Jeg tror godt jeg ved, hvad der sker, når folk får stress. Når mængden af ufordøjede indtryk bliver tilstrækkeligt stort, slår ens intellekt og sind ganske enkelt fra. Afhængigt af ens overskud, personlighed og naturligvis arten af indtryk – de negative er slemme – reagerer ens system. For mit vedkommende har jeg været skriveblokeret i 10 dage. Ankom til Lisbon i tirsdags med en liste af ting jeg har set frem til at få nedfældet, nu hvor jeg har tid. MEN det har været fuldstændigt umuligt før nu – og jeg ved godt hvorfor. Så mange måneder jeg kan huske tilbage har vi rejst, haft aftaler, været sociale, haft ansvar osv. NON STOP. De seneste tre dage er de første, vi har haft for os selv med få aftaler, afslapning med bøger og musik og meditativ madlavning i umindelige tider. Det har jeg åbenbart haft brug for. Nu flyder historierne hurtigere end mit keyboard kan klare.

Vores Tings projekt udvikler sig lige så stille og ubemærket, som vi drømmer om

I vores fravær er Tings i Kathmandu for alvor begyndt at vise vores projekts potentiale. Her tænker jeg ikke så meget på hotellet som sådan. At det funger og bliver værdsat af vores gæster, bliver vi løbende bekræftet i gennem anmeldelserne på Tripadvisor, mails og personlige kommentarer. Som eksempelvis alle dem vi fik fra de tidligere danske Tings-gæster, der mødte op ved vores TingsTing pop up sale på Karmaman forleden.

Det Annette og jeg ser – som de færreste vel tænker over – er de ting, der repræsenterer resultatet af det projekt vi startede op for 6 år siden. Et projekt vi på det tidspunkt havde talt om, siden vi kom tilbage fra vores jorden rundt rejse i 2001. At tage ud i verden og starte små forretninger, der genererer fortjeneste, som finansierer uddannelsen eller udviklingen af de unge, der kommer igennem projektet. Alt sammen på 100 % kommercielle markedsbetingelser.

Den eneste forretning vi kunne komme i tanke om dengang, var et lille hotel. Vi havde godt nok aldrig selv arbejdet i den branche før, men omvendt har vi boet på omkring 1,000 hoteller de seneste 20 år, så lidt ved vi. Og med den størrelse hotel vi havde (og stadigvæk har) i tankerne burde det være muligt for alle både at forstå forretningen, starte den op og drive den uden vores tilstedeværelse efter et år (vi vi gider nemlig ikke ende som hotelmutter og hotelfatter i Kathmamdu).

De unge vi havde i kikkerten – og stadigvæk har – er de mange talentfulde drenge og piger vi har mødt under vores utallige rejser. Dem der ikke har mulighed for at uddanne sig, fordi de enten ikke har familie eller ikke har råd – oftest begge dele. Eller dem der ‘sidder fast’ og ikke kan udnytte deres talent p. gr. a. manglende forbindelser, manglende selvværd, fordomme og/eller generel håbløshed.

Vi fokuserer 100% på talent og attitude

Jep – dem vi ansætter er ikke priviligerede. Og jep – deres bagrund er måske forfærdelig. Men ligesom vores forretning skal eksistere på normale forretnings betingelser, så skal vores ansatte også have samme betingelser, som deres mere velstillede kolleger andre steder.

Så Tings drives uden brug af chartity industriens medlidenheds manipulation. Ikke et ord om fattigdom, ikke et ord om sexisme, ikke et ord om religion osv.

I stedet fokuserer vi på alle de HR principper, vi kender fra den forretingsverden vi har levet i i mere end 25 år: Talent, skills, potentiale, attitude, hårdt arbejde, ansvar og tillid, og tilsætter helt banale menneskelige principper som kærlighed og medfølelse. Og måske et enkelt spark i røven, hvis det er nødvendigt.

Vores første målsætning – at sætte en forretning op, der er selvkørende efter et år – nåede vi relativt let og smertefrit: Efter et år rejste vi ganske enkelt og overlod biksen til vores personale – den eneste måde vi kunne finde ud af om tingene fungerede. Det gjorde de.

Vores menneskelige målsætninger – at Tings skal forandre livsbetingelserne for dem, vi involverer – fik vi de første konkrete beviser på, i sidste uge mens vi var i København.

Dorje Dolma, der kom til os for 3 år siden, er groet fra en introvært pige, der sad gemt bag et regnearks trykke celler, til en ung powerfull og extrovært kvinde, der ikke alene driver Tings efter Annettes og min ideer, men også tilsætter sine egne fingeraftryk. For en uge siden fik vi det konkrete bevis på at hendes liv er forandret til det bedre. Hun fik papir på hendes medejerskab af Tings Tea Lounge & Lounge Hotel. En proces der har taget os mere end et år. For os betyder papiret ikke i sig selv så meget – vi ved hvad hun kan, honorerer hende derefter og giver hende den credit i vores omgivelser, som hun fortjener. Men i Nepal betyder papirer med stempler ALT – så mailen med hendes dokument var det endelige bevis på, at een ting er lykkedes.

