Vi er sprunget ud af skabet – jeg ved godt at Pride starter i dag. Men det er altså ikke det skab: ReConceptions Of Jazz #3

What a beautiful morning.
Ingen regn, behagelig temperatur og en sol, der så småt er begyndt at få overtaget. Keith Jarret sidder på La Scala og improviserer, mens jeg sidder her i Kathmandu og evaluerer med en en kop decaf og en kat, der mest af alt ligner noget katten har slæbt ind.
Blev vækket af en gadeko og klokkerne fra det lille tempel om hjørnet, samt duften af hjemmenbagtbrød fra køkkenet. Sagar har morgentjansen – da det er lørdag skal der både bages morgenbrød og burgerboller. Det betyder også at jeg skal på markedet om en times tid for at købe kød.
En parallel virkelighed sammenlignet med den dj jazz verden, jeg befinder mig i for tiden

Vi er sprunget ud af skabet – vores lille DJ/Jazz skab

Klokken er 6 am – faldt i søvn sent efter at have læst Uzair’s første blogpost på Reconceptions.com. En forrygende lille historie om hans første møde med musikken som ung knægt på Borneo. Det var acts som Gang Starr, De La Seoul, A Tribe Called Quest og Digable Planets der gjorde bam afhængig.

Sandsynligvis samtidigt med at en ung Jeppe Bisgaard aka Jay B tossede rundt på kontorene i Vognmagergade på den anden side af kloden og missionerede Hip Hop med nøjagtig samme acts (og en masse andre). Jay B er min ubetingede hiphop mentor. Lytter stadigvæk til Guru og hans Jazzmatazz. Håber at han en dag får en æres award for sin indsats for HipHop i Danmark.

Men det er en anden historie – og så alligevel ikke.

For den viser musikkens power. Hvordan den på den ene sider spreder sig og bryder grænser, og på den anden side samler folk på tværs af generationer, kulturer, religioner og selv samme grænser.

Jeg kunne være far til de 3 øvrige i vores Reconceptions team. Men alder eksisterer ikke. Det der tæller, er det du kan. Michael tryller med sine coder – (det er en en gave at have en person på holdet, der lige koder en ny menustruktur, der optimerer vores site på mobiltelefoner – og den slags ting. Når jeg ser på hans skærm er der ikke andet end underlige skærmbilleder med lange linier med cyklamegrønne text og underlige tegn. Men det virker – og det virker hurtigt.

Uzair tryller med sine beats, sit netværk sit design og sin super cool stil, mens Shishir forsøger at finde sin plads i det hele på sin ualmindelige fede og chamerende måde, med en masse humor. Hans rolle begynder først rigtigt i disse dage, hvor alt det vi har arbejdet på online og over telefonen, skal rulles ud.

De sidste dag har vi ikke lavet andet end at pumpe varm luft i en ballon

Sagen er, at det vi har brugt 16 timer om dagen på de sidste 4 dage, ikke er andet end at pumpe varm luft i en ballon: Lave et drømme program vi selv kan lide, der forgår på steder vi selv kan lide at komme. Dette giver vi en indpakning, der forklarer vores ideer og visioner på så lækker en måde, at vi kan få folk med på vognen. Men andet er det ikke.

I gamle dage bestod indpakningen af en uendelig ørkenvandring af powerpoint præsentationer, der mere havde til formål at udmatte folk fremfor at overbevise dem, og ofte efterlod folk forvirrede fremfor afklarede (jeg ved hvad jeg taler om – jeg har været storproducent af slides).

I dag er indpakningen en online presence med Reconceptions.com som universets midpunktet for de små sattelitter vi sender i kredsløb for at få det hele til at spille: Facebook, Soundcloud, Twitter, Google Plus, Youtube, Instagram osv.

Altsammen uden at have noget som helst konkret. Vi har ingen aftaler med venues, vi har kun de programpunkter vi selv kan levere, samt vores beskedne evner og et budget, der rækker til det absolut basale. Ikke meget hvis man skal virke overbevisende.

Men som bekendt lærer nød nøgen kvinde at spinde.

Det vi har haft til rådighed, kombineret med vores passion og energi, har vi strikket sammen så godt, at vi hvis vi ser bort fra Tuborg Brewery’s support fra day minus one så småt er begyndt at bryde igennem.

Vi hoppede over mine tre personlige benchmarks i løbet af i går sorry – vi hoppede kun op på overliggeren (don’t challenge faith) .

