Fra Lisbon anno 2014 til Kathmandu anno 16. hundrede grøn-langkål. Reconceptions Of Jazz #10

Reality check: 7:30 am. Dashain overstået til UG og slange med forrygende nepalesisk mad i de traditionelle rigelige mængder. Tikha givet med nænsom hånd til de særligt udvalgte nærmeste – primært vores personale som bad os om det, samt en enkelt ven, der spurgte om vi ville give ham en.

Tikha er en kæmpe ære, som jeg efter snart 6 år i denne kultur har lært at acceptere så meget, at jeg føler mig en smule småstolt over at blive spurgt.Tænk at det har været muligt at blive accepteret i sådan en grad… Det jeg til gengæld har meget svært ved, er når respekten og kærligheden bliver så stor, at folk falder tilbage til deres urgamle traditioner – som eksempelvis når Bijay, der efter sin tikha bliver så følelsesramt, at han bukker over og rørte mine fødder med sin pande. Og nej – det har intet med underkastelse at gøre. Det er ment som taknemmelighed og respekt. Fuldstændigt som når vi laver glidefald for en rinpoche. Men jeg kan altså bare ikke klare det.

Har også meget svært ved at klare vores nuværende dagligdag. Der er naturligvis ingen ledige værelser på Tings. Så vi lever som 17 årige backpacker’s i et værelse med fællesbad. Tre minutter fra Tings. Møg besværligt…

5:30 pm. Meget symptomatisk for vores nuværende liv, nåede jeg ikke mere end ovennævnte linier. Sagen er at vi har huset fuld af gæster… En rigtig god blanding af loyale tilbagevendende gæster (og nu gode venner) som Nina (DK), Beata (NL), Nayna (US/I) og Cathrine (FR) + en gruppe danskere ledet af en anden gammel kending – præsten Jan fra mit gamle hood på Amager: Skotlands Plads + en grupperblandede bolscher.

Alle er fantastiske – men så snart vi nærmer os Tings, er der snak i luften. Venner der skal catche up, nye gæster der nysgerrigt spørger til vores eventyr, og så dem der befinder sig et sted, hvor jeg ikke kan finde ud af om de er til snak eller aller helst vil være alene.

Læg hertil det sædvanlige personale stuff, køkken check, el nedbrud, Tingsblogging osv. samt de ting der pludseligt opstår. Som i morges da Bijay rev mig væk fra Beate: Annette mam has problems with her bag – she wants you to come

Jeg var komplet forvirret – hvilken taske? Og hvorfor ringede hun til Bijay og ikke min mobil?

Jeg skyndte mig over til vores værelse om hjørnet og forstod pludseligt, hvad der var problemet. Annette havde problemer med sin ryg. Da jeg åbnede døren lå hun ubevægelig på sengen med en fastlåst og smertende ryg. Der var ikke andet at gøre end at lempe hende ind i en taxa og afsted til en gang lange nåle hos Fatima i Boudhanath, der fik hende så meget på højkant, at hun blev mobil, MEN samtidigt har brug for flere nåle i morgen.

9:00 pm Tilbage igen efter endnu et break. Denne gang var det Andrew fra Toronto, der distraherede – eller snarere en kombination af ham selv og hans ualmindelige fantastiske projekt i Oman.

Andrew er landskabsarkitekt og har de seneste 6 år arbejde på at etablere en slags Noahs Ark for Omans unikke vegetation. Oman er åbenbart de eneste sted i verden, hvor man kan finde Asiatisk Regnskov og Afrikansk ørkenlandskab med et par meters adskillelse. Man kan i bogstaveligste forstand træde fra den ene slags klima til den anden med et par skridt. Dette særlige klima har skabt en masse træer og planter, der kun eksisterer i dette område. Og dem vil Kongen af Oman bevare i en slags KÆMPEMÆSSIG Botanisk Have. Et af de 3 ‘monumenter’ han vil efterlade sig efter sin død. De andre 2 er den fantastiske nye moske og den endnu mere fantastiske nye opera – begge i Muskat.

Brugte lejligheden til at smage Jit’s Rillette de Wildboa. Det nærmeste vi kommer svin, som Andrew jo ikke får så meget af i Oman.

Stor begejstring!

Retten er klar til vores vintermenu! Vores Confit det Chicken skal justeres en smule før den er klar. Det er den kommende uges køkkenopgave.

ReConceptions Of Jazz #14 – en uge til kick off.

1:30 am: Ligger vågen i sengen. Det blev senere, end vi havde regnet med. Og den massive fuldmåne vækkede mig efter et par timers søvn.

Har gennemlæst dagens skriblerier – ikke et eneste ord om det, jeg satte mig til at nedfælde – status på Reconceptions Of Jazz, som er det projekt, jeg bruger det meste af min tid på i disse dage. Det er mere end 3 uger siden jeg postede Reconceptions #8 og Reconceptions #9. Begge poster hvor jeg luftede min frustration, over hvordan den lokale jazz scene’s skæbne ligger i hænderne på den ligeså lokale festivals hænder. Og de har åbenbart ingen interesse i at udvikle hverken festivalen eller nepalesernes musikhorisont.

