NU ER DET 100% OFFICIELT!

Vores dejlige hus har fået nye ejere…

Ideen om et sommerhus har altid ligget mig meget fjern.

Jeg er inkarneret bymenneske – og befinder mig faktisk bedste indenfor Københavns Volde. Alligevel ender jeg med et sommerhus – først en kæmpe sag i Asserbo som vi skilte os af med da vi tog Jorden rundt i 2000. Det var alligevel for besværligt at have liggende, mens vi tossede rundt i ørkener, jungler og hvor vores rejser ellers førte os hen. Og vi havde brug for pengene…

Vi havde ikke været hjemme mere end et par år før vi ender med endnu et sommerhus: Kirsebærhuset i Tisvilde – eller som det hedder i folke munde: Det Lyserøde.

 

Planen var ellers at købe et lille-bitte-hus på en lille-bitte-grund og overhovedet ikke noget som helst stort.

Hvad det skete med den plan aner jeg ikke – den forsvandt sandsynligvis samme sted hen som vores sunde fornuft. For pludseligt stod vi med en forfalden rønne der mest af alt lignede noget der burde være revet ned. Det eneste der var sundt var faktisk stråtaget som blev holdt oppe af usynlige kræfter.

Efter et grundigt eftersyn og en gennemgribende renovering hvor 80 % af alt træværk og mure blev udskiftet, usund alkydmaling skrabet af overalt og genmalet med sund naturmaling samt en masse indvendig redesign endte vi med det hus, der har dannet rammerne omkring vores liv ude af København indtil vi flyttede til Kathmandu & Yangon.

Vi har brugt det til fester og arbejde og som en oase vi har kunnet søge til når vores arbejdsliv blev for meget. I det øjeblik vi åbnede dørene og så lyset spille ind gennem vinduerne stressede vi ned – jeg med en fond på komfuret, Annette med en Saks i haven eller os begge splitterragende som Vor Herre har skabt os i vores atriumgård eller sammen i badekaret en kold vinterdag, mens sneen dalende udenfor den åbne glasdør.

 

Vi elsker det hus – og gør det stadigvæk.

MEN efter vores besøg i Januar må vi erkende at et gammelt sommerhus i Tisvilde ikke er foreneligt med Hotel i Himalaya, Hotel i Yangon og alle de andre underlige forretninger og projekter vi har gang i her i Asien.

Jep – vi har lejet huset ud.

Men de lejere, vi har haft….. det besvær de har forpestet vores liv med har ikke stået mål med de penge vi har fået ind. Faktisk har det vist været bedre ikke at leje huset ud overhovedet.

MEN et hus som Det Lyserøde skal fyldes med mennesker – ellers bliver det trist. Og et trist hus er altså ikke til at leve med.

Nu sælger vi det – og det kan så godt være at det er trist. Men det er bedre at sælge et hus man elsker frem for at sælge et hus der er en pine og plage.

Så humøret er højt ved tanken om dem der fremover skal have glæde af huset.

Se huset og salgsopstillingen her – og spred gerne i Jeres netværk.

Der er mange af Jer der har tilbragt dage og aftnere sammen med os – en kommentar/anekdote nedenfor vil glæde os

Thomas