Sound of silence…. dvs mest lokale gadelyde. Sorry – gadelydene er for overvældende. Godspeed You! Black Emperor: F# A# (Infinity)

 

Har været tilbage i Kathmandu i et døgn – en deprimerende oplevelse.

Byen ligner lort – vejene er flået fra hinanden, efterladt til deres egne skæbner som  vidensbyrd på systemets fallit. Her er fuldstændigt så kaotisk  som alle os med mindre end en måned i dette håbløse land forudså da vi første gang hørte om vejprojektet for tre år siden.

Bare værre…

Dels fordi monsunen har forandret alt til et mudderhelvedet så stort at det kræver mere mental energi at kaste sig ud i end jeg personligt er i besiddelse af.

Og dels har monsunen lagt et trøstesløst låg over alle vejarbejderne der apatisk lader stå til eller kun i yderste nødstilfælde griber en sten og færdiggører en brønd eller et side walk mens de ser frem til regnens ophør, så de kan komme hjem til rismarkerne, der er deres primære beskæftigelse og indtægtskilde. Da vil vejene blive ladt tilbage i den tilstand de måtte befinde sig i til den tid hvilket sandsynligvis ikke er langt fra den tilstand de befinder sig i nu…. for ud over regnens massive blokkade af projektet må pengene også være brugt op… og uden penge sker der intet.

Det helt groteske er at udsigten til færdiggørelsen fortoner sig i det uvisse. For når risen er høstet kommer Dashain som er højtid numero uno…. her er alle væk… Og når den højtid er forbi er der kun to uger til Tihar som om muligt er lige så stor…

Det triste er at situationens alvor først nu er gået op for politikerne.

I flyet på vej til Kathmamdu var der en kæmpe artikel om vejproblemerne – om hvilke konsekvenser det vil får hvis entreprenøren ikke når at færdiggøre projektet til den 31. august som pågældende er kontraktligt forpligtet til.
Problemet er bare at entreprenøren er klar til at færdiggøre hans del. Men det kan ikke lade sig gøre fordi kommunen ikke har lavet den kloakering der skal være på plads inden vejen laves. Kommunen er nemlig bagud med de tilladelser, der skal til før kloakarbejderne kan komme videre. Også er de kommet for sent i gang med nedrivningen af de sidste huse (på grund af dispensationer)… og det samme er tilfældet med elektrikerne, der skal flytte master, omlægge el osv.

Vejprojektet er den helt konkrete årsag til mit mismod. Men den undeliggende årsag – korruptionen, bureaukrstiet og ikke mindst der manglende drive – er det der i virkeligheden går mig aller mest på. Det er OVERALT.

Og når man kommer fra et land som Burma er det næsten ikke til at holde ud at komme tilbage… især ikke når man ved at ting godt kan lade sig gøre, hvis der er den rigtige motivation bag OG hvis man har de rigtige folk involveret. Folk der kan tage hænderne op af lommen og hovedet ud af røven og komme igang. Ikke alene fordi det er en del af deres arbejde – men også fordi det er en fornøjelse at se ting ske. At se ting udvikle sig og blomstre til glæde for alle involverede.

Her er Tings et helt forrygende eksempel.

Vi har været væk i 4 uger.

I den tid har Dorjee og alle vores ansatte lavet to nye værelser med bad, ombygget vores vandtank og pumpesystem, lagt nyt grus i haven, udskiftet vores ene web provider, støbt nyt bord i køkkenet, bygget et spritny hegn ud til vejen, udskiftet alle ødelagte elektriske kontakter i alle værelser samt fikset et hav af andre småting. Dorjee slås endvidere med banken, færdiggørelse af årsregnskab og personale lort pågrund af et talentløst velgørenhedsprojekt som Shamilla er roddet ind i. Endnu et af de mange velmenende udenlandske købe-et-tæppe-og-støt-en-enke-projekter som skader mere end de gavner. Jeg forstår ganske enkelt ikke alle de penge og al den energi der bruges for st skabe de håndøre der i sidste ende lander hos enkerne….

