Har brug for et break. ReConceptions Of Jazz #7

Reality Check: Verdens dårligste musik finder man i flyselskabernes Entertainment System – men man går jo aldrig galt i byen med Kind of Blue som altid er på alle fly. Sjovt at tænke på, at den musik min far vrængede på næsen af og dømte stendød inden for kort tid – og at jeg ville blive klogere når jeg blev voksen og alt det der – nu er mainstream – albummet er over alt… Chris Barber derimod. HAN HOLDER!

Ham hører man der imod aldrig. TAG DEN!

Der er iøvrigt meget der er sjovt at tænke. Vi sidder her i T0727 på vej til Istanbul og samler op. Primært lidt praktik omkring Tings – ikke så meget. Faktisk er det kun Bangkok turen med Dorjee vi har talt om. Hun kom tilbage fra Pokhara i aftes. Det er vigtigt, at hun får fornemmelsen af verden. Og Bangkok kan blive praktisk i relation til hendes arbejde. Desværre bliver det en tøse tur. Jeg ville ellers godt se hendes reaktion. At se hende på Siam Square må være det samme som at se Baje’s reaktion da han så Batman i 3D. Tænk at hun nu er vores partner.

Har lige skimmet de forskellige historier igennem – her på falderebet inden turen går til Lisbon

Der har været fart på de seneste to uger. Og så fremgår alle de dødelige rutineopgaver slet ikke af mine up dates. De opgaver, der er vores egentlige arbejde.

Sjovt at se hvor moody jeg var forleden (#5) – og sjovt at tænke på min reaktion i aftes, hvor jeg var edder-split-rasende.

Shishir brændte mig i den grad af. Han kom ikke som aftalt. Og han ringede heller ikke som aftalt tilbage, så vi kunne tale alt igennem inden vores afrejse. Vi skal trods alt være væk i små 3 uger. Jeg var rødglødende af raseri og parat til at fyre ham på stedet. Men det ville i så fald have betydet, at jeg måtte blive i Kathmandu og overtage hans job.

Problemet er til dels mit eget. Han kender mig kun fra min sociale og joviale facon. Dvs at arbejde under meget afslappede forhold med plads til sjov og spontanitet. Han kender ikke min business facon med masser af kontrol, punktilhed og stort ansvar. Jeg udlegerer 100% og forventer tilgengæld at folk dels leverer, og dels har en eller anden form for kommunikation, så man ved, hvad der sker. Og endnu vigtigere – at de kommer tilbage, hvis de har brug for hjælp, eller hvis ting ikke går som forventet. Og sidstnævnte så hurtigt at man kan nå at ændre ting. Det har jeg vist aldrig skåret ud i pap overfor ham. Så jeg gik i seng efter at have sendt ham en meget kort og direkte besked, om hvordan jeg ville have at tingene skulle være, og at jeg vil sende han en liste fra Istanbul over hans opgaver.

Som jeg siger til alle: Naturligvis skal man respekte den lokale kultur. Men de lokale skal også respektere min kultur – respekten skal være gensidig. Ellers går det ikke.

Så Shishirs nepalisiske side skal væk, hvis vi skal arbejde sammen.

Jeg tror han forstod beskeden – inden jeg forlod Radisson Loungen i Nepal, kom der en lang mail med en masse undskyldninger samt en masse statuspunkter, som jeg ikke orkede at læse igenem.

Det vi har præsteret i de sidste 9 dage, sætter nye standarder for hvad der er muligt.

Vi har i dag et program for en festival med 18 koncerter på Kathmandus mest interessante venues. Jazz Upstairs kom på plads onsdag sent,

The Attic måtte vi ringe til flere gange – den sidste for at fortælle dem at vi nu havde droppet dem og ønskede dem held og lykke med deres nye venue. De vendte efterfølgende tilbage og forklarede, at de ikke vidste, om de var klar til at åbne, og om vi ikke ville holde deres dato åben nogle uger endnu. Så det gør vi – det er god drenge.

Sneha vendte begejstret tilbage fra Gettysburg og sagde GO, GO, GO til vores lange event på Nepal Childrens Art Museum – her vil vi have live jam DJ’s og jazz musikere og Spoken Word. Jeg bad hende være med online fra US og lave computer graffitti som vi projekterer live på væggene. Det er jo et museum… Hun elskede ideen – Uzair’s J. Dilla historie forleden blew her mind.

Vores mediesituation er forandret.

Efter vores katastrofe af møde med Chic – havde vi et rigtig godt møde med ECS mediegruppen. Sjovt nok viste det sig at være en fyr, jeg kender, der kom til mødet – Prabal Shresta. Jeg mødte ham for 2 år siden til det første StartUp Kathmandu (det møde hvor jeg også mødte Shishir) – og han kendte alt til vores Art@Tings events. Han var til Prasad@Tings som var vores helt store gennembrud med 400-500 gæster og et kæmpe salg. Den efterfølgende fest på Places nåede han desværre ikke.

Everybody is talking about that party… som han sagde, hvortil jeg svarede, at det var det samme vi ville med ReConceptions.

Hvor er det dog meget lettere at have med folk at gøre, der ved, hvad tingene drejer sig om.

ECS bliver vores officielle mediepartnere – med tyk streg under partnere. Vi leverer den første historie til dem i dag og skal lever nogle stykker flere til deres forskellige magasiner – de vil godt have indholdet, men kan ikke skrive det.

Jeg fik helt ondt af ham, da han så vores hjemmeside med videoes, music, diverse social media updates mm.

That’s what we want to do… sagde han drømmende.

De har arbejdet på deres web halløj i et år – vi har brugt en uge. Hvor må det dog bare være frustrerende.

Jazzmandu har vi derimod intet hørt fra – endnu.

Hvis de vil være med, er det fedt, hvis ikke så klarer vi os uden. Måske er det i virkeligheden både lettere og sjovere.

Jeg trænger til at få det hele lidt på afstand – så jeg kan koncentrere mig om lidt andet.

(NB Denne update er skrevet Fredag d 6 i flyet fra Kathmandu mod Istanbul)