Kan sgu stadigvæk ikke komme mig over skuffelsen med Jazzmandu forleden: ReConceptions Of Jazz #9

REALITY CHECK: Huse, huse, huse, svømme, veggie food, web work, huse, huse, huse, blogging, musik, veggie food, hurtigt internet, varmt og rigeligt vand.

Arbejder på Nepal-tid, kommunikerer med familie, venner, DRP1 & 24Syv på CET tid og lever noget, der tilnærmelsesvis minder om en normal hverdag på Portugal tid.

Du forstår med garanti ikke hvorfor jeg poster ovennævnte. Men så læs lige.

Der er noget der tyder på at Jazzmandu er så tvivlsomt et projekt, som jeg beskrev det i min seneste Reconceptions Update forleden.

I hvert tilfælde hvad angår deres måde at booke artister på. Hvis man da overhovedet kan tale om at booke.

En af de ‘internationale topartister’, som festivalen har på programmet i år, er Ange Kats fra Australien.

Jeg kender en del til Jazz – men ved også udemærket at der eksisterer en masse acts, som jeg aldrig har hørt om. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at spekulere på, hvordan pokker Jazzmandu havde fundet frem til Ange Kats – Australien er ikke det mest åbenlyse land at lede efter internationale topartister i. I hvert tilfælde ikke hvad Jazzen angår.

Min nysgerrighed kunne ikke styre sig – så i løbet af et splitsekund fandt jeg frem til Ange’s blog, hvor hun ganske rigtigt skriver hun om hendes kommende Himalaya eventyr. Og om hendes bekymring over ikke at komme blandt de heldige, der kommer på årets program. Hun havde nemlig åbenbart købt og betalt for flybilletten inden hun vidste om Jazzmandu overhovedet ville have hende.

Det er det ovennævnte historie handler om.

Og hendes forrygende musik er her.

Hvis det var mig, der (gratis) havde fået en artist som Ange Kats på et festivalprogram i et af verdens fattigste lande, ville jeg have sikret mig at koncerten kom den del af det lokale musikelskende publikum til gode, der ikke kan betale selv. Da hendes set up er så småt, at det ikke koster mere end 40 – 50 USD at få lyd, og da hun selv finansierer den største omkostning ved hendes besøg – nemlig flybilleterne – er der ingen omkostninger for arrangørerne.

Jeg er desværre 100 % sikker på, at man skal købe billeter til hendes koncert til oktober. Og jeg er også overbevist om, at biletterne bliver dyre. Ange Kats har ikke fået en venue endnu. Men de mulige venues er alle blandt de 10 dyreste i hele Nepal: Hotel Summit, Dohkaima, Yak & Yeti, Gorkhana Forrest Resort.

Så må man bare håbe, at Jazzmandu er så generøse, at de giver hele entreen til et velgørende formål. For som sagt tvivler jeg på, at der er omkostninger forbundet med koncerten. Som det fremgår af nedennævnte uddrag fra Jazzmandus hjemmeside er det frivillige, sponsorer (bl. a. landets største forsikringsselskab) og alle de andre, der takkes, der gør det hele muligt.

Det ville måske være på sin plads at takke en artist som Ange Kats for hendes generøse bidrag. Og alle de andre artister, der selv har spyttet i Jazzmandus slunkne kasse.

We’d like to extend our sincere gratitude to all our sponsors, partners, patrons, volunteers and above all, the audience, for your continued support of the festival for the past 11 years. Because of your generosity, we have been able to bring top musicians from around the world to our community here in Nepal to promote music education, cultural interaction, and to celebrate the biggest jazz party in the Himalayas.

Happy Jazz Festival!
The Jazzmandu Team

Det kan så godt være at mine formodning om, at artisterne selv betaler deres flybilletter, er forkert. At Jazzmandu rent faktisk betaler for deres rejser til Kathmandu. Hvis det er tilfældet – så er de fandme dårligt booket.

Der er måske en enkelt eller to, der spekulere over, hvem det er, der har tisset på min sukkermad

Det er der ingen der har.

Mit problem er, at vi i øjeblikket sidder med et program for Reconception med et par meget løse ender, der kun kan bindes sammen med en lille donation på små 300 US$.

Tre Hundrede US Dollars – har I ikke penge til det?

NEJ – vores samlede budget er 240,000 Nepalesiske Rupees. Det svarer til 2,455.56 US med dagens kurs. Og det dækker alt: vores tarif til musikerne, lønninger til vores lille team website, hosting, lyd, PR Bureau, markedsføring, transport og uforudsete omkostninger. Til gengæld er alle koncerter gratis.

De 300 US skal helt konkret skal gå til en flybillet fra Delhi til Kathmandu til vores vores italienske ven Gianni Denitto, der er strandet i Indien.

Gianni har ikke pengene selv, men han klarer resten (som i Nepal er ingenting) hvis hans billet bliver betalt. Han spiller præcis den slags sax, der vil være fed at få på programmet – at få ham op og jamme med de DJ’s vi har på programmet vil være et perfekt fyrtårn for vores kommende aktiviteter…

Det er derfor jeg er en smule indebrændt.

Men det værste er, at jeg mener at festivalen har et kæmpe potentiale, der ikke bliver udnyttet pga. neputisme, små sko og begærlighed. Hvis man spiller med åbne kort og driver festivalen professionelt, kan man sagtens udnytte alverdens eventyrlystne jazzmusikeres altruisme, naive NGOer og Vestlige kulturordninger og samtidigt tage en god sjat penge til sig selv. Rent faktisk tror jeg at den musikalske kvalitet bliver bedre. Til gavn for jazzen, publikum, turismen og arrangørerne.

Bonussen er at festivalen kan se sine kunstnere i øjnene hvilket den ikke kan i dag.

/Thomas