If the people accept her I’ll have to accept her

Dette er Thein Sein’s historiske svar forleden til BBC’s spørgsmål: om han kan arbejde sammen med Aung San Suu Kyi hvis hun bliver valgt til president i 2015.

En betryggende og opmuntrende tilkendegivelse fra den person der sidder med nøglen til vores burmesiske eventyr. Forleden sendte  Thein Sein nemlig udkastet til det nye Foreign Direct Investment Law retur til parlamentet fordi det ikke var aggresivt nok.  Og før denne lov er underskrevet af presidenten selv kan vi ikke gå i gang med at etablere Tings Yangon. Men hvis der er tale om ændringer af loven der gør det mere gunstigt for folk som os at etablere virksomhed i Myanmar venter vi gerne… også selvom vi er utålmodige.

Jeg bruger så i stedet tiden til at følge udviklingen i dette fantastiske land. En beskæftigelse der fryder og glæder mig. Men samtidigt undrer det mig også at der ikke er en eneste journalist der spørger:  Hvorfor sker positive udviklling nu? Hvorfor skete det ikke for ti år siden? Hvorfor skulle landet igennem de frygtlige massakrer i 2007… 

Jeg har derfor selv sat ig til tasterne for at komme med et bidrag/indspark til debatten som kan være med til at perspektivere de begivenheder der sker i landet.

— o O o —

Baggrund

Efter mere end 25 års arbejde i den danske medie og marketing verden forlod jeg og Annette i 2009 Danmark for at realisere et nyt hotel- og businesskoncept til 3. verdens lande.

 

Efter utallige rejser i Myanmar siden 1995 var det egentligt det land vi allerhelst ville starte op i. Men det brutale regime umuliggjorde på det tidspunkt disse drømme.

 

Valget faldt i stedet på Kathmandu hvor Tings Tea Lounge & Lounge Hotel efter bare halvandet år er en sund, successfuld og velfungerende lille forretning som i dag drives af et hold meget talentfulde unge drenge og piger – uden vores tilstedeværelse. Derfor arbejder vi nu målrettet på at etablere Tings 2 – og efter to intensive research ture i Myanmar i januar og juni samt efterfølgende daglig kommunikation med vores kontakter i Yangon – er der ingen tvivl. Tiden er nu til at starte op i Myanmar.

 

Myanmar – en ny tiger på spring

Interessen for Myanmar er stor for tiden – især efter Aung San Suu Kyi’s seneste tour til US.

Omtalen i forbindelse med The Lady’s rejser drejer sig primært om menneskerettigheder og demokrati efter den årelange undertrykkelse – godt formidlet af Aung San Sui Kyi, hvis power man ikke kan lade være med at beundre.

Men det er de færreste der spørger: Hvordan er det med burmeserne – tror de på de nye positive vinde? eller Hvorfor er det lige nu generalerne løsner deres jerngreb – hvorfor skete det ikke midt i ’90erne da der var planlagt det helt store fremstød for turisme? Og endnu mere relevant: Hvad er det, landet har at byde på?

Selv når Aung San Suu Kyi siger at der er stort potentiale for udenlandske investeringer bliver opmærksomheden lagt på behovet for uddannelse, demokrati  osv – fremfor at også fokusere den vinkel der adskiller Myanmar fra de mange andre undertrykte lande og befolkninger. Landets store kommercielle potentiale.

Tror burmeserne  på forandringerne?

Til det er der kun et svar: JA!

Man skal ikke befinde sig i Yangon i mange dage for at mærke optimismen blandt befolkningen. Lige nu er der en dynamik, der mest af alt minder om Berlin i tiden efter murens fald i 1989. Her hersker den samme usagte kollektive aftale blandt folk om at se frem.

Det er umuligt at glemme det vi har været igennem – men hvorfor lade det fortsætte med at ødelægge vores liv… lyder det fra en usynlig stemme.

Der har tidligere været politiske tegn på at landet var ved at åbne op, men hidtil har vi på vores rejser fornemmet frygt og paranoia blandt folk.

