Har netop færdiglæst Murikame’s 1Q84… en forrygende bog. Med det ville klæde den hvis den blev reduceret med et parhundrede sider. Slutningen hænger en smule. Det er som om han selv er kørt træt… sjovt nok er slutningen fuldstændig som jeg forestillede mig den ville være midt i bogen.

Og sjovt nok er temaet meget passende for denne tur: Du skal ikke tage tingene som de er, der elever mellem himmel og jord…

For en uge siden kom Milly forbi mig under min meditation i Sule Pagoda – samme dag som hun var forsvundet fra Tings. Hun er heldigvis hjemme igen.

Forleden sad vi og og fik en sjus på terrassen i Signe’s lejlighed på Sule Pagoda Rd. Da jeg åbnede min mail morgenen efter viste det sig at Signe sad samtidigt i København og talte om os med Delphine, Lasse og alle de de andre MS folk fra Kathmandu.

I går var det endnu mere spooky.

Som aftalt tog vi forbi Pyay’s galleri Nawaday Alley Gallery, der ligger på Nawaday Rd. midt i det område vi godt kunne tænke os at etablere Tings. Vi var naturligvis meget nysgerrige efter at høre om han har kendskab til huse i området. Men jeg var især interesseret i at se hans kunst. Da jeg talte med ham dagen forinden fik jeg et indtryk at at han samlede kunst fra alle de lokale unge håbefulde kunstnere. Så det kunne være sjovt at se hvordan niveauet er. Og så er det super vigtigt at få hul igennem til det lokale kreative miljø. Og bare det at have brugt lidt tid sammen med folk gør det lettere at holde kontakten ved lige når vi er tilbage i Kathmandu.

Lad mig tage kunsten først.

Pyay har en masse fede værker – vi kunne på stedet købe et par af dem, men vi venter til vi kommer tilbaige og bare værkerne. Hvis vi går og drømmer om dem når vi er tilbage på Tings er der ‘hul’ igennem. Så kan jeg droppe ham en mail og bede ham sætte noget til side til når vi er tilbage. Men allerhelst vil jeg lave en udstilling på Tings i Kathmandu – med et repræsentativt udsnit af de fedeste billedkunstnere. For der er et par virkeligt  energifyldte unge i mellem. Så kan vi jo benytte lejligheden til at købe værker til os selv…

Så vi fik set kunst. Og vi fik snakket. Og vi fik spredt vores budskab. Så nu er der noget at arbejde videre med for Pyay og alle hans kunstnere…

Vi besøgte Pyay på vej til vores middagsaftale med Tin og skønne kone Thiri. Men da vi går færdige med vores galleribesøg var der endnu en time til vi vi skulle mødes med dem.

Derfor benyttede vi os af lejligheden til at daldre rundt i de sidegader og alleys vi endnu ikke har tjekket ud.

Allerede ved den første sidegade popper der det ene forrygende colonial house op efter det andet. Man kan næsten se George Orwell sidde på en af varandaerne med en gik/tonic og konversere med en af hans landsmænd fra den britiske ambassade om hjørnet…
Fire helt fantastiske drømme huse i samme gade, midt i Yangon’s boheme kvarter. Og alle sammen præcist det vi går og drømmer om.

Vi har allerede set 15 huse – og samme morgen genså vi det ene og på fredag skal vi gense endnu et. Samtidig har vi 12 huse vi skal se her i eftermiddag.

MEN – alle husene er fundet hos real estate agenterne og er oftest mere kommercielle bygninger. Vi kan godt finde noget vi kan bruge – men vores fornemmelse siger os at de rigtige, gamle colonial huse får man ikke fat i ad den kanal. Her må vi nok bide i det sure æble og banke på folks døre og spørge om de vil sælge. Det er nok en dyr løsning fordi prisen naturligvis bliver dyrere samtidigt med at der skal bruges en del midler til istandsættelse. Omvendt vil det rigtige hus være mere sikkert end penge i banken fordi de er unikke. Tænk blot på de få perler der er tilbage i en by som Bangkok…

Husene var så fede at vi besluttede os på stedet at tage fat i ejerne. Så vi tog en nasse billeder så Tin kan tag fat i dem på vores vegne… vi taler jo ikke burmesisk.

Folk gloede naturligvis da vi stod og skød billeder af det af de fire huse er fedest…

This is my house.. lød det pludseligt bag os

???

Ordene kom fra en nydelig ældre dame i rødt der nu startede med at fortælle…

My grandfather build the house in 1920-something. Now it belongs to me and my sister. She lives in Singapore and needs money. So now we’re thinking og selling.

Annette og jeg gloede måbende på hinanden…

We want to buy it. Do you want to sell?

Da var det vist passende at introducere os for hinanden.

Damen i Rødt hedder Mary og er turist guide. Derfor hendes perfekte engelsk… hun bød os indenfor på stedet, men vi forklarede hende at vi taler en aftale og om det ikke forbedre at udskyde til morgen så vi ikke havde tidspres.. så nu skal vi til te hos Mary og høre om vores hus.

Sjovt at hun springer op som Jack in The Box efter at vi nu har gennemtravlet Yangon i en uge. Præcist på det tidspunkt hvor vi har allermest brug for et tegn på at det vi gør er rigtigt….

… der er altså mere mellem himmelen. Men på den anden side. Yangon er et meget powerfuldt sted.