Vågnede op her til morgen 14,000 US fra venner og tidligere gæster.

Penge, der er enten allerede indbetalt eller på vej til vores konto i Danmark. Penge, der skal bruges til hjælp her i Nepal.

Det vil sige: Pengene er brugt – det blev de nemlig i det øjeblik vi fik en mail, txt, tweet osv om et beløb.

Faktisk var vi så selvsikre, at vi donerede de de 3,000 US, vi regnede med at kunne indsamle, inden vi mailede ud og bad vores netværk om hjælp. Det er blevet til langt flere penge.

 

Jeg er i princippet modstander af mig selv som rescue involveret i katastrofer som denne.

Jeg har ikke forstand på det.

Men efter at have set hele den samlede Internationale Katastrofe Industri’s indsats falde fuldstændigt fra hinanden i dagene efter jordskælvet – efter at have bevæget mig rundt i hele Kathmandu og erfaret, hvordan her så ud bare få kilometer fra os, uden at se et eneste rød kors eller blåt flag i organisationernes egne baghaver – efter at have hørt de forfærdligste historier, der begyndte at sive ind til vores lille micro univers på Tings fra David, Michael, Peter og Shishir, som havde begivet sig længere ud – da var jeg begyndt at få second thoughts.

 

Vi skriver her onsdag den 29. april

… eller dage 4 efter skælvet.

Tings var da så selvkørende på alle fronter, at vi ikke alene kunne servicere alle vores gæster, vi kunne også tage os af den strøm af gæster, der strømmede til i en lind strøm, lave mad ud af huset og huse de lokale ildsjæle, der mangler web, en sandswich og en kop te.

Vi befandt os for første gang siden jordskælvet i en situation, hvor vi havde tid da Annette tog mig ind på vores værelse.

Vi har alle de her kontanter – hun stod med et par hundrede tusinde NRP i hånden og den kuvert med den spontane indsamling fra gæster, der i hast var tjekket ud for at flyve hjem. Her var der yderligere 27,000 NRP. Men med det jeg havde i hånden, var der omkring 250,000 NRP. Hvis man tjekker kursen på nettet er det ikke meget. Men i lokal købekraft svarer beløbet til det samme i Danmark – bare i kroner.

Jeg var enig. Det gav ingen mening, at vi havde de penge liggende, når der var brug for hjælp asap.

We have over 100 volunteers, 20 motorbikes and 4 cars importing and exporting supplies. We’ve purchased 410 kg of food and 4,147 pieces of medical supplies and 250 tents… Just today! HQ inventories all supplies and is delivered the same day. We have two film crews documenting everything and 6 Engineers building software. We built NepalRises.com in 8 hours and a bot scanning Twitter to understand who needs help and act immediately. We are coordinating with a lot of local aid groups to triple our efforts. 
Today we had 22 teams deliver supplies outside of Kathmandu to those in need. For many we are the FIRST aid they’ve received. We are hoping to double and triple our impact in the next few days.

FORBES There days after The Quake: Report On Nepal Relief Effort by Devin Thorpe

Allerede om mandagen efter skælvet blev jeg kontaktet af Brijendra – vores gode ven og soulmate – ‘Please look at this one’ det var et link til Nepal Rises på Facebook.

På det tidspunkt var jeg begravet i problemer af vital karakter og var totalt fed up med Rescue Projecter og gad ikke klikke.

Denne mail poppede op, mens Annette viftede med pengene.

Jeg snuppede kuverten med gæsternes indsamling samt et bundt med 100 1,000 NRP sedler og hoppede på scooteren og kørte til Patan Dhoka syd for floden. Min første tur i den del af byen.

Der var ingen trafik i den retning. De 500,000 kathmandu borgere, der var på vej ud af dalen, tog den modsatte vej.

Efter bare 10 minutter befandt jeg mig i kaos. Der var unge drenge og piger over alt. Det virkede som en flok myrer, der knoklede rundt ude retning.

Jeg begyndte at få kolde fødder – var det dette virvar jeg var ved at give et beløb, der svarer til 100,000 dkr?

