Befri mig for nepalesiske medier – de er en farce: ReConceptions Of Jazz #5

Man kan godt mærke at Dorjee – vores manager og partner – har ferie. Nogle af hendes opgaver tager vi os nemlig af. Som eksempelvis indkøb af kød på markedet forleden, og som i går: fyld til vores slænge puder i loungen.

Et helvede at skulle begive sig ind i Asan’s gedemarkede. But somebody’s gotta do it.

I går var det vores 6 arbejdsdag.

Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal sige. Synes ikke rigtig der sker noget – dvs der sker en masse. Men ikke det rigtige.

Jeg jagter personer for at få dem i tale. Eksempelvis Jazzmandu folkene. Det kunne være fedt at få et samarbejde op at køre. Og det burde også være fedt for dem: At få tilføjet et nyt, relevant program, de intet aner om selv.

Men det er ganske enkelt ikke muligt at få hul igennem til dem.

Helt groteskt. Vi taler om Nepal’s største musikbegivenhed, der starter om en måned.

Du kan ikke ringe til de numre, du har på dem. De er forkerte, Og når man endelig får et brugbart nummer ud af-en-eller-anden, der kender en-eller-anden-anden, er det en anden end den man jagter, der svarer telefonen. Og den besked man efterlader bliver naturligvis ikke besvaret… weird.

Og mail er åbenbart for eksotisk – der er godt nok en info@jazzmandu.com mail på deres hjemmeside, man kan skrive til. Men indtil videre er der ingen, der reagerer på henvendelserne. Og de beskeder man lægger på JazzUpstairs, forsvinder i et glas øl.

Chic – Nepals førende modemagazin – var til gengæld på pletten

De kom som aftalt klokken 1 pm – sharp. Det er så tilgengæld også det eneste positive, der er at sige om dem.

De anede intet om noget som helst. Nada, Zero, nothing. Rien, intet!

Jeg havde ellers gjort det lidt hyggeligt med vores lydanlæg kørende, vand, kaffe mm og instrueret Shishir, Uzair og Michael i rollefordelingen: Uzair på DJ issues, Shishir på Kathmandu issues og Michael og jeg diskret i baggrunden.

Reconceptions handler nemlig om musik.

Det er musiken og teamet bag, der er det interessante – forsøgte jeg at forklare ham den smarte dress man.

Ti minutter før havde han ellers lovprist vores fest på Full Circle for 4 måneder siden. Her var det musikken DJ sets a la det vi arbejder med nu. Så jeg troede han var med på vores ideer i hert tilfælde den musikalske side.

Han var fuldstændigt blank – skræmmende blank!!!!

Efter min indledende small talk om vores pionerarbejde og musikalske visioner på Nepals vegne anedede jeg en smule begejstring…Og var han ikke begyndt at få vinger – leviterede han ikke?

Desværre – hele min begejstrede indledning faldt til jorden med et brag.

It’s fine – can we get an interview with you now?

Jeg var målløs!

Her troede jeg lige, at jeg havde forklaret ham, at det handlede om musikken og teamet bag. Og ikke enkelt personer. Og da slet ikke mig.

Sorry my friend – not possible. I don’t do that. Then it’s better you leave…

Til alles store overraskelse bad jeg dem gå. Nepal’s såkaldt førende magazin.

Chic drengenes øjne begyndte at flakke – det havde de aldrig prøvet før. At folk siger nej til at komme i deres magasin. Kathmandus førende!

For at være helt ærlig så kom mit udbrud også en smule bag på mig selv. Men jeg følte mig så utilpas og så trist til mode på Shisirs og Uzairs vegne (de vidste ikke at Uzair er fra Malaysia), at jeg ikke kunne holde mig tilbage.

Hvorfor pokker føler et Nepalesisk medie ikke stolthed på deres jævnaldrendes landsmænds vegne – stolthed over at se noget nyt og spændende udvikles sig fra nepalesere. Hvorfor var de ikke ved at flyde over med spørgsmål til Shishir (de fik at vide at Uzair kom fra KL) om hvordan det er at realisere store projekter: om hvor de får deres inspiration fra, om hvad deres visioner er osv.

De tre medie folk så pludselig ikke så Chic ud længere. De stak hurtigt hovederne sammen og satte sig slukørede overfor os med hænderne i skødet uden at vide hvad de skulle stille op.

Der var ikke andet at gøre end at tage ordet.

Så jeg started med at forklare om Tings og udviklingen af vores Art@Tings projekter fra vores traditionelle kunstudstillinger over events og workshops (altsammen noget der har foregået på Tings Tea Lounge) – til nu events, der sker overalt i Kathmandu.

We don’t need things to happen here – our guests are not stupid – underforstået at det var de, (jeg kunne ikke lade være).

They will know we are involved even if our projects happen in other parts of the city. This event is about music – and Tings is not a music place – its a Hotel, our guests sleep here…

Under mine afsluttende musik-replik kiggede jeg over på Uzair, der straks forstod at Music place var kodeordet, og tog over.

Herefter gik det som planlagt. Men efter vores plan. Da deres mobil optager efter en lille halv times tid gik død, virkede alle vist temmeligt tilfredse.

Undtagen mig – jeg kunne ganske enkelt ikke forestille mig nogen af de tre Chic fyre, der sad over for mig, skrive to sammenhængende ord.

Min frygt blev værre – i stedet for at sige farvel og lægge an til at gå (det lå ellers meget kraftigt i luften) kom de forrygende ord.

And now we would like to know – what does fashion means to you?

What are your favorite brands?