4 vink med en madvognstang

Madtanker fra Prithwi Highway, Nepal

Noget af det fede ved at køre i bil (eller bus for den sags skyld) er, at tankerne får frit spil. Når de bliver tricket af et eller andet, så varer det et split sekund, før de flyver afsted i alle retninger…


En anbefaling fra madanmelderen: På Frederiksberg får 21-årig kok traditionelt køkken til at føles som en fornyelse


Lærke Kløvedal, Politiken 19 April 2019.

Otto’s anmeldelses-debut i Politiken forleden

Vågnede til en helt forrygende message fra Karma Claus – En læsbar version af Politiken’s forrygende anmeldelse af Hos Otto. Midt i bump, rystelser og kaskader af vand fra gårsdagens mudderpøle, den extremt støvede vej strækning og de uendelige sving og huller fra gravkøer, klippestykker og indtørrede bilspor, virkede de meget velfortjente ord nærmest som speed, der sparkede mine tanker i gang. Otto er ikke alene sø af vores bedste venner – siden før Tings Kathmandu åbnede har han været en del af vores liv i Nepal – og altid i forbindelse med mad. Senest i forbindelse med vores juleaften 2015, Indiens tørlæggelse af