Hey Thomas!

Jeg kunne ikke genkende fyren foran mig. Der er så mange, der kender os via vores involvering i Start Up Weekend Kathmandu, vores Kunstinvolvering, osv, at det er komplet umuligt for os at genkende dem, der altid hilser.

Der kom et splitsekunds stop i tiden.

Alle gloede op og smilede. I blandt dem et par unge vesterlændinge som helt tydeligt undrede sig over den opmærksomhed en gammel ubarberet idiot som jeg fik.

Brijendra kom ud og tog mig under armen og præsenterede mig for et par fyre fra vist nok Google… som sædvanligt med et på rosende kommentarer, der fik mig til at krybe ned i min baglomme af mindreværd.

I forhold til den kommando central jeg blev hevet ind i var mine forgående dage på Tings reduceret til ingenting.

Brijendra skulle til at gennemgå den model, der var tegnet ned på det white board vi stod overfor. Jeg behøvede ikke at bruge tid på det. Det var logik for perlehøns.

Princippet var i alt sin enkelthed at benytte sig af de folk, der allerede befandt sig i de ødelagte områder – fra de værst tilredte i de mest utilgængelige egne til de mindre slemme inden for en overskuelig radius – få dem til at indsamle informationer om situationes alvor de enkelte steder, lave en liste over de vigtigste ting, de havde akut brug for og indsende det hele via  mobiltelefoner, via nettet osv.

Informationerne for disse små 45 distrikter blev samlet i et regne ark i deres kommando central, der herefter uddeligerede opgaver til de få operationelle enheder. Et hold samlede penge og varer, et hold arrangerede transport og et hold sørgede for at distribuere til de forskellige steder. Alt  kunne bruges – Microer kørte til lokalerne med sække af ris, pakker af presseninger, telte, kasser af medicin osv. Det hele blev registreret i regneark, med informationer om, hvor tingene kom fra og herefter samlet i kontorer, der var omskabt til lagrer. Mindre end to timer senere blev lagrene tømt igen.

We have bikes, buses, micros, planes and maybe a helicopter that helps us distributing. They leave every 1:30 minutes…. Brijendra nåede lige at sige de sidste ord inden han forsvandt ind i kaos igen.

Deepa – Brijendras smukke kone stod i døren overfor mig, hun var naturligvis en del af festen.

Tell me what to do. What do you need.

Det sidste havde jeg ikke behøvet at spørge om. De kan bruge ALT. Og jeg vidste godt hvad der altid er det største problem i situationer som denne – i sær i et land som Kathmadu. CASH til at købe ris, tæpper mm for.

Deepa sendte mig ind i et roligere kontor, hvor jeg blev mødt af en fyr jeg genkendte. Jeg gav ham de første 100,000 NRP og bad ham maile mig en liste over de mest nødvendige ting og begav mig tilbage gennem byen.

Mailen lå på min telefon 15 minutter senere: Paracetamol, Immodium, Salt/Sukker/Vitamin blandinger, Hostesaft, Water purifying, Gazebind, masker, sterile handsker samt lidt flere ting.

Jeg tog op på Teachings Hospital med Shishir og købte kasser af det hele samt lidt ekstra som en lokal læge forslog jeg fyldte i kasserne. Herefter begav vi os tilbage til Brijendra med vores indkøb.

Vi forlod kontoret igen efter 15 min med en kvittering for modtagelsen – vores varer var ved at blive indtastet. Inden jeg gik kastede jeg et blik ind i et af lagerrummende. Sækkene med beaten rice der ankom om formiddagen var væk – i stedet stod der kasser med alt muligt andet. Varerne var allerede distribueret.

Tilbage på Tings lavede jeg et blog opslag med kontonummer til support, og distribuerede det overalt.

Morgen efter vågnede vi op tik 6,000 US – det vildeste jeg nogensinde har oplevet.

 

Jeg vågnede også op til en katastrofe

Rygterne var allerede rundt i byen inden jeg gik i seng aftene før. Regeringen insisterer på at alle penge skal gå gennem PM’s office.

