Må jeg ikke fortælle at du er syg?

Spørgsmålet kom fra Annette i går.

Vi er så privilegerede at have direkte adgang til et af verdens bedste krydderier: Heart of Salt fra Mill & Mortar. En af nyere tids bedste danske Startups skabt og drevet af en af vores bedste venner Iben Buchert. 

Annette skal bestille en kasse, fordi jeg nu er storforbruger af dette velsmagende alternativ til mit favorit krydderi Havsalt. Og synes det er underligt hvis ikke hun kan forklare hvorfor denne pludselige forøgede interesse.  

Sagen er at jeg forleden fik et ‘Transient Stroke’ – eller et forbigående slagtilfælde ifølge Google Translate (hvorfor er nogle engelske ord bare så meget bedre end danske?). 

Søndag den 12 vågnede jeg som sædvanligt ved 6 tiden. Men jeg var hverken frisk eller veludhvilet – bare træt. Min krop føltes underlig. Hele min venstre side summede – nærmest som den følelse man har i munden, når man bliver bedøvet hos tandlægen.

Jeg tænkte ikke nærmere over det og gik ud, tog en kold bruser og var egentligt på vej op i stuen for at tage en kop kaffe, men stoppede, fordi jeg blev ramt af en underlig svimmelhed. Som om min gang blev ‘drevet’ mod venstre. I stedet gik jeg tilbage i sengen hvor Annette stadigvæk lå og sov.

Jeg følte jeg mig hverken alvorligt syg eller havde smerter, feber, kvalme eller andre af de traditionelle ubehageligheder, jeg kender så godt. Jeg følte mig bare underlig. Men jeg var udemærket godt klar over at der var noget galt. Jeg tænkte bare – det går nok over. Værre er det ikke. 

Efter yderliger 5 minutter tog jeg fat i Annette: Den er gal – jeg har det ikke godt. Vi skal på hospitalet.  

En time senere blev jeg indlogeret jeg på Hospital de Santa Maria, der koblede mig til diverse elektronik, tog alle tænkelige prøver og gennemgik standard rutinerne for indkomne patienter med symptomer på blodprop/slagtilfælde. 

Efter nogle timer blev jeg overført til et andet hospital – hvor jeg skulle blive til observation med mindre jeg havde Covid19. Det havde jeg ikke, og lå der i 5 dage, hvor de tjekkede mig i hoved og røv. Puls, blod, sukker, hjerte osv 6 gange i døgnet… you name it! 

---

---

Jeg er blevet kørt rundt på Universitetshospitalet og proppet i forskellige maskiner, der har scannet mig i kortere og længere tid, registreret mit blod, mit hjerte og min hjerne. Top professionelt. Det var til gengæld også det eneste der skete i de fem dage jeg lå der – resten af tiden – hvilket vil sig 23 timer af døgnet – ventede jeg bare, hvilket jo var totalt åndsvagt. Så jeg fortalte Overlægen at jeg har et gabende tomt hotel, hvor jeg bare kan tage et værelse at vente i med udsigt over Tejo River. Når der er hul igennem til de forskellige laboratorier, får jeg bare Annette til at køre mig dertil. På den måde ville jeg dels slippe for den totalt næringsforladte føde, der blev serveret – og fremfor alt få noget søvn. Jeg kan altså ikke sove, mens fok ligger og skider, pisser og dør omkring mig!

Så nu er jeg patient på Tings – nu på 6 dag. Med super sund mad og verdens bedste sygeplejerske.

---

Der er stor sandsynlighed for at en af årsagerne til mænds større dødelighed og overrepræsentation på mange sygdomme, er forbundet med udfordringen ved at få mænd til at gå til lægen, og derved øge muligheden for at opdage sygdomme i tide.

Mænd går ikke nok til lægen, og mange dør af det 

---

Opråb til mine jævnaldrende

Om 3 timer skal jeg til endnu et check-up. Det næstsidste indtil videre. Herefter regner jeg med at der er en eller anden form for evaluering. Sandsynligvis en bekræftelse af det lægerne formoder er problemet: Noget med min cholesterol, der lægger sig som ´buler´ i min arterie, hvilket jo er noget lort. Omvendt er det først rigtigt alvorligt, når den forkalker til seriøse propper. 

No matter what – så er det heldigt at jeg hverken er genert eller har brug for at lege superman. Så jeg er glad for, at jeg tog afsted med det samme. Hellere det end at blive Knock-Outed senere.

Så til mine jævnaldrende ‘drenge’ venner. Hellere overeager end ikke-reager.

---

---

Sådan holder jeg mig beskæftiget i to hotelværelser i Lissabon

Jeg bliver udmattet af ingenting, hvilket i princippet er ligegyldigt, da jeg jo i virkeligheden er på hospitalet – jeg ligger bare på en hjemmestue, hvor jeg bruger en stor del af tid på at sove.

Men alligevel… hold kæft hvor er det dog et helvede ikke at kunne bevæge sig.

Heldigvis kan jeg arbejde liggende – og heldigvis har jeg en masse dumme-opgaver, der skal ud af verden. Dem man altid skyder til side fordi de er for kedlige. Og så laver jeg mad (Annette køber ind. Og i går gjorde jeg vores køleskab på terrassen rent.

Jeg er også så priviligeret at have nogle få venner, der gerne kommer forbi til middag, når vi har overskud til det. Vi skal jo alligevel alle have noget at spise. Så hvis de kan leve med bare at komme kl 7 og skride igen efter maden, så er de mere end velkomne.

Men det allerbedste er, at have tid til at nyde al den venskab og kærlighed, der omgiver vores dagligdag. Det kan godt være at vi kun har plads, der svarer til et stort holtelværelse – og efterhånden har skilt os af med de fleste af vores ejendele. Men den plads vi har, er fyldt med ting, der får os til at tænke på venner og steder, ligegyldigt hvor vi befinder os.

Thomas 🙂

---