Deres reaktion var skræmmende.

God knows why? Ud over at nedfælde alt det som alle alligevel taler om – PÅ DANSK – har jeg kun skrevet positivt om festivalen og dens betydning for dens lokale kultur. Herefter kun historier om vores eget – i den sammenhænge ubetydelige – projekt. Thats’s it.

Da jeg ikke gider gøre livet besværligt for mine kolleger samt alle de musikere og venues, der begejstret arbejder for Reconceptions, besluttede jeg mig for at gøre disse opslag private. Så må nysgerrige kontakte mig direkte, hvis de vil læse med.

Bortset fra denne irriterende – selvskabte – sten i skoen er det svært at holde armene nede af begejstring.

Programmet er nu lukket, og de første demo-mixes uploadet til hhv MixCloud og SoundCloud. Det lyder fedt.

Alle venues er på plads, og program og posters så småt ved at blive distribueret. Hummels fede T-Shirts er sendt til tryk, og hjemmesiden opdateret med de manglende faktuelle informationer. Tingene er ikke så kønne og tjekkede som jeg havde håbet på – men det er ‘prisen’ vi må betale for den manglende tid og en organisation på 4, hvor af de 2 pt er bundet op af et hhv kaotisk Serviced Apartment projekt samt personlige problemer.

MEN det er 1,000 gange bedre end alt andet jeg har været med til tidligere på disse kanter. TRUST ME. Det, vores fantastiske lille team har leveret indtil videre, burde ikke kunne lade sig gøre. Så de får al min RESPEKT.

Jeg har ikke turde skrive dette så direkte tidligere. Grunden til at jeg tør gøre det nu, er at jeg for første gang kan fornemme, at omgivelserne har lagt mærke til ‘os’.

Med en hel side i Nepals førende udenlandske magazin ECS NEPAL, endnu en historie i jubilæums nummeret af mode magasinet Chic, en super baggrunds historie i ECS Friday (det nærmest man kommer Politikens I Byen), samt en times live radio på Image FM bør vi være tilfredse med mediedækningen. Og det er vi også!

Men meget tyder på, at vi kun har set toppen af isbjerget.

I skrivende stund er der to TV stationer, der har meldt deres interesse – håber på at få den ene til at lave noget Pre PR på Tings med jamsession mellem en af vores lokale DJ’s og de musikere, der har tid (det kunne sgu blive gode billeder). Og så en enkelt TV ting fra et af vores shows – måske City Museum, der er den førende scene for unge nepalesiske kunstnere…. sorry hvis jeg lader mig rive med. Men engang imellem må man altså godt drømme – og hvem ved..

Og så er der et par dagblade, et par magaziner samt to FM stationer, der har vist interesse. Hvis dette kan lade sig gøre – så bliver den kommunikationsmæssige side af ReConceptions en kæmpe succes. Så får vi nemlig vores budskaber ud – om at Electronca (og alt det, der omgiver genren) er en fantastisk platform for den gruppe unge, der ellers aldrig kommer til orde.

Jeg har indtil for et par dage siden været nervøs for ikke at få ‘miljøet’ med. At vi manglede en ‘kant’. Men til min glædelige overraskelse sker der nu noget på den front.

Vores uskyldige og super søde anarkist venner fra ArtLab har taget Reconceptions til sig og bomber nu Kathmandu med stencils. Og Sadhu-X kom forbi i går for at få penge til Spraydåser til den pop-up udstilling, han vil lave med stencil portrætter trykt på håndlavet papir. Han håbede naturligvis på at vi ville lade hans bidrag blive en del af ReConceptions – hvilket den naturligvis gør. Hans Miles tema vil jeg personligt bakke op om med en feature Miles Historie på bloggen, en Miles For Dummies SoundCloud/Blog-ting, samt hvad det ellers popper up… for nu at blive i universet. Udstilling laver vi gerne på Tings – men jeg tror det er bedre at City Museum lægger vægge til… dette glæder jeg mig til at følge.

Den helt store overraskelse kom dog fra en helt uventet kant. Byens ubetingede førende hotel Yak & Yeti kontaktede os uopfordret forleden, for at tale med os om fremtidige Reconceptions projekter.

Og i mandags fik jeg en tweet fra gode ven og digter Yuyutsu Sharma – Nepals svar på Klaus Rifbjerg der spurgte om han ikke kunne være med til et-eller-andet.

Der er stadigvæk en uge til start – så der er meget, der kan gå galt. Når alt kommer til alt så afhænger projektet af musikken – og da den bliver ‘live’ afhænger alt igen af musikernes – og ikke mindst publikums – performance på dagen.

Men den pakke vi lægger i publikums hænder, kan vi allerede nu stå inde for. Om de så kan li’ det, de pakker ud må tiden så vise.

Over and Out.