Premier Ministeren instruerede alle banker om at holde øje med mistænkelige større beløb og konfiskere dem, hvis der er den mindste mistanke om indsamling.

Jeg troede ikke på det, da jeg hørte det første gang. Jeg var derfor ved at falde ned af stolen, da Shishir læste den Nepalesiske pressemeddelelse op for mig over morgenkaffen.

Danmark har lige doneret 31 mill US til Katastrofen – godt nok til etablerede organisationer som Røde Kors og Folke Kirkens Nødhjælp – etablerede organisationer, der vist nok ikke var omfattet af foranstaltningen. Men med mit kendskab til det lokale embedsvælde ville myndighederne ikke kende forskel på dit og dat og terrorisere alle.

Vores penge (og et hav af andre tilsvarende projekters penge) var 100 % de penge regeringen vill have fat i. Og hvis de penge skulle igennem PMs kontor – hvad de jo skulle hvis de skulle veksles til gangbar lokal valuta, ville store dele af beløbene ikke alene forsvinde (rygterne om told og beskatning af medicinen, teltene mm der allerede stod i Lufthavnen var overalt) – beløbene der bliver tilovers ville tage evigheder at få ud.

Og endnu værre – i løbet af dagen strammede regeringen yderligere op.  Nu vil alle indsamlede materialer blive konfiskeret af regeringen. Tæpper, medicin, mad, vand mm.

Dagen før var Brijendras frustrationer uoverskuelige. All we need is piling up at the airport. There are containers everywhere…

Jeg ringede til en god kontakt på UN for at spørge til telte konkret. Vi havde en chopper, der skulle af sted til det hårdest ramte område, hvor sne og kulde vile tage livet af de overlevende  hvis ikke de fik læ og varme….

Thomas – it’s true. It’s on the highest level right now. We put pressure on the government. Please dont tell anybody.

Jeg troede ikke mine egne øre. I de 6 år vi har levet i Nepal har hele den internationale Charity Business – Ledet af UN! EU, Red Cross, World Bank og hvad de ellers hedder råbt og skreget om den forestående katastrofe. Ikke nok med det – alle kender korruptionen og bureaukratiet i dette land.

Alligevel stod de med bukserne nede og undrer sig over det, der foregik,  mens pengene sandsynligvis fossede ind til de korrupte politikere som guderne skal vi ikke kan organisere noget som helst. Samtidig stod Brijendra og Nayantara i The Yellow House, med overblik, distribution og hands klar til at dække de aller mest akutte behov. De havde allerede hul igennem til de værste ramte områder flere dage før de store organisationer fik hul igennem til deres satelitter, så de kunne blive deres kontorer og glo på deres computere. De unge entreprenører havde allerede folk på stedet.

 

Den første dag gav vi små 2,000 US. Vi gav dem ikke til folk. Hvis vi ikke selv købte varer ind – gav vi dem til enten NepalRises eller til den tilsvarende operation, der holdt til omkring The Yellow House. Det var Brijendra, der sendte mig der over – endnu en betryggende handling.  Vi købte også ind til et par af de venner, der selv tog af sted til deres familiers villages: De gik til køkken grej og medicin – noget der aldrig oversteg 5,000 NRP – ca 300 DKR. Varerne blev samlet på Tings, hvor de blev samlet og pakket på Motorcykler.

 

Urgent need in Bhotenamlang: More then 200 people were killed and more than 300 peoples are injured we are staying in field without loddging and fooding.we all are hungry from 3 days many peoples are sick. No aid has arrived yet.
Address: Tipeni Bagar, Bhotenamlang, Sindhupalchok

Kathmandu Living Lab’s Earthquake Online Mapping Tool for covering the needs vs incentive

Det værste er at man hele tiden render undt med tvivlen

Det er sjældent, vi tvivler på om de beslutninger, vi tager, er rigtige. Men det har langt fra tilfældet i forbindelse med vores support.

Men hellere gøre noget her og nu end ingenting overhovedet.

