Man skal spille sig fri for at få bolden…

Folk der kender mig ved at jeg bortset fra 3 bande carambole på TV skærmen nytårsdag ikke interesserer mig for sport.

Min gode vens citat har derfor intet med det at gøre.

Alligevel forstod jeg præcist hvad han mente, da han i sin tid kom med disse guldkorn.

Mulighederne er der ude et eller andet sted. Så hvis man vil have fat i dem nytter det ikke noget at man sidder der hjemme, lukker sig inde på sit kontor eller på anden måde gemmer sig væk. Man skal ud – spille sig fri – så kommer tingene af sig selv. Oftest ting der er helt uventede. Ting du ikke anede var præcis det du netop gik og drømte om.

Dette er jeg blevet bekræftet i utallige gange… og senest for en uge siden da vi ankom til Eva’s åbning af The Passing på Gallery Factory i Seoul.

Udstillingen har længe toppet min ønskeliste over begivenheder, jeg gerne ville deltage i. Vi er vilde med Evas kunst og samtidigt har Seoul længe pirret mig. Og i takt med at udviklingen i Yangon gik langsommere og langsommere,  bevægede Seoul sig lige så stille og roligt op på toppen af listen over mulige locations for et kommende Tings uden at jeg har vaeret i nærheden af byen.…. men det er en anden historie.

Jeg havde faktisk droppet at deltage i åbningen.

Men pludseligt opstod muligheden – så vi tog enhurtig og spontan beslutning og pakkede kufferterne bookede tix og tog afsted. Ingen forberedelser what so ever. Vi havde dog købt en guidebog – men den var uberørt da vi ankom til Seoul.

Udover invitationen til Eva’s fernissage samt min nye ven Brian’s (aka RANKS – endnu en historie der kommer senere) kontakter i Seoul havde vi ingen planer da landede. Så vi var komplet bombede i sindet pga manglende søvn og følte os virkeligt fremmede – da trådte ind i Eva’s arme på Gallery Factory direkte fra lufthavnen. Mere om denne udstilling senere…

To timer senere stod vi omgivet af de sødeste koreanere til den sædvanlige back stage boogie… Kunstnere, producere, forfattere, musikere og almindeligt kunstinteresserede der var overraskende interesserede i Eva’s kunst. Og alle var ufatteligt imødekommende. Den påtagede overflade man ofte møder ved den slags fernisseringer og receptioner i Europa (og især i Kathmandu) var der intet af den aften. Selv maden var forrygende.

En time senere dumpede bolden ned i hånden på mig.

Bora – vores nye veninde og ejeren af galleriet – kom og overrakte mig to VIP tickets til ECM’s udstilling.

Jeg anede ikke at der var en ECM udstilling i byen!! Og Bora anede ikke at ECM sammen med Blue Note er et af de mest betydende pladeselskaber i mit univers.

Think of your Ears as Eyes

Manfred Eicher

Med denne overraskende optakt og med kulturbatterier der var totalt udtømte efter flere år i den nepalesiske kulturørken, var der ikke noget at sige til at mine forventninger var ultra høje da vi forleden trådte ind ad døren til Ara Art Center i Insadong.

Foventninger der nærmest var urimelige.

Ara Art Center er et relativt stor galleri kompleks der ligner noget der burde ligge på en industrigrund uden for ringvejen.

Men det gør det ikke. Det ligge så meget down tow som overhovedet muligt. Den lover intet – den naermest undrspiller sig selv og sit udbud af kunst.

Da vi kom var der tre andre udstillinger. Blandt andet en Zombie udstilling som satte sit præg på hele huset. Da vi trådte ind i elevatoren for at begive os ned til ECM udstillingen stod to bloddryppende unge koreanere dressed to rise from the dead….  en temmelig bizar oplevelse og meget langt fra det univers der åbenbarede sig for os da vi trådte ind i ECM udstillingen.

Det første rum var meget nænsomt dekorert. Eneste elementer var 3 meget tynde og lette – nærmest gennemsigtige – lagner der hang ned fra loftet i rummets modsatte ende og bevægede sig let fra de bevægelser der kom fra folks vibrationer.

Bag lagnerne var der en projekter der sendte lammeskyer gennem dem. Det hele akkompagneret af lyd der heller ikke var der.

Scene er sat – i hvertfald for os der er velbevandret i Manfred Eicher’s minimalistiske og æteriske univers.

Et univers hvor øjeblikket er det centrale….

Et univers hvor lyd og billeder hver for sig ikke giver mening – et univers hvor det er ens hørelse man ser med.

CUT

Næste rum var en smule banalt – og levede 100 % op til de skrækscenarier jeg ikke kunne lade også at have i baghovedet.

Hvad nu hvis udstillingen bare var vægge med covers?

… en ørkenvandring genne fyrre års produktioner hvoraf jeg har de fleste selv? Scarry!

Så slemt var det ikke.

I stedet blev vi smidt ud i en sal 12 interaktive covers der flagrede på hovedhøje stålpiedestaler fyldt med lyd som publikum kunne få adgang til ved at stille sig ind i piedestalen, stikke hovedet ind i coveret og åbne ørene.

