Annette og Dorje skal til Bangkok på en kombineret tøsetur, arbejdsweekend og shop-till-you-drop-trip.

 

Det er en stor dag i dag.

Og nej – det er ikke derfor det er stort. Det der med shopping osv.

Det store er alt det som selve turen repræsenterer. Den repræsenterer nemlig noget af det vigtigste i vores Tingsprojekt. At involvere nogle af de talentfulde unge drenge og piger der er overalt, guide og udvikle dem og give dem den chance de aldrig har adgang til på grund af fattigdom, caste, navn, religion og/eller køn. Alt sammen ting vi IKKE fokuserer på – VI HADER CHARITY INDUSTRIEN!.

Istedet fukoserer vi fokuserer på deres talent og overdænger dem med ansvar og tillid OG masser afarbejde og kærlghed.

Det er Dorje det første konkrete bevis for. At hun fra at sidde som nyudklækket HH student med vores bogholderi bag et excel regneark uden andre papirer end hendes tibetanske flygtningepapirer nu har både statsborgerskab og PAS –  noget vi andre tager som givet men for en stor del af verdens befolkning er umuligt at opnå. Og ikke nok med det. Hun er i dag vores partner. Hun har købt og betalt 5 % af Tings hvilket langt fra matcher det ansvar hun har påtaget sig og det arbejde hun udfører. Men det er det hun har haft råd til i skrivende stund.

I de 6 år vi snart har været i Kathmandu har jeg set Den Danske Ambassade ansætte unge nepalesere der mest af alt minder om høns uden hoveder men som har det rigtige navn og rigtige caste. Jeg har arbejdet med unge i Nepals største kommercielle virksomheder – unge der er lige så korrupte som deres velrespekterede familier. Og så har jeg undervist andre rich kids på busimess college – kids jeg dumpede men som efterfølgende købte sig til deres eksamenspapirer (uddannelse her i Kathmandu er business – og en dumpet årgang er ikke godt for forretningen).

Så tro mig: Dorje er den mest talentfulde unge kvinde jeg har mødt i Nepal!

Bangkokturen er kulminationen af halvandet års papir lort. Men det lykkedes!

Dorje er bare den første fjer i hatten… alle vores andre ansatte er lige så talentfulde. Og flere af dem springer snart ud som selvstændige individer få skridt fra deres drøm – stor eller lille. Men en drøm der er inden rækkevidde. Der er et par der endnu ikke er på rette vej – men det kommer de.

Og jeg vil hermed tillade mig noget så udansk som at fremhæve Annette og mig selv. VI ER FOR FEDE (og Annette hader dette)!

God tur til Bangkok