eller-andet. Men den vinkel bliver hurtig for hippiagtig. Og i virkeligheden findes det man søger efter oftest inde i en selv.

Her på falderebet er der jo også kultur-sammenstøds-vinklen. En vinkel der måske kan blive interessant, hvis man kan undgå at gøre den Hvid-Mand-Ser-Ned-På-Mørk-Mand agtig. Sammenstødbegrebet kan måske udvides til også at omhandle sammenstødet mellem ’folk med fødderne solidt plantet i den virkelige verden’ (os) og hele diplomati-charity verden uden gule netto poser befolket af pseudo idealister med ufatteligt høje tanker om sig selv og ditto lave om os andre med en kommerciel baggrund (der er undtagelser!!!). Sidstnævnte jeg naturligvis ikke har noget imod, såfremt pågældende har noget at have tankerne i.

Den vinkel kan man måske vende på hovedet. Efter at have været her i landet i 1½ år er det lige før at Danmark og danskerne på mange områder er mere umulige, besværlige og primitive end her.

Vi har eksemplevis oplevet internationale Nepalesiske virksomheder der arbejder langt mere professionelt end Europæiske, danskerne når ikke nepaleserne til sokkeholderne hvad tolerence angår – og det er lige før kampen med de danske myndigheder er mere besværlig end kampen med de nepaesiske.

Men den vinkel gider jeg altså ikke komme ind på – så kommer jeg nemlig hurtigt til at lyde som en sur gamnmel mand.

OG DET ER JEG IKKE.

JEG GLÆDER MIG BARE TIL AT ÅBNE TINGS TEA LOUNGE & TINGS LOUNGE HOTEL

… og nu er det slut med pilleriet i den selvfede navle.