Mit favorit ECM album for tiden – Keith Jarret’s La Scala – var ikke blandt de udvalgte. Men Annette’s – vist nok favorit album overhovedet – Pat Metheny’s Off Ramp stod og flagred i rummets bageste ende med en irriterende person inde i. En person der var groet fast… dog ikke mere fast end at Annette kom til efter nogle minutter.

Det kan godt være jeg fandt dette rum temmeligt banalt.

Men det skyldes nok at min interesse og indsigt i ECM er på et helt andet plan. Det virkede nemlig som om publikum tog opstillingerne til sig og udforskede universet… dette var sandsynligvis også meningen og baggrunden for valg af albums. Det var nemlig helt tydeligt at man med albums som ovennævnte Off Ramp, Jarrett’s/Gabarek’s Belonging, Chick Corea solo og med RTF og tilsvarende kommercielle klassikere gik efter bredden.

Det var til gengæld også sidste gang dette skete.

CUT

Efter lytterummet træder man ind i et kæmpe rum med fire etager til loftet med en facinerende og meget oplagt year by year collage med alle ECM’s udgivelser gennem fyrre år. Rummet virker en smule  overskudsagtigt. For udover collagen er der intet andet end en masse kæmpe bean bags hvor publikun lå henslængt med head sets på og sov, spillede games på mobilen eller holdt hånd.

nå det var så det!

Jeg havde i og for sig indstillet mig på at udstillingen nu var forbi. For ud over elementerne i de tre rum er alle vægge beklædt med plancher der i tekst og fotos og beskriver dels ECM’s univers, dels præsenterer et to af selskabets helt centrale artister Keith Jarrett, Jan Gabarek og dels går bag om grundlægger Manfred Eicher.

Alene de mange originale fotografier kan man bruge timer på – hvis man altså ikke havde set dem i forvejen. Alligevel er der perler jeg ikke har set før – eksempelvis det ‘omvendte’ af dette fanktatiske portræt hvor Keith Jarret beundrende står og iagtager Manfred spille… et konge billede!

Teksten er alle steder på koreansk og komplet uforståelig – så i virkeligheden aner jeg faktisk ikke om plancherne kommunikerede noget som helst af det jeg beskriver her 🙂

Any way – jeg troede faktisk at udstillingen var slut.

Så min overraskelse var stor da jeg blev klar over at det først var NU udstillingen begyndte. Det vil sige begyndte for alle os ECM diciple.

I takt med at vi bevægede os fra dybet og op til stueplan fire etager oppe udfoldede ECM’s univers sig lag på lag. Helt overvældende…

Der er ingen røde tråde man skal følge – udstillingen knopskyder som farverige fraktaler man begiver sig ind i. Det sker rent fysisk i form af lukkede rum der hver præsentere et element/artist/genre eller rent intellektuelt adskiller sig fra de øvrige i form af tekst og/eller kunst (olie, akvarell, foto, tush, grafik andet).

Det koreansk sprog sætter sommsagt nogle begrænsninger for hvad os vesterlændinge forstår. Men omvendt er udstillingen henvendt koreanere…. og hvis man skulle tæske det hele igennem på bare de tre meste udbredte sprog ville det gå ud over hele udstillingens enkelthed og helhedsindtryk.

Når alt kommer til alt er enkelthed et centralt element i ECM’ verden. Og det er rigeligt til at formidle udstillingens oplevelser.

Hvad er det så for oplevelser man får.

Dette mere abstrakt end som så… for dels er der alle her og nu oplevelserne.

Som når man går ind i det lydtætte og mørklagte rum, sætter sig på en af puderne og lader Jan Gabarek og The Hilliard Ensemble gennemsive sind og krop…. her får fanasien fuld power. For os der er så priviligeret at vi så opførelsen af dette værk ved midnatskoncerten i Vor Frue Domkirke under CJF i 2005 var der tale om en ud-af-kroppen-oplevelse. Jeg havde øjeblikke hvor jeg befandt mig liggende på gulvet i galleriet øverst oppe over Thorvaldsens smukke Kristus skulptur omgivet af den ensemblets klare vokaler, der svævede rundt i rummet i takt med musikernes langsomme gang gennem kirkerummet…

Og så er der alle de oplevelser der popper op når man har forladt udstillingen – eller snarere har forladt galleriet. Udstillingen tager man nemlig med sig.

Sound is not music…. Music is using sound in organizing emotions in time…

Jazz: A Conversation with Manfred Eicher

Igen er jeg priviligeret. Annette holder af musik og har både indsigt og erfaring i musikbranchen. Hun holder af at lytte og reflektere uden dog at være nørdet som jeg er… langt fra!

Så de efterfølgende dage dukkede udtillingen op mellem os fuldstændigt som om vi stadigvæk befandt os i galleriet.

Udstillingen er jo præcis et eksempel på hvorfor pladeselskaberne har en eksistensberettigelse…
Annette’s kommentar i toget mod Busa.

Hvor har hun ret!

