Efter nogle hårde dage med en masse computer lort er jeg nu tilbage med flere RAM og egen cloud. Har benyttet den nye energi på at læse alle mine forskellige blogs og sociale netværk igennem. What a mess!
Ser til min store overraskelse at mine dansksprogede sites får mindre og mindre opmærksomhed. Alt sker efterhånden kun på engelsk hvilket ikke er godt for mit modersmål.
Samtidigt betyder det at vores dansklæsende venner sjældnere og sjældnere hører fra os… det mest groteske er at noget af det der har fyldt allermest af mit liv de seneste 3 år overhovedet ikke er omtalt på min personliuge blog der har eksisteret i 10 år…
Hmmm…
Hvis nogen ikke ved hvad det er så er det Tings Lisbon. Enrejse i kaos…:-)
Tings Lisbon rykker for vildt! På alle fronter.
For nogle måneder siden fik vi en henvendelse fra en ung nyuddannet kaospilot der ville undervise os i at tage beslutninger i forandringssituationeer.
Vi var ved at kaste op af grin. Vores liv de sidste 10 år har været en non-stop forandring. Vier specialister i kaos mamangement og har det fint i en boksering af udfordringer der vælter over os.
Jeg kan lige så godt sige det med det samme. Det er præcis sådan Tings Lisbon er lige nu. Vi åbner til Maj og skal have det hele til at spille!
Hvis du vil have en lille stemningsbeskrivelse fra vores kalajdoskopiske uge så sæt dig ned med en kop et-eller-andet. Og hvis du vil have musik til – så er der en genial playliste md noget af det bedste musik i verden pt i bunden (Portugiusisk naturligvis).
Huset vokser og vokser – tagkonstruktionen er færdig.
Dvs. at den bærende konstruktion med jern og bjælker nu er lavet, hvorefter selve taget skal lægges. De underliggende etager – dvs første og anden sal – har fået ydre mure, de indre jernkonstruktuioner til værelser og gange er på plads og alt til vand og el er forberedt.
Så snart selve taget er lagt rykker der forskellige teams ind og går igang med færdiggørelse og finish.
Det bliver så flot og vi glæder os virkelig meget
Køkken
Næsten samtidigt med at den sidste jern bjælke blev svejset, lavede vi en aftale med to køkken arkitekter/leverandører, der har erfaringer med restauranter og cafeer. Vi havde ellers budt nogle meget lokale køkkenfolk op til dans – men efter at have valset rundt i mere en 5 måneder droppede vi vores lokalpatriotisme og kiggede os omkring efter alternativer.
Det var så her vores nye leverandører kom ind i billedet.
Det var ellers lige før de blev fyret inden de overhovedet kom igang. Efter en – efter vores mening forholdsvis levende og detaljeret briefing, hvor vi især fokuserede opå vores ambitioner: At vi IKKE var en restaurant, at vi kun ville klave afslappede og sunde snacks, at vi ikke lavede 3 retters menuer , at vi ikke lavede portugisisk mad OG at vi under ingen omstændigheder ville have frituregryder, indendørs grill og kummmefryser… efter denne meget grundige omgang kom de tilbage med et budget, der var så vanvittigt, at vi burde have sparket dem til hjørneflaget.
Omvendt var de 35,000 €, de ville have for at lave vores lille køkken, det wake-up call der skulle til, for at at få vores indre fanden i voldskhed vækket til live og få os ud på seriøs køkken research – der bragte os til Damas, hvor Alexandra kom med sine erfaringer og råd baseret på indretningen af deres køkken, som uden yderligere sammenligning har en stil der matcher vores, men med en kapacitet og menu, der er større end vores ambitioner.
Hun sendte os til Makro (svarer til 2-3 gange INCO men med en hard ware afdeling), hvor vi med egne øjne kunne tjekke priser på alle relevante køkkenelementer. Bevæbnet med alle disse nye facts gav vi vores køkkenfolk endnu en chance.
Dette ændrede ALT.
Vores køkken – hvis du er nysgerrig
De fandt ud af, at der bag vores afslappede ydre gemmer sig seriøse og benhårde forretningsfolk, der på trods manglende portugisiske færdigheder godt kan bruge deres sunde fornuft. Samtidigt blev de også klar over vores ambitioner. De havde godt nok tjekket vores menu i Kathmandu ud – men den er så langt fra det, de kender fra deres Portugisiske Tascas, som de spiser på privat, og fra de tjekkede køkkener de laver i Bairro Alto, at de ikke kan forestille sig, at den underlige menu, de så på Tings Kathmandu, er noget jeg i princippet selv ville kunne hådtere i et større privat dansk køkken.