Det kan godt være, at det på papiret er det rigtige, at samle alle indbetalinger og produkter i en central enhed og herefter distribuere dem til områderne. Men alle os, der har været her i Nepal gennem længere tid, ved at præcist dette ikke er muligt via regeringens system.

Såvidt jeg forstå den bagvedliggende plan i PM modellen er den, at man fra centralt hold sender penge ud til distrikterne og lade dem håndtere tingene lokalt. Problemet er bare at intet af de allermest nødvendige ting eksisterede lokalt.  Det er rent Gøg og Gokke.

Vores første penge lå vi inde med i kontanter. De næste stod på vores konto i Danmark. Skrup frustrerede! Den eneste måde vi kunne få pengene på, var at bruge vores kreditkort. På en god dag gav det os 150,000, hvilket var bedre end ingen ting, men håbløs når der står det dobbelte på kontoen – penge der skulle ud og gøre en forskel.

Jeg havde en naiv ide om at Ambassaden kunne udbetale os kontanter som vi så kunne overføre til deres konto i Danmark. Men sådan spiller klaveret ikke i den lokale danske kolinihave, der gik mere op i rent vand i toiletkummerne og affaldet, der hobede sig op uden for deres mur – fuldstændigt som den altid har hjort under de nu historiske langvarige Maoist strejker. Men dem er der ingen på ambassaden, der længere kan huske.

Løsningen på vores cash situation løste Carlsberg – jeg fik det jeg havde brug for uden så megen hurlumhej, og Annette førte med det samme et tilsvarende beløb ind på en international konto. Og pengene var tiltrængte.

På det tidspunkt – den 30 april – var der udsprunget en lille anarkistisk gruppe af herboende udenlandske og nepalesiske venner samt hotelgæster, der bare var opstået. I starten var alle fokuseret på at hjælpe os med at få Tings til at fungere – skaffe benzin, mad, vand osv – nu hvor de værste problemer var løst, var de begyndt at køre rundt uden for dalen og samle uhyggelige historier sammen. I stedet for bare at sidde og gøre ingenting gik de igang med at samle penge, købe rice, skaffe medicin osv. fuldstændigt som vores venner syd for floden. Ingen konkurrence – men msasser af koordinering. Ingen over lap.

Omdrejningspunktet fra starten var Miranda – men Michael kom hurtigt til. Med backing bandet af executers og financiel hjælp fra det samlede netværk – herunder Annette og overtegnede – gik tingene nærmest af sig selv.

Efter nogle dage var fokus 100 % rettet mod Telte og presenninger – og projektet havde nu en online presense: Helter Shelter.

 

Projektet kører fortsat – på samme energi niveau – men med nyt fokus

I onsdags tog Fanden ved mig. Dagen efter ville vi flyve til Istanbul – og tanken om at forlade dette team uden overhovedet at have haft mulighed for at kramme og grine var ikke til at holde ud.

Vi skulle have champagne, Tings Tonic og øl og Pizza Bianca. Selvom om ingen gav udtryk for det – så sad den konstante frygt for efterskælv alle havde befundet sig i i 11 dage i deres øjne. Og det gad vi ikke have på nethinden, når vi fløj

Vi mailede rundt og inviterede folk til drinks mellem 5 og 7 – On the house.

Torsdags sad vi i Istanbul – og i skrivende stund er vi i Lisbon hvor vi godt kunne tænke os ar arbejde med et ny Tings.

Det var her vi vågnede til indbetalinger der netop har rundet 14,000 US.

Vi har brugt de 10,000 US – og der ryger sikker 1,000 – 2,000 US inden dagen er omme.

Vi har brug for nogle dages break for at evaluere og retænke: Nu er der brug for længerevarende løsninger. Huse, vand mm.

De penge, der indbetales, vil herefter blive brugt – lige så effektivt.

I de næste dage vil jeg opdatere Tingsblog med oversigter over tal, facts, billeder fra de steder vores venner har nået – dem vi har fået lov til at være en del af.

Thomas fra Lissabon