Siden slutningen af 90’erne er pladeselskaberne blevet tæppebanket fra alle sider af musikere, managers og uvidende journslister der beskylder selsksberne for grådighed, plattenslageri, human musical traficking og det der er værre.

For det meste har plabeselskaberne bare taget bukserne ned og taget imod smækkene uden at være i stand til at forklare deres egen eksistensberettigelse.

ECM’s discography could hardly be called banal, but in his ability to both hear and create unexpected connections between oftentimes disparate music, Selected Signs III—VIII once again suggests Eicher as a label head who doesn’t just facilitate music, he’s a fully engaged producerwho actually creates it.

John Kleman, All About Jazz, September 2013. i forbindelse med udgivelsen af ECM – Selected Signs III – VIII

Men efter at have set udstillingen forholder det sig helt anderledes. 

De artister der kommer igennem Manfred Eicher skifter udtryk. Man kan ganske enkelt høre når en artist indspiller hos ECM. Sammenlign eksempelvis Chic Coreas udgivelser på Universal med hans udgivelser på ECM…  sidstnævnte er klasser bedre og langt mere langstidholdbare. Deres ydelser kan ikke betales dyrt nok.

Det er svært præcist at pege på hvad der konkret gør forskellen. Men det har noget med tilstedeværelsen i musikken at gøre.

Som når Manfred Eicher er i studiet – da har hans kommentarer aldrig noget med selve den objektive lyd at gøre….  om bunden er god nok? om vokalerne er klare? klang? lydstyrken osv?

Is this the moment? Or…

… lyder det i stedet. Og når øjeblikket opstår er optagelserne i kassen. Ofte uden behov overdubs.

Denne filosofi får men en befriende indsigt i gennem udstillingen. Men ikke gennem tekstrige plancher. I stedet indlemmes man i Manfred Eicher begrebsunivers gennem få forståelige citater der underbygges af lyd, billeder og rum. Sammenhængen opstår efterfølgende – i takt med at indtrykkene bundfældes.

Jeg kan eksempelvis ikke lade være med at tænke på Manfred Eicher kommentarer omkring ECM’s look og covers i interviewet på fora.tv

The look is only the envelope of the given… the given is the music… that’s the important thing. The look is important too but not as important as the music…

Jazz: A conversation with Manfred Eicher:

Temmeligt komisk når det for de flestes vedkommende (inkl. mig selv) er ECM’s visuelle univers man genkender og i første omgang falder for.

Herfra er der ikke langt til et andet tilsvarende selskab – og et andet af mine favoritter: Blue Note. Et selskab der også satte sit lydmæssige præg på de artister, der indspillede og udgav albums i den periode hvor Rudy Van Gelder var selskabtest kreative og visionære ånd….

Forskellen på de to er bare at det visuelle univers, der er skabt omkring ECM signalerer noget andet og mere end genrer. ECM’s visuelle udtryk er mere tidsløst og rummeligt end Blue Note der ‘kun’ signalerer jazz.

Når man går gennem udstillingen må man tage hatten af for spændvidden i ECM’s visuelle univers. Her er plads til jazz OG  klassisk OG world OG elektronisk musik OG musik der er genreløst….Godt gået af et selskab hvor indpakningen er af mindre betydning.

MEN måske er fokuseringen på musikken i virkeligheden netop det der er årsagen til det gennemførte univers. Måske er det ligesom hos par med graviditetsproblemer – når først de giver op og acceptere deres barnløse skæbne og i stedet kaster sig ud i sansernes vold kommer der hul igennem processen…. tankevækkende.

Jeg har tænkt meget efter udstilllingen, set en masse interviews på nettet og ikke mindst genhørt en masse forrygende ECM albums… i forbindelse med dette blogindlæg har jeg spillet Dave Holland Quintet: Primitive Directive, Enrico Rava: Easy Living, Don Cherry: Dona Nostra, Jan Gabarek & The Hillard Ensemble: Officium og naturligvis Keith Jarrett: La Scala.

Jeg ville godt have hørt Marilyn Mazur’s Celestial Circle. Men den ligger på hard disken i kufferten i bussens bagage rum. Det må jeg hente over på tabletten når vi er tilbage i Seoul.

Og så ser jeg frem til endnu et besøg på udstillingen. Kan lige nå det inden vi forlader Seoul på mandag.

… og så er den bold vist driblet i mål 🙂

Thomas i bussen fra Gyeongju til Seoul

CODA

Jeg aner ikke om udstillingen har været vist i Koebenhavn. Hvis ikke bør nogen tage initiativ til at få den til landet. Eksempelvis som en festival i festival i under Copenhagen International Jazzfestival. I Seoul har der været koncerter, foredrag med Manfred Eicher, film forevisning og en masse kommercielle jazztiltag fra den lokale ECM distributør.  Jeg kan sagtens forestille mig den på Louisiana, Statens Museum for Kunst eller Carlsberg.

På grund af overvældende publikumsinteresse er udstilingen der oprindeligt skulle slutte 3. november forlænget til 24. november.

Udstillingen har såvidt jeg har kunnet læse mig frem til kun været vist i Munchen samt her i Seoul. Den er kureret af Okwui Enwezor and Markus Müller.