Om det var dette uventede modspil – eller chokket over at Annette påpegede at vores egne ambitioner lå på max 15.000 € ved jeg ikke. Men de forlod mødet med et tilsagn om at komme hurtigt tilbage med en ny plan og revideret budget – og med en kommentar om, at de holdt meget af vores projekt, og at de meget gerne ville arbejde sammen med os. Det sidstnævnte er helt unødvendigt med al den byggeaktivitet det er i Portugal fortiden. De mangler ikke projekter.
Deres begejstring – og ikke mindst et budget omkring 22.000 € (inkl. bar og med et par vigtige elementer vi ikke selv oprindeligt kendte til) gav os et tiltrængt skub i snebolden. Så jeg tog action på kaffe leverandørerne og bryggeriet. Begge parter havde jeg startet op for flere måneder siden – men som stort set alle andre her i Portugal, var de aldrig vendt tilbage.
Vi fik pludseligt travlt fordi både kaffemaskine og fadølsanlæg er installationer, der skal integreres resten af køkkenet. Og så havde vi en plan om at tørre et par af køkkenomkostningerne af på dem.
Tak for kaffe
I fredags havde jeg møde med Nicola kaffe – et af Portugals førende kaffe brands, der udspringer af Lissabons legendariske konditori af samme navn i Rossio (vores personlige favorit kage biks er Versailles ved Saldanha… men det er en anden historie, for de sælger nemlig ikke kaffeløsninger til restauranter).
Sælger/konsulenten mødte jeg på Monten – han taler meget dårligt engelsk hvilket havde afholdt ham fra at ringe tilbage til mig som aftalt. I virkelighede er dette sikkert bare en dårlig undskyldning – der er nemlig INGEN i Portugal der ringer tilbage på aftaler LOL. Men med Ricos hjælp (indehaveren af Vafe do Monte – vores externe kontor og lokale svar på Byens Kro) fik jeg hevet ham ind til et møde og medfølgende besøg på byggepladsen.
Han var meget overrasket over alt det han så – nærmest barnligt begejstret. På stedet tilbød han os en kaffemaskine med tilstrækkelig (stor) kapacitet, så vi kan lave alle slags kaffer (inkl. Coffee2Go), vaskemaskine til kopper mm (som han også giver), professionel kaffemølle samt “diverse” som jeg ikke blev klar over, hvad indeholder. Inden vi krammede farvel kom hans indre Marvel op i ham: Thomas – you guarantee that you will sel my coffee in all your restaurants. I AM YOUR COFFEE MAN!
Jeg skal fandme ikke have flere restauranter!!!
Vi burde nok tage møder med andre kaffeudbydere. MEN jeg orker det ikke – ALT tager en helvedes tid i dette land. Men vigtigere – hans uforbeholdne begejstring skal sgu belønnes. Han har trods alt kun set en byggeplads og mine store armbevægelser. Det er sjældent, man oplever så meget positivitet. Og hans tilbud repræsenterer trods alt en værdi på over 2.000 €. Glæder mig til at se aftalen på papir.
Skål
Samme dag var det bryggeriets tur til audiens.
Med vores bryggeribaggrund er vores forhandlings power so, so. Loyalitet er en af vores barnlige (historiske??) dyder, hvilket gør at vores råderum her i Portugal er reduceret til Carlsbergs partner Unicer. Mødet blev derfor en smule kejtet.
Helga som er bryggeriets person indenfor hotelkategorien var mindst lige så overrasket over det hun så på ‘bjeget’, som hendes kaffekollega. Hun faldt fuldstændigt på røven – især udsigten som åbenbart er vigtigere for hende end indsigten i de produkter hun repræsenterer. Hun er mere til vin, men er – som hun hurtigt fremstammede, da hun så det chok hendes indrømmelse frembragt i mine øjne – så småt begyndt at kunne lide øl efter en indlæring, der vist kører på tredje år :-}
Helt efter bogen forsøgte hun at sælge mig koncernens nye Craft Beer serie: It tastes horrible, udbrød jeg, hvorefter jeg listede de rent brygtekniske argumenter for dette synspunkt og herefter mere indlevende fortalte hende om min kærlighed til Stouts, hvilket er min primære årsag til, at jeg mener, at bryggeriet ikke burde spilde tid på at hælde deres brune og tynde fortolkning af denne gude eleksir på flaske.
Her oversteg min passion vist mine armebvægelser. MEN jeg tror ikke, hun blev skræmt.
Jeg forklarede hende også forsigtigt baggrunden for vores loyalitet – dvs vores bryggerifortid – samt at vi efter mere end to år i Lissabon har et godt kendskab til hvad bryggerierne ’hjælper’ restauratørerne med og at vi naturligvis ikke vil straffes for vores loyality… if you know what I mean (dette sagde jeg IKKE til hende – det er ikke nogen dårlig tegneserie).