 

Den anden personalemæssige begivenhed kom i tirsdags, hvor Tings køkken afleverede den første catering opgave. Den Danske ambassade var vært for en CKU kultur event med mere end 200+ gæster, som vi leverede maden til: 1/3 vegan, 1/3 vegetarian &1/3 non veg. Alt naturligvis hjemmelavet, hjemmebagt, hjemme brygget osv.:

Pasta salad
Banko salad
Cous cous salad
Summer rolls
Maki Rolls
Confit de chicken
Rilltte de Wild Boa
BBQ sticks (Chicken & Tofu)
Mini buns w pesto or olive tapanade
Bread
Banana chocolate cake
Home made Ice Tea

 

Allerede samme aften droppede denne fantastiske ind på Tings Mail:

 

Selv for en nogenlunde habil kok er en opgave som ovennævnte noget, man skal tage seriøst – en prætentiøs international menu baseret på et meget begrænset nepalesisk udvalg af råvarer til 150 personer (som måske bliver 200 og endte med >200) til en crowd bestående af diplomater, kultur pinger og lokale rige, er ikke hverdags kost.

Læg hertil arbejdsbetingelser, der er urimelige sammenlignet med forholdene i Europa, en madkultur som svarer til russisk for dansktalende samt et ambitionsniveau, det tager generationer at vænne sig til – så har du betingelser og forudsætningerne som Jit og Dorje sagde ja til, da de modtog den mail, jeg havde modtaget fra CKU, mens vi var i Lisabon for 2 måneder siden: Is this somthing you want to do? You decide!

Jeg fik et rungend YA! retur med et menu forslag samt et regneark med omkostninger udspecificeret på de enkelte retter.

Så hele opgaven fra GO/NO GO beslutningen, over menuovervejelserne og personalelogistikken til selve gennemførelsen er 100 % Dorje og Jits.

 

 

Beslutning om at lade Jit og Dorje selv tage beslutningen er 100 % gennemtænkt.

Vi har med vilje overladt det hele til dem – vi ved godt hvad køkkenet kan (og hvad det ikke kan) – men køkkenet skal selv være klar og trygge OG være i stand til at komme op med en løsning, der både er realistisk at gennemføre og samtidigt giver penge i kassen.

Og JA, vi har naturligvis haft en finger med i spillet. Takket være diverse sociale netværk har vi fulgt processen på nært hold og løbende kommet med kommentarer og ideer. Men vi har på intet tidspunkt været fysisk tilstede – vi har ikke smagt maden, vi har ikke set folks tøj (nej vi bruger ikke uniform), vi har ikke godkendt betalinger osv.

I de 6 år vi har været i Nepal, er det første gang  nogensinde, at et arrangement som dette med en menu som ovennævnte er leveret af et 100 % lokalt team.

Jit er kokken bag menuen – sammen med resten af det fantatiske køkken team. Han har ikke eksamenspapirer fra en Kokkeskole og han har ingen køkken uddannelse. Han kan det, som Annette og jeg har lært ham, suppleret med input, råd, køkkenviden og opmundring fra Kasper, Claus og andre topkokke, der har været forbi Tings, samt 3 måneders træning i forskellige køkkener i København (finansieret af gode venner – TAK). Nu har han superudtalelser fra diplomatiet, super udtalelser fra de kokke han har arbejdet sammen med i Danmark, og super udtalelse fra os.

Det vigtigste er, at han – og vi – nu har en platform, der kan sparke Jit videre i den retning, han drømmer om – at lave ‘Claus-mad’. De ting han så ikke er så stiv i, kan vi hjælpe ham med.

Er det virkeligt nødvendigt med så store ‘projekter’ for at forbedre vore personales situation?

Nope – i løbet af det forgangne år har begge vores rengøringskvinder taget de første skridt videre. Shamilla har snart betalt sin symaskine – som vi lånte hende penge til efter at have givet hende et sy-kursus – med penge hun selv har tjent for de syopgaver, der bliver flere og flere af. Hun stråler af selvværd og er nu så åben og tryg at hun kan modtage et kram. Hun ender med at have en lille syforretning.

Ghita har stille og roligt lært sig engelsk – hun håndterer sproget så godt at Dorje besluttede sig for at udnytte hendes helt åbenlyse service og organisations talent i Loungen, hvor hun nu serverer, tjekker folk ind osv. Da hun hverken kan læse eller skrive, er dette kun muligt, fordi alle hendes kolleger i køkkenet bakker hende op. Et sammenhold som betyder alt for so.

Resten af vores staf er også på vej et eller andet sted hen – vi er ikke altid 100% klar over hvor. Og det er ikke alle vi pt er dialog med – folk skal selv tage initiativ – de skal være klar. Men vi opmuntrer alle og opfordrer og hjælper dem til at forbedre de helt basale egenskaber, de har brug for. Profiler på FB er et MUST – og de skal poste hver dag! Og vil de gå til engelsk eller have et andet kursus COOL. Det vigtigste er, at der sker noget – og det gør der.

Ellers ryger de nemlig ud. TRUST ME.

Tings er organisk

Vi valgte at starte en hotelforretning op, fordi vi som sagt vurderede, at det er en forretning, alle kan forholde sig til. Jeg vil ikke selv blive overrasket, hvis hotellet knopskyder til andre forretninger inden for samme univers: Tings Catering, Tings Homestays, osv. Den sværeste barriere at overvinde er dels løsrivelsen fra ‘familien’ og især angsten for ikke selv at kunne trænge igennem og tiltrække kunder.

Så en Tings overgangsløsning er sgu nok ikke så tosset en ide.

Det må tiden vise