I dag forholder det sig anderledes. Alt er under forandring – og til det bedre. Folk er åbne og imødekommende og ytrer sige gerne om Aung San Suu Kyi og NLD. Kunst, arkitektur, barer, butikker – ALT blomstrer. Og tager du på det lokale grønt marked i Yangon så prøv at tage en NLD T-Shirt på og se hvad der sker. Alles øjne stråler. Flere giver dig en sympatisk nik eller Mingalabar og bliv ikke overrasket hvis du får et klap på skulderen eller sågar et kram.

Så det er svært at forestille andet end fremskridt.

Hvorfor er det lige nu generalerne løsner deres jerngreb?

Der er sandsynligvis masser af hard core facts og kendsgerninger der kan forklare udviklingen. Men dem vil jeg lade økonomerne og politikerne om at komme med.

Den virkelige årsag til de nye vinde kommer fra en helt anden kant. Den åbenbarerede sig først for mig under min meditation ved Sule Pagoda en tidlig morgen i Yangon. Overalt omkring mig sad burmeserne og hengav sig til deres morgenbønner med en lige så stor naturlighed som når vi andre børster tænder.  Da blev jeg klar over at det er hverken politik eller økonomi men burmesernes årtusinde gamle buddhistiske kultur der er den virkelige årsag til de nye vinde.

Generalerne der har holdt landet i et jerngreb siden 1962, har efterhånden en alder, hvor de begynder at lugte muggen omkring deres fødder. Den kynisme der har præget dem må kæmpe en kamp mod den tvivl, der uvilkårligt trænger sig på hos folk, der er vokset op i en kultur, hvor alle handlinger man foretager sig har en konsekvens for ens fremtidige liv…

Med andre ord – hvis generalerne skal have en mulighed for at påvirke deres genfødsler så er det nu der skal gode gerninger på bordet.

I vestlige ører lyder dette vanvittigt – men for folk der er vokset op i en kultur, der er gennemsyret med ritualer og historier om tidligere liv OG hvor uforklarlige hændelser er lige så selvfølgelige som at blive våd under monsunregnen, for dem vil det være helt naturligt at øge antallet af gode gerninger, når man nærmer sig enden på ens nuværende liv.

Det er den bølge af buddhistisk motivation som den økonomiske og politiske udvikling surfer på i disse dage.

Hvad er det så, Myanmar har at byde på?

Efter vores seneste research ture til Yangon er det helt åbenlyst: Myanmar har et kæmpe potentiale, de er klar, og de har brug for hjælp. Og på flere fronter.

For det første ligger Myanmar inde med en masse naturressourcer der har ligget uudnyttet hen under generalerne. Ressourcer som landet i dag hverken har økonomi eller ekspertise til selv at udvinde.

For det andet er der et stort indenlandsk marked blandt landets 70 – 80 mill store befolkning som de heller ikke selv kan udnytte. Især blandt den hastigt voksende middelklasse der gennem de seneste år har pulet en masse sorte penge sammen. Penge der har været umulige at bruge på grund af varemangelen som følge af det vestlige samfunds restriktioner. Jeg har endnu ikke været i et asiatisk land hvor antallet af supermarkeder og shopping malls er vokset med samme hast som tilfældet er i Yangon.

Og selv om priserne er højere end i Singapore er der købere alle steder… Antallet af privatbiler er næsten tredoblet de seneste 3 år hvilket taler sit eget sprog…

