Efter en kæmpe fiasko kan tingene kun gå en vej: ReConceptions Of Jazz #12

Reality check. Hmm – for at være 100 % ærlig er jeg i skrivende stund ikke rigtig klar over, hvad der er virkeligt. Eller hvis dette er virkeligheden, så ved jeg ikke, hvad helvede jeg laver her. På den anden side så er det, jeg har lavet de senest dage ekstremt virkeligt – det er bare omgivelserne, der er surrealistiske.

Jeg kan lige så godt være 100% ærlig her fra starten: Vores åbning af Open Table i går var en øredøvende katastrofe

Det er sgu meget smerteligt at indrømme – faktisk har denne realitet hold mig vågen hele natten. Sagen er, at de første to unge musikere, der fik adgang til bordet, viste sig at være komplet håbløse – nej, det er ikke helt korrekt. Deres stil var lige til at lukke op og skide i.

Jeg stod i haven og tjekkede, at alt var som det skulle være, da de første beats bragede ud af højtalerne. Jeg troede ikke min egne ører – det var præcis den slags asiatisk disko dasko iblandet lidt østrigsk 80er inspireret russer techno. Jeg løb op til drengene på terrassen og bad dem finde det set frem med den genre, jeg troede vi havde aftalt. Den forvirring dette skabte gjorde bare det hele endnu værre..

Hvad helvede skulle jeg gøre. Udsigten til 6 dage mere med lignende lort er helt udelukket. Men hvad gjorde jeg så?

Det må være mine 52 år, der er begyndt at have en lammende virkning på mit temperament

Eller også er det 6 år i Nepal, der er begyndt af have den samme – apatiske – effekt på min realitetssans, som den har haft på de udlændinge vi kender, som har levet her i en menneskealder.

Jeg besluttede mig for at gøre ingenting – at lade drengene spille deres set færdig og bruge de to timer til at tænke de næste dage igennem.

Det to mig ikke længere end 10 minutter at komme til en konklusion. Fra nu af er det mig selv, der spiller. Og for ikke at pisse drengene fuldstændigt af besluttede jeg mig for at tage en snak med dem efter deres set – en snak, hvor jeg dels forklarede dem, at der faktisk eksisterede andre genrer inden for electronicaen end det lort, der spilles overalt i Nepal, at det faktisk er muligt at lave et jazzinspireret tema, at man faktisk kan finde den musik, vi kan lide i andre udviklingslande, at deres teknik bestemt ikke fejlede noget (selvom de kun havde en Traktor 2 fik de alligevel noget interessant ud af deres set) og at jeg gerne ville hjælpe dem med inspiration og bl. a., bl. a. bl.a…

Tro det eller la’ være. Jeg forsøgte faktisk at være motiverende konstruktiv.

Det blev til en times snak hvor Onkel Tingstrup fortalte om inspiration, jazz, passion og kærlighed til musik. Drengene var super søde.

For at gøre det hele konkret lavede jeg en deal med dem: Fra nu af er det mig der spiller – men da jeg ikke kan teknikken så assisterer de mig på den front – så kan de lære mig det. På den måde bliver det hele ligesom mere ligeværdigt, hvilket var stærkt tiltrængt. Da de hørte jeg var 52 rejste den sædvanlige aldersmur sig mellem os. Og hvis det ikke var, fordi jeg kunne fortælle dem, at Ritchie Hawtin (som de vist havde hørt om) er på samme alder, ville al videre kommunikation, have endt her.

Da de skred sendte jeg dem en mail med masser af musik links til hurtig inspiration samt et tak for sidst.

Ved midnatstid tikkede denne mail ind på tabletten.

Hey Thomas,

It was really nice meeting you today. I do apologize about the music and I believe the difference in our individual expectations was a major factor to the disappointment. However, besides the show today, receiving the musical advice that you gave us both was definitely an eye (or ear) opener. Trust me when I say that there are very few people in Nepal who are so deeply involved with music as you are and even fewer are those that consider it a serious lifelong passion. There are very many reasons to why such a situation has developed over time in Nepal and the change we both expect will certainly not be easy to bring about.

Our society, over time, has created a huge reliance on conformity to trends and deviants from the current trend are pushed away into the darker depths of obscurity. This applies not just to social and cultural values but also to music and arts as a whole. The innovators and creative minds are pushed to the background to live on the meager incomes from the very few who understand the effort and intellect that the artist puts into his or her work. This form of society brings to people the mindset that sticking to the mainstream is the only way to make a living here. Hence, people pick up on the popular western trends (EDM for example) and follow it with no attempt to explore past the trickle of mainstream music that enters the country.

We are a third world country and that plays such a huge role in our lives. Citizens are more focused on their daily needs and finding the next meal, which in turn leave very little space and time to explore themselves as humans. Getting a good job, possessing land and trying to live the best possible life under such poor conditions is the biggest dream that most people can think of. Music and art become minute breaks from the continuous struggle that we face everyday. Only in the past few years have art, music and sports become an actual profession and a possible method of making a living. In the past, musicians were paid very little and at times a pat on the back was all they got for their performances. Yet, the music industry continues to grow here with a few passionate individuals who understand the beauty of it trying their best to bring a wide variety of genres to the limelight.

Our education system too has little or no focus on music, its all about the sciences and business disciplines, which in turn are the most likely to get you a job in this country. Hence we land back at the point that living the best life possible in such standards is the best most can hope for. This cycle has been in place for so long and offshoots from the norms are finally starting to appear. This is why I say that the music we expect to hear will take a long time to actually gain traction.

I was just listening to Trentemøller’s Still On Fire and i loved it! It is so dark with the vibes and the groove is just great. I will come at 1pm tomorrow to figure out the music to play and possibly talk more about music and your tastes. I’d love to get some new music from you and explore genres and tones I’ve never heard before 🙂

Sincerely,

Sashi Shrestha.

Det kan så godt være at selve Open Table ideen er en fiasko.

Omvendt viser projektet helt konkret, hvad den lokale scene har behov for. Det er ikke så meget teknikken – den kan de allerede. De mangler inspiration, viden, indsigt samt en tro på, at deres egen musikalske kultur faktisk er en forrygende platform for at udvikle deres egne sets…

Og så mangle de mod – de skal nemlig ikke være bange for at tage udgangspunkt i deres egne musikalske rødder. Her blev jeg helt konkret og talte om jazz electronic-dj-acts fra andre verdensdele og kulturer som Gothan Projects, Bill Laswell’s China dub og min egen drøm om at lave en koncert hvor Jan Garbarek spiller med nepalesiske Sukarma.

De var sgu helt høje da de gik.

Det var jeg også efter at have læst mailen. Så høj at jeg ikke fik sovet resten af natten.

Den efterfølgende koncert på De La Soul blev OK. Musikken var forrygende, men der kunne godt have været flere publikummer. Tror at venuen var forkert.

/Thomas

DAGENS BONUS

En af de bedste romaner vi har læst af en nepalesisk forfatter er The Tutor of History af Manjushree Thapa.

Hun må have en masse at fortælle om borgerkrigen som ingen eksisterende organisation har. Derfor har jeg altid drømt om at møde hende.

Manjushree kom forbi i går: I have heard so much about Tings – and about you.. sagde hun og rakte hånden frem.

Jeg kunne jo kun kvittere og blæste hende af banen med citater og anekdoter fra hendes bog – mens jeg indvendigt forbandede musikken samt mit eget forbud mod at tage selfies med vores gæster

Lidt star fucker har man vel lov at være