Samtidigt har Dorjee og holdet kørt hotel og restaurant – der godt nok kører på lavt blus pga sæsonen – forberedt skolestart for Sagar og Rajkumar, forberedt Jits rejse til Danmark, ledt efter kursus til Bijay (uløst) og løst alle de sædvanlige dagligdags problemer der opstår konstant.

De er 9 unge med en gennemsnitsalder på 26 år!!!

Og læg så lige de kulturelle problemer de slås med oven i hatten. Dorjee har familien på nakken fordi hendes kærreste genne snart to år ikke er tibetaner. Bijay – der i forvejen ikke aner hvad han skal stille op.med sit liv – vil moderen nu have gift. Aman kæmper sig igennem college som han kun går på fordi det er ejet af faderens ven og han derfor får rabat… der er ingen der har spurgt Aman hvad han interesserer sig for. Altså bortset fra os – vi vejer bare ingenting på den vægt.

Hvis ikke det var på grund af Dorjee, Jit, Bijay, Sagar, Rajkumar, Gita, Bal, Aman, Mithun & Samilla så så Nepal min røv på vej tilbage i flyet…

Så vi er tilbage – på ubestemt tid. Ubestemt fordi vi ikke hsr flere sider i vores Danske pas og derfor sksl have et nyt. Og før vi får det kan vi ikke få forlænget vores visa til Myanmar… og før det er sket kan vi ikke komme tilbage til Yangon og komme videre med vores Tings Projekt.

Men tiden skal bruges intensivt. Vores kommende Art@Tings projekt – Prasad@Tings – bliver det mest ambitiøse til dato. En manifestaion over det talent og den energi der trods alt eksisterer i Nepal repræsenteret ved en gruppe meget talentfulde (og stærkt utjekkede) unge multimedie kunstnere. Projektet kan blive til hvad som helst. Udstillingen i loungen der åbner den 30. er sikker. Det er afterpartiet på Places også. Og den store Public Exhibition er work in progress. Medierne er så småt ved at få øjenene op. De første to radio interview sker i næste uge. Den største nepalesisk avis – Annapurna Post – elsker projekter og dækker begivenheden osv. osv….

Og så skal vi revurdere et af de business projekter der så dagens lys under den seneste Kathmandu StartUp weekend. Vores lille indsamling til Jit’s uddannelse var så stor en succes at der er en smule penge til overs som skal ud or arbejde videre… og et af projekterne kunne være en mulughed hvis vi kan få de rigtige personer involveret… more info to come…

Kathmandu StartUp Weekend er den anden af de to begivenheder der signalerer håb. Projekter der er. startet op af unge fordi de ikke kan lade være… uden indblanding fra ambassader, organisationer og velmennde vesterlændinge der har brug for et alibi til deres private forretningninger.

Tænk at skulle opleve at  hedengangne tagline NO FUCKING SPONSORS – komme til live igen.

En kæmpe fornøjelse – og tænk at se Kikis unger blomstrer op omkring hende. Var sammen emd hende i aftes for at følge op på de forskellige unger inden hun tager tilbage til Europa på søndag.

Hendes energi og drive vil her – denne tidlige morgenstund – benytte som et målrettet spark i min egen røv. Et spark så kraftigt at jeg ryger ud af min fede altopsugende navle og tilbage til virkeligheden… med skøn kone, masser dejlige unger, en lille nepalesiske Tings- familie der flyder over med kærlighed og ikke mindst en masse ting/opgave/projekter jeg kan tage fat i som folk sætter pris på.

God dag.

PS

Denne besked er lige tikket ind på Facebook…..

Dear Thomas and Annette,

Don’t know whether you remember us, we stayed in Tings a few times almost 2 years ago – time really flies… BUT-we’re on a several months travel and there’s no country, city or anyplace where we don’t miss Tings… We’re talking so often about your place that we just wanted to share that with you-I’m sure you know how incredible the work is you do, but you should know how incredible it’s to others, you really set a standard that can’t be beaten…

Hope to be back in Kathmandu one day or be guests in Tings Yangon soon…

Johanna and Ivan