Benchmark 1 – vi skal have hul på venue bylden

Shishir og jeg gik i sales mode og tog ud for at besøge tre af de venues, der står på vores ønskeliste.
Sandhedens time – men jeg sagde det ikke til ham. Hvis de første steder er negative vil det virke dræbende for energien. Omvendt – hvis de første fede venues er på, så kommer resten af sig selv.

Jeg var begyndt at føle sommerfuglene i maven – og Shishir har været meget utålmodig. Han ved, at vi på et tidspunkt i næste uge rejser til Lissabon, og så er han alene. Så selvom vi kun har arbejdet med projektet i 4 dage, var det på tide at komme ud og se, om vi havde varm luft nok i ballonnen til at få den til at lette.

Den tvivl vi måtte have følt da vi satte os op på scooteren, kom til skamme efter vores første besøg på de nyåbnede City Museum Kathmandu på Durbar Marg, Byens pt førende galleri med en målgruppe, der er identisk med vores, samt en beliggenhed, der svarer til en af gaderne omkring Kongens Nytorv (uden yderligere sammenligninger).

Next stop Places i Thamel – den førende bar/cafe/lounge indenfor DJ genren – skabt af Michael. De var naturligvis også på.

Det 3. og sidste sted vi tjekkede ud var The Attick, som alle venter på skal genåbne efter 6 måneders ‘hi’ – et sted der betyder meget for mig personligt. Drengene bag stedet var nogle af mine første legekammarater da vi kom hertil for fem år siden – jeg var deres allerførste kunde og eneste udlænding deres første tre måneder. The Attic har imidlertid et lydproblem på deres nye adresse. Men jeg er ikke så nervøs. Hvis vi kan lave noget på Tings, kan vi også lave noget hos dem. Det vil være et scoop at få dem på programmet – godt nok er det et prætentiøst sted. Men der er så meget udenoms plads, at der er plads til alle. Og Karl Knapp’s fantastiske skulpturer er de perfekte rammer.

Vores lille tur gav den forventede selvtillid. Tilbage på pinden fik vi lukket to aftaler mere over telefonen. Så sammen med Tings Tea Lounge – som jeg må erkende har en vis fedhedsværdi – har vi kritisk masse: 5,5 venues på plads. Jeg er derfor rolig. Resten op til de 13 venues vi skal bruge, bliver ikke et problem. Omvendt er vi i et land, hvor man ikke skal tage noget som helst forgivet.

Anyway – vi har hul på Benchmark 1 bylden.

Benchmark 2 – vi skal have hul på presse bylden

Næste kritiske punkt er pressen. Jeg VIL have et magasin samt en avis i næste uge. Mest for at kunne kommunikere “Pressen er på” ud i miljøet. Da vi kom tilbage ringede Pravina og sage at Nepals såkaldte førende magazin Chic kommer og interviewer os på mandag.

Så timingen er perfekt – dels er det så sent, at det ikke kan skade så meget (jeg tænker på vores fedheds faktor) og dels så tilpas ift til publikum at jeg sagde ja.

Samtidigt fik Shishir trængt en magasinjournalist op i hjørnet på Jazz Upstairs i onsdags, og en af hans venner har en ledende funktion på en af de tre førende dagblade. Så håber jeg på at Uzair kan komme på Image FM og tale musik en af de kommende uger. Dette skulle være nok til at imponere miljøet. Og imponere er i virkeligheden det eneste det drejer sig om her i Nepal.

Så nu har vi hul på Benchmark 2 bylden.

Benchmark 3 – det evindelige problem. Logo og visuelt univers.

Sidste vigtige hjørneste er logo og visuelt univers.

Det kom Uzair med i går. Det virker ok – og langt over den lokale standard. Og så fungerer det på alle platforme. Vi venter med for alvor at præsentere det – vi skal have indarbejdet Tuborg og Red Bull før vi går ud. Dog har vi uploadet logoet på de forskellige sociale netværk. Jeg gider ikke ligne et æg.

Benchmark 3 accomplished.

—

Dagen i dag skal bruges på at tilpasse website til Uzair’s designs, skrive texter til alle sites, og så ellers følge op på de meget opmuntrende kommentarer og tilkendegivelser der er begyndt at strømme ind.

Vågnede til super hilsen fra Imagine i Gettysburg – ville ønske hun kunne være med.

Og det først jeg så, da jeg tjekkede ind på Bongorama var Morten Vammen, der kækt lovede at sende en masse beat samt to forrygende links fra Klaus Birch – blandt andet The United Sounds Of Swingamajig Mixtape – soundtracket der tog over da Keith Jarret var færdig…. start dagen med The United Sounds of Swingamajig – så flyver du resten af dagen. Det ville jeg elske at få til Kathmandu.

Men først et lille reality check. Markedet kalder.
/t