#Metoo – jeg har udsat flere kvinder for sexchikane.

Der er måske tale om mange – i hvert tilfælde flere end de fire,  jeg har motiveret frem i min erindring. De er nemlig IKKE dukket op af sig selv. Ligesom hos andre mænd har dækningen af Morten Østergårds 10 år gamle seksuelle chikaner af Det Radikale Venstres kvinder givet stof til eftertanke. Omtalen har med garanti skabt en masse frygt blandt danske mænd. Især dem i lederstillinger. Jeg har i hvert tilfælde ikke kunnet lade være med at tænke: Hvordan vil min opførsel og ‘tiltag’ tilbage i tiden se ud med nutidens øjne? 

Forleden vågnede jeg nærmest med et mareridt til lyden af en svingende lussing der efterlod et propfyldt Montmartre i larmende stilhed for måske 50 år siden. Om det skyldtes mine livlige ungdommelige homormer, indtag af diverse stimulanser, eller den fede musik, der fik hel gulvet i Nørregade til at swinge livligt ved jeg ikke. Sandsynligvis en blanding af det hele. Men uden at tænke nærmere over det blev min højre hånd draget til den fantastiske balle, der vuggede op og ned lige foran mig.

SLASK – sang det da ballens ejer vendte sig om og resolut svingede mig en flad. Det lød så højt at Kenneth Knudsen overraskende stoppede sin keyboard solo mindre end to meter fra mig (så det må have været i ‘79 eller ‘80 med enten Kasper winding & Kick eller Anima). Stilheden bredte sammen med et hav af stirrende blikke, der alle sammen havde samme retning. PÅ MIG. Måske var det ikke så slemt som jeg beskriver det – men sådan føltes det i øjeblikket – og endnu værre i drømmen. Ekstremt pinligt og flovt.

Og nu fast forward til slut 90’erne. Til Tuborg en dag i december – helt konkret til vores årlige distributionsanalyse med Wibroe, Duckert og Partners der som altid startede på bureauet med udveksling af julegaver. Som produktchef for Julebryg var en af mine opgaver at overgå Partners julegave: Ugens Rapport + en Six-Pack Guld Tuborg – ikke specielt kreativ fra landets dengang mest kreative bureau. Gaven det år var et par ualmindeligt smukke Selvsiddende Snebajer Silkestrømper til pigerne påført alle bureauets kvinder af en lille hær af Hell’s Angles inviteret til lejligheden. Herrernes gave var mindst lige så fed. Snebajer Silke Ankelsokker med sokkeholder påført af et lille hold stripper bestilt til opgaven. Hvor må det dog have været ydmygende og skræmmende oplevelser for samtlige involverede kvinder…   

Når jeg giver tegn hopper du op på bordet og smider bukserne

Endnu værre må det have været for Lene – min unge elev der fulgte mig nogle måneder. Ud over de sædvanlige elevopgaver var det mig påliggende at involvere hende i nogle af de sjove opgaver, der foregik udenfor førebunkeren på 4 sal Strandvejen 50. Så jeg havde inviteret hende med over i Palmehaven i Penalhuset til min traditionelle pep-talk over for alle Indenbys chaufførerne ifm lanceringen af den årlige Snebajer.

Når jeg introducerer dig hopper du op på bordet og smider bukserne.

Årets jule gimmick – en billigere udgave af de selvsiddende strømper fra året før – var et vigtig værktøj i chaufførernes indsalg overfor deres vigtigste kunder. Dem havde hun i ført sig under sine jeans.

Jeg vågner hver eneste morgen med frygten for at se mig udhængt i de danske medier for denne grænseoverskridende sex chikane. For Palmehaven kogte af hujende og piftende chauffører i en grad jeg ikke har oplevet før eller siden. Og det hele gik amok da chefen selv hoppede op på bordet og smed bukserne kun iført en Snebajer-herre G-Streng, Sne Herresokkerne samt sokkeholderne. Det må have været en skræmmende oplevelse for unge Lene.

Den fjerde hændelse foregik også på Partners.

Men den havde intet med bryggeriet at gøre. Det var til Wibroes 50 års fødselsdagsfest. Jeg ankom sent – så alle pladser var optaget. På nær een – og den var ved siden af selskabets skønneste kvinde. Lydniveauet var højt og stemningen endnu højere. Ansatte, kunder, forretnings forbindelser, VIPs og flere lost souls sad, stod og hang tæt overalt i kantinen. Det var nærmest umuligt at føre en samtale. Kvinden ved siden af mig var ubeskrivelig – så jeg gjorde noget forfærdeligt. Jeg lagde min højre hånd på hendes silke beklædte smukke lår. Set i lyset af det kaos dette har afstedkommet hos de Radikale, gruer jeg for hvad der vil ske hvis, kvinden offentliggør det til pressen: Men Jeg ragede altså ikke! PROMISE!

Jeg føler mig ikke en skid skyldig i noget som helst.

Puha – dejligt at få det frem inden nogen af de involverede kvinder gør det!

Jeg anser ellers ikke mig selv for på nogen måde af være et sex monster, der chikanere kvinder. Men ovennævnte hændelser rummer potentiale nok til frygtelige konsekvenser, hvis de bliver hevet ud af de sammenhænge, de opstod i og ikke mindst tiden.  

Og så en ting mere – de involverede kvinder spiller også en rolle for forståelsen. I alle fire hændelser er de involverede kvinder power women med selvtillid nok til at give svar på tiltale.

Som eksempelvis kvinden med den svingende lussing i Montmartre. Eller alle kvinderne på Partners hvor Silkestrømperne var et kæmpe hit.

Jeg er så godt klar over at der sikkert sidder en eller anden derude og tænker: jamen hvad med den kvinde der pga gruppepress ikke turde sige fra. Her må jeg blot sige, at der hverken var mødepligt eller tvang. Faktisk var begivenheden så populær at flere stod i kø for at deltage.

Den måde jeg kastede den unge elev Lene for løverne på, var måske at gå over stregen. Eller også var det ikke. For selve det at hun befandt sig i den situation, hun var i, måtte hun have tænkt over. Hun kendte til chargongen blandt chaufførerne, og hun vidste også at funktionærer fra førerbunkeren normalt ALDRIG fik adgang til Palmehaven. Vi skulle derfor være forberedt på at få grovfilen. Derfor vidste Lene hvad hun gik indtil. Og mon ikke hun følte sig en smule stolt over resultatet af hendes (og min egen) lille optræden. Årets julebrygindsalg slog alle rekorder det år!

Hånden på min drømmekvindes lår burde måske give mig kuldegysninger. Men det gør den overhovedet ikke. I stedet ryster jeg på hovedet af pressens idioti vedr Morten Østergaards hånd. Det var nemlig den eneste måde, jeg kunne vise en skøn kvinde min interesse på midt i al den kaos der omgav os.

Om kvinden har fået traumer aner jeg ikke – men jeg vil gå ned og spørge hende. Vi har nemlig delt seng lige siden.

Du har ikke nogen nosser! bebrejdede jeg min kvindelige direktør.

Jeg synes sex chikane er forfærdelig.

Men jeg må indrømme at den bølge af kvinder, der de seneste uger har joinet #meetoo bevægelsen med deres ubehagelige chikanerende oplevelser med deres overordnede – den virker altså en smule useriøs. 

Jeg kan sagtens forstå Peter Aalbæks udtalelse da han udbrød: Lad fissen snakke – jeg har med garanti gjort det samme til de kvinder (eller mænd), der har terroriseret mig gennem tiden.

Om jeg ville have udtrykt mig på samme måde? Sandsynligvis JA.

Mit sprog og min attitude kan jeg jo  ikke løbe fra. Jeg taler Københavnsk med Amar accent og naturligvis præget af min opvækst.

Jeg er undfanget på undfanget og født på Nørrebro. Mine første barnesko blev slidt på vejen fra Krusågade til Absalons Kirken hvorefter de blev udskiftet da adressen hed Lygtemagerstien i Urbanplanen. Her udspilledes første halvdel af mine teenageår på Kunstnerkroen, Tingkroen, Cafe 14, Josephine, Jaguaren, Fidusen m.fl  mens den anden halvdel blev udlevet på Eiffel, Huitfeldt, Egebjerg, Nick, Freddys, Hølmers Bar, Postiljonen, Jernstangen… Med andre ord: Steder med sin egen kulturen, traditioner og jargon med en humoren, der er markant anderledes fra den mine jævnaldrende voksede op i, nord for København som eksempelvis min kone der taler Hellerup’sk og er præget af hendes opvækst i Gentofte. Så vi er på mange måder vidt forskellige.

Nutidens Københavnere der kommer fra provinsen, vil for en stor dels vedkommende sikkert blive skræmt fra vid og sans i mit selskab – som Line gjorde det, da hun i tidernes morgen kom med 4-toget fra provinsen til Kbh.

Min personlighed lægger jeg jo ikke bare fra mig, fordi jeg befinder mig på Amagerbankens Direktionsgang hvor den til tider var lidt ‘malplaceret’. Omvendt var den SPOT ON blandt ølfolket på Strandvejen!

Du har bare ingen nosser til at tage ansvaret – udbrød jeg ophidset da jeg var i færd med at få en skideballe Carlsbergs daværende Bryg Direktør (og årets danske erhvervskvinde det år).

Jo jeg har – mine sidder bare lidt højere oppe – replicerede hun knivskarp og med det glimt i øjnene, der signalerede respekt. Jeg havde overtrådt samtlige love og regler for at tjene et par millioner kroner ekstra til koncernen og det skulle hun naturligvis påtale. 

Sådan var omgangstonen på bryggerierne stadigvæk i starten af 90erne – blandt alle ansatte. Og kvinderne der var mindst ligeså stærke som mændene. Tvivler på at den er det samme i dag. Derfor må hændelser og udtalelser fra dengang være rystende set med nutidens øjne som intet kender til tiden og miljøet på bryggerierne.