For det tredje har landet allerede erfaring med udenlandske investorer. Det er dog alle asiatiske partnere, der langt fra kan opfylde den indenlandske efterspørgsel efter de produkter burmeserne kender fra internettet, TV, biograferne mm. Der er Starbucks kopiere, Dunkin’ Doughnuts kopier og parisiske konditorikæder overalt i Yangon.  Alle drevet af Singapore kinesere, koreaner og et par enkelte japanere der ved gud ikke har erfaringer med croissanter, baguettes, amerikanske bagles, danske spandauers og hvad der ellers sælges i de super flotte restauranter. Landet hungrer efter originale og autentiske vestlige varer. Derfor det er kun et spørgsmål om tid før de første amerikanske fast food kæder kommer. Heineken vil være overalt I løbet af ingen tid da de via Myanmar Beer allerede har distributionen på plads… Coca Cola er allerede ved at starte produktionen op, og mon ikke 7/11 sidder og arbejder med regneark… Når disse international brands har taget mødommen kommer resten af den vestlige verden rendende. Og ud fra regeringens synspunkt – jo før des bedre…

Og endelig er der turismen. Den internationale rejseindustri må være på udkig efter alternativer til Cambodia, Laos og Vietnam hvis position som Asiens ’nye’ eksotiske rejsemål er udnyttet for længe siden. Myanmar er det oplagte alternativ. Befolkningens sans for æstetik kombineret med det lys, der omgiver landet, gør rejseoplevelsen i Myanmar til noget helt specielt. Det er svært at forklare dets skønhed … næsten ligesom at forklare lyset over Skagen. Det forstår man kun, hvis man selv har oplevet det eller har set et billede af skagensmalerne.

Læg hertil et utal af helt unikke kulturperler som Bagan, Mruak U, Mount Kyaikhtiyo og en række pt ukendte og uopdyrkede seværdigheder samt strande der overgår de bedste i Thailand. Så har man en rejsedestination der er svær at overgå.

Prikken over i’et er den britiske colonial kultur der har ligget uberørt hen i de 50 år landet har været lukket. I den tid har verden lært at sætte pris på den gamle kolonial heritage arkitektur som man i Ho Chi Min, Bangkok, Singapore, Malaysia og de andre asiatiske metropoler kynisk har fjernet for at give plads til kønsløse high rises. Den kultur er her i rigt mål og i Yangon man er i fuld gang med at renovere den. Next step bliver alle de fantastiske colonial perler der ligger spredt rundt omkring  i landet. Når det er sket bliver  Myanmar et sandt mekka for autentisk kolonial kultur med paladser, clubs, The Strand og sun downers som George Orwell beskriver dem i Burmese Days.

Med andre ord: landet rummer alle dimensioner af rejseindustrien. Problemet er bare at Myanmar (igen) ikke alene kan udnytte potentialet.

Landet har kun 7.000 hotel senge hvilket er en dråbe i havet i forhold til de rejsende der allerede er i landet, for ikke at tale om hvordan det vil slå til med den forventede fordobling af rejsende i 2013. Der er naturligvis en masse hotelprojekter i gang – men det er alle projekter med mindst 150 senge der kun retter sig mod den dyrere masseturismen og den sværm af diplomater, businness folk mm, der oversvømmer landet i disse dage.

Heldigvis er  regeringen godt klar over potentialet og behovene for hjælp udefra. Derfor forsøger de at stimulere og tiltrække udenlandske projekter.

I disse dage er udkastet til den nye Foreign Direct Investment Law til behandling. Holdningerne til lovudkastet er blandede. På den ene side virker udkastet meget motiverende ved at tillade udlændinge at etablere virksomhed uden lokale partnere, føre penge ind og ud af landet, skattelettelser mm. Omvendt virker den på områder som real estate og proceduren omkring projektgodkendelser ikke helt gennemtænkt. Ligegyldigt hvordan den endelige lov bliver vil situationen være mere gunstig end tidligere. Og alt afhængigt af hvor store muligheder loven tillader udenlandske investorer, vil verden se et land forandre sig – højst sandsynligt hurtigere end tilfældet har været med de andre asiatiske tigre.

Og udviklingen er i gang. Fra januar til juni er internettet stort set blevet frit, man kan købe sim kort, bøger og aviser handles frit og banker kan veksle penge til kurser der tidligere kun var mulige på det sorte marked…

Mon det ikke er et spørgsmål om et par år før Myanmar bliver en af Asiens helt store kometer.