Så døde Bundesen – ikke at jeg havde noget forhold til ham, som sådan. Men et eller andet har han åbenbart betydet – for hertil morgen poppede der pludseligt en gammel oplevelse op i en semi drøm.  

Det er ikke mere end et par måneder siden jeg hørte en programserie Dan Rachlin lavede med ham. Underholdende – men også trist. Den hjerneblødning der ramte ham år tilbage havde sat sit tydeligt præg på ham.

Jeg kan ikke sige jeg var fan – hverken af Shu-Bi-Dua eller Bonden. 

Omvendt kan jeg heller ikke fraskrive ham og Shu-Bi-Duas indflydelse på min musikalske opvækst… 

Tro det eller la’ være. Men det var det ikke for Shubberne havde Allmann Brothers sandsynligvis ikke befundet sig på min liste over absolut bedste albums fra 70erne. 

Og jeg ved præcis hvorfor, hvor og hvornår. 

Det var i Tivolis Koncertsal – i ‘74 (eller ‘75). Jeg havde inviteret min mor til finalen i Pop Quiz fra min løn fra Købmand Kühn. 12 kr kostede billetterne!!! 

Shubidua var det musikalske indslag – og deres første nummer Generator Bullion blæste mig omkuld i en grad at jeg måtte have LPen. Min overraskelse da jeg sad med 1eren coveret i hånden og opdagede at mit favorit nummer ikke var skrevet af bandet selv. Hvem fanden var Allmann Bros.?

Det tog mig nogle måneder – måske et år – før jeg fik fat i Idle Wild South. Jeg fandt det på Hovedbiblioteket, hvor jeg sad i mit Kultorvet/Hausergade hjørne og rålyttede det igennem, mens jeg checkede de seneste numre af Melody Maker, NME og Billboard ud. Et års tid senere startede jeg som bogopsætter i Ungdomsafdelingen og blev venner med ‘naboerne’ Kasper, Jørgen, Susanne og alle de andre bibliotekarer, pladevenner og bogopsætterer i Musikadfdelingen, lånte jeg albummet (og mange andre) med hjem så jeg kunne optage det på mit tre-i-et stereo anlæg.

Hændelsen gentog sig året efter – da 2eren udkom. Denne gang var det Et Ævle jeg forelskede mig i: Fuck en guitarsolo – kan jeg huske at jeg tænkte. Da røg Steely Dan ind på listen – Can’t Buy A Thrill er stadig mit favoritalbum.

Herefter forsvandt Shubidua, jeg syntes de var kedelige – Gasolin’ var meget mere mig. Og dem havde jeg mere til fælles med – de var jo en del af mit miljø. 

Jeg forsøgte ikke at undgå dem. Det var også umuligt. De spillede opvarmning til flere koncerter og var her der og alle vegne.  

Og på en eller anden måde røg der altid en LP ind i samlingen – hvad enten jeg ville det eller ej. Duernes Bedste – en rædselsfuld LP – blev påtvunget mig af en eller anden Plade Klub jeg havde lavet et abonnement hos. Det album fik jeg aldrig returneret og gav det væk.. Og gud hjælpe mig om jeg ikke fik raget en rædselsfuld CD’Boks med samtlige Shu-Bi-Dua albums til mig. 

Det var mine jydske musik-købmands venner der havde lavet en slagter aftale med Shubberne selv og pakket hele lortet ind i pap-og-papir og sat det til salg til en svinepris. Det blev naturligvis en kæmpe succes… jeg forstod ikke en skid af det hele og tvang mig derfor til at lytte igennem. 

Musikken var langt fra så slem som jeg havde udråbt det til – mange af teksterne holdt. Jeg holdt dog ikke til at lytte dem alle igennem… efter 6’eren kunne jeg ikke mere. Men var det ikke også det år hvor Bundesen forlod bandet for at lave TV. 

Jeg mødte ham nogle gange i byen – altid højt humør. Måske burde jeg have sagt tak for introduktionen til Steely & Allmann. Men omvendt tvivler jeg på at han er ophavsmanden til de to tracks. Han ligner den musiksmag. Men omvendt er han for mig identisk med Shubidua – så måske burde jeg have sagt tak alligevel…

Any way, trist er det naturligvis at endnu et Dansker-DNA er forsvundet… omvendt har Michael Bundesen efterladt sig en masse musik, som alverdens danskere kan fornøje sig med. En kæmpe bedrift. Jeg vil til gengæld spille Allman Brothers Band hele dagen i dag. 

RIP