Stakkels Helga – jeg kan godt lide hende.
Staff
Gud hvor har vi glædet os til at invitere andre med på holdet. Vi savner i den grad folk vi på den ene side kan beskæftige og på den anden sid folk der kan inspirere os.
Sidste uge var også startsskuddet til vores man hunt – vi skal finde emner til vores manager og chef.
Manager
Man er måske ikke det helt rigtige ord. Den første snak vi havde var med en kvinde, vi begge har haft i tankerne. Hun vidste (og ved) det ikke selv – det var en privat kaffehygge aftale, vi allerede havde sat op. Vi brugte ‘bare’ aftalen til at slippe nogle prøve balloner løs.
Det gik helt efter bogen – vi er begejstrede over både vores kaffesnak og vores emne. Men samtidigt er vi også klar over, at vi skal tale med en masse. Og hun aner jo ikke engang selv, at hun er en brik i vores puslespil – omvendt keder hun sig bravt og savner nye ting at tage sig til… så who knows…
Jeg skal bruge denne uge til at skrive et par stikord ned, som jeg kan sprede i ‘landsbyen’. Det ville være fedt med en manager fra Graca.
Vi glæder os til en at lege mad med. Men det sker snart 🙂
Chef
I aftes da vi gik i seng, klikkede der en messenger ind på tabletten. Det var fra en pige, der elsker mad, har holdninger og efter sigende er i markedet for nye udfordringer. Og endnu en af de mange veluddannede, der ikke kan få uddnyttet deres talenter og viden inden for det fag, de oprindeligt er uddannet i. Hun er ikke maduddannet, men deler efter sigende vores holdning til kvaliteten af det portugisiske køkken og arbejder selv på at forbedre det. Hun er sendt i vores retning af vores nye super venner fra RWATGG – endnu en frugt vi høster fra netværket…
Igen skal vi naturligvis tale med flere personer – men to interessante emner allerede nu er da en opmuntrende begyndelse.
Og sjovt nok er det begge kvinder. Så man hunt ligner mere et woman hunt.
Indretning
Indretningsfronten har også fået et mindre gennembrud.
Møbler
Annettes møbelkollektiv vendte tilbage med priser på restaurering af de møbler, vi forelskede os i, da vi besøgte dem før jul. De er ikke skræmmende. Til gengæld var nogle af de møblerne alligevel ikke til salg, hvilket naturligvis trist – men ikke noget kæmpe problem. Især ikke da vi samtidigt fik en lille bonus – de har plads til de møbler, vi allerede har købt´via den lokale Blå Avis, og opmagasineret på vores Co-Working space. Og endnu bedre – de har transport til at hente dem…
Det vil være fedt at få alt, hvad der har med møbler at gøre, samlet eet sted – og hvor er det mere praktisk end hos de folk, der skal restaurere dem?
Endnu en bonus fra deres side: De har kontakter til indramning!
Vi har en masse kunst, der skal i glas og rammer – dels alt det, der ligger i ruller alle mulige steder – men også nogle af de ting vi har i Danmark, der skal her til. Det kan vi lige så godt få sat i produktion så Annette kan få overblik over dem i hendes arbejde med indretningen af alle værelserne og loungen.
Jeg kan ikke forestille mig hvor let det må være at lave et hotel, hvor alle værelser er ens… til gengæld er det hamrende fedt og sprudlende at se hvordan tingene kommer til at se ud – og ikke mindst følge udviklingen…
Hi dear Annette,
Thank you for your lovely email.
I’ve liked so much to know you and your husband, your are a really nice persons, I hope it was a beginning of good and long business relationship!
I already pass to my colleague Hugo Silva (Here in CC) all details of our meeting and he will support you in all that you need. As I told you he’s friendly person and one of the most capable in this area, you’ll be in good hands!!!! 🙂
I remain at you disposal.
With my best regards,
Pedro Miguel Silva
Man kan da ikke lade være med at holde af folk der skriver så pænt tilbage efter bare 3 dage 🙂
Accessories
A pro pos ting, der ligger alle steder.
Ugen blev også et gennembrud på accessori fronten. Og på hele to fronter. Pedro fra Texteis Penedo, som vi besøgte i sidste weekend, vendte tilbage med en helt forrygende mail, hvor han – igen helt barnligt – overøste os med sin begejstring over vores besøg og ikke mindst Annettes interesse for familiens fabrik. Han kommer hurtigt tilbage med priser på linned, håndklæder mm.
Den anden front er hygge fronten.
Da vi shoppede computere i Colombo faldt vi over en masse fede ting til tilbudspriser på op til 50% – så vi indkøbte de første ting og slæbte os en pukkel i sengetæpper, puder, lamper mm.
Samtidigt så vi en masse andre fed ting, som vi skrev ned så Annette kan sammenligne med alternativer og holde op med hendes mood boards for de enkelt værelser så hun kan se, hvad der mangler og hvor.
Behind the scenes: her er et lille udvalg af Annettes mood boards – hun laver 1 for hvet room, lounge, have, fælles rum og måske også toiletterne. Ufattelig imponerende at følge
Kunst og kultur
Dette er helt underligt. At tale om kunsttiltag et sted, der endnu ikke har vægge, og hvor gæsterne først flytter ind til Maj…
Men i december fik vi ikke alene hul igennem på kunst fronten. Vi fik en aftale med den kunster, der topper vores liste. Det er svært at fortælle hvem pågældende er. Pågældende er street artist – en af den slags der lever i gråzonen. Det pågældende laver, er til gengæld super fedt og har alt det, vi forbinder med Tings: International, attitude, holdning og kvalitet. Og så gør det ikke noget for os, at der er mere tryk på street end art – scenen er ved at blive lidt for etableret og pæn. Samtidigt har vi en masse super kvalitets art projekter i støbeskeen…
De første workshops er også i støbeskeen – bl.a. noget spændende digital new age stuff. Og lur mig, om der ikke kommer mindst et play food arrangemnent hos os i 2017.
Ugen starter forrygende
Mens jeg skriver denne post skriver Annette under på registreringsdokumenterne på vores hotel selskab. Vi valgte at udskyde denne del til 2017 fordi det var meningsløst at skulle bruge omkostninger til årsregnskaber for 2016 for et selskab uden aktiviteter. Med den viden vi har nu, burde vi måske have starte firmaet op i 2016.
Nu har vi til gengæld for alvor brug for vores lokal CVR nr, så vi kan handle ind i Markro – jeg vil eksperimentere med fois gras som jeg fandt under vores køkken research. Vi mangler en lille let romantisk snack, der passer til Bobler til vores Miradouro sun downer take away 😉
Og så er der alt det andet
Bare roligt – der er naturligvis andet end Tings Lisbon i vores liv. Der er eksempelvis Tings Kathmandu hvor vores næste Tings Art udstilling åbner den 10. marts. Og så har jeg en lille hobby – jeg laver hjemmesider for mine venner (ren hygge – så jeg gør det for kys og kram).
Og så har vi i gennemsnit 3 potentielle tilflyttere i byen som vi elsker at mødes med. Til kaffe, til frokost/middag, til gå ture eller bare til lidt chat over en sub downer. Halv nait tror jeg at det er vores åbne arme der er årsagen til alle de åbne arme der modtager os ligegyldigt hvor vi kommer hen…
Læg hertil alle vores venner og bekendte samt deres venner der generøst overøser os med deres besøg. Det er et kæmpe privilegie for os. Især efter 8 år i Asien…
Annette og jeg har i årevis arbejdet med kæmpe projekter med uendeligt mange ansatte og budgetter der gør en svimmel. Vi har udviklet og igangsat projekter hvor af flere idag er (andres) sprudlende forretninger
Vi laver stadigvæk det samme – nu gør vi det bare for os selv og forskellige steder i verden.
Forleden fandt jeg ud af at vi her i midt 50’erne hedder digital nomasds & start-uppers der ove i købet har et co-working spacce. TAG LIGE DEN!!!
Stof til eftertanke: Om at rejse
Det kan godt være, vi ikke får rejst så meget rundt i verden, som vi plejer – til gengæld må jeg indrømme, at vi går i dybden her i Portugal. Ligesom vi gik i dybden i Kathmandu og Yangon.
Vores pratik med Tings giver os nogle helt andre dimensioner af et land end de fleste andre får. Og efter vores mange år ude i verden, kan vi ikke lade være med at sammenligne både kulturene og vores arbejde.
Tings er i princippet det samme projekt. Men hold da op hvor jeg synes, vores arbejde her i Portugal er forskelligt fra Nepal… på godt og ondt.
Det er især grotesk så lang tid ting tager. Især i betragtning af al den start-up hype her er.
I midt 80’erne oprettede jeg sammen med bankelev kolleger 1,000 selskaber på Avedøre Holme på en aften/nat. Til sammenligning har det taget os mere end en måned at få registreret vores lille biks her i EU. Dette havde vi ikke forestillet os da vi forlod et fattigt udviklingsland som Nepal der på den front er langt mere fremme i skoene. Nogen bør lave et reality check på start-up miljøet her i Portugal.
Så for at gøre det hele lidt sjovere ser vi nu Tings Lisbon som en tidsrejse tilbage til 80’erne. Og det er jo også en rejse. Og så er der den musikalske rejse…
Kærlighed fra Tings Lisbon, der åbner i Graca til Maj.
Thomas
Tingstrup 