Det ville undre mig meget hvis ikke en stor del af alle de hændelser, som kommer frem i disse dage tilhører denne kategori: Altså hændelser der umiddelbart virker forfærdelige MEN som forklares hvis de perspektiveres.

Jeg vil ikke bagatellisere dem – MEN omvendt er jeg sikker på at de burde have været løst på stedet. Hvis Morten Østergaard eksempelvis havde fået en syngende flad, som jeg fik i Montmartre ville sagen have været glemt i dag. Den lærestreg jeg fik i Montmartre, må være endnu mere forfærdeligt for en Minister blandt eliten af journalister på Danmarks største DJØF-festival.

Her nærmer jeg mig en slags pointe.

Med fare for at udsætte mig for alverdens shit storm tror jeg at hele #meetoo har været en (tiltrængt) platform for en masse kvinder, der ikke har haft selvtillid og styrke nok til at stikke en flad og nu bruger #Metoo som deres deres claim to fame. Sandsynlig en kæmpe lettelse for dem – men omvendt skadeligt for de kvinder, der er blevet bedt om at sutte-den-af på deres chef for at gøre sig håb om en videre karriere. Den slags bør ikke finde sted.

Så ved jeg godt at power feministerne legitimerer #meetoo kampagnen og og deres holdning med “hensynet til de svage kvinder” – dem der ikke har nosser til at stikke en flad.

Her har jeg kun eet at tilfæje: Kommuniker direkte til dem med opfordring om at stikke os sexchikanerende hankøn en flad hvis vi gør tilnærmelser. Sig de skal gå direkte til chefen, pressen, fagforeningen eller hvor man ellers kan henvende sig og let deres hjerter. Kør selvtillidskurser – efter antallet af #meetoo’er at dømme må det være en guldgrube af forretning.

Går alt det der er nødvendigt!

MEN drop for Helvede hetzen mod alle os der elsker at pifte efter en skøn kvinde og ikke har noget imod selv at blive piftet ad! Alle os der mødes på arbejdspladserne, fordi der er her vi bruger størstedelen af vores tid og derfor det eneste sted vi møder potentielle partnere. Men først efter flirt – og meget ofte kærtegn på lårene, der er så kærlige, at vi ender med at finde sammen.

Og spark de ynkelige politikere som dem hos de Radikale Venstre der i dække af misforstået loyalitet har brugt #meetoo bølgen som karriere springbræt. Det er USMAGELIGT! Tænk hvor mange ubehagelige hændelse, man have undgået, hvis de havde taget fat om nælden i det øjeblik, man kendte til problemerne. Det ville nemlig være loyalt mod alle.

Jeg fortryder intet af alt det pinlige jeg har foretaget mig!

Jeg krummer tæer når jeg ser en Blå og Blinkende Nissehue. Og jeg vågner med et sæt hver gang jeg drømmer om hændelsen i Montmartre.

Men jeg fortryder intet.

Alligevel er der masser af ting fra dengang, jeg aldrig ville gentage i dag. Havde jeg eksempelvis vidst det jeg ved i dag, ville jeg aldrig have været med til at proppe Amagerbank Aktier ned i kundernes privatøkonomi, da jeg var bankelev tilbage i 80erne.

Og efter at have været omgivet af alverdens stærke kvinder i en menneskealder, har jeg naturligvis også ændret mit kvindesyn. Strippere som fødselsdagsgaver er både usmageligt, plat og nedværdigende…  

Til gengæld forbeholder jeg mig retten til at være den jeg er – den person, der er skabt af værtshus-kulturens mandehørm iblandet en god portion Big Ass Comics, Bukowski, Cocsuckers Blues, American Psycho, Zappa, Kerouac, Hornby og hvad jeg ellers har krydret mit intellekt med gennem årene.

Den person synes altså at den #meetoo afledte kulturforfladigelse med udrensning af sprog, begreber, historier mm er decideret komisk-skræmmende. Der er jo nærmest tale om en Rindal Revival .

Til kvinder der seriøst betragter en hånd på låret som chikane – jeg mener ikke en hånd i skridtet, på røvballerne eller brysterne: I er for svage! I ender med at blive henvidst til Tinder. Vi mænd gider nemlig ikke have noget med Jer at gøre!

Vi har brug for stærke kvinder til at bevise vores maskulinitet.

En gang imellem går jeg over stregen – ikke nødvendigvis min egen.

Jeg er ikke journalist, musiker eller teaterdirektør med hurtigt og nem adgang til medierne. Så er det jo godt man har sin egen lille blog, hvor man kan ytre sig – så når man er fed up over et eller andet. Som eksempelvis #metoo

Til alle jer jeg måtte have udsat for chikane i tidens løb – samt til alle jer jeg kommer til at chikanere i fremtiden fordi tiderne ændrer sig….

Undskyld!

Thomas

CODA

Faldt lige over dette interview fra Alt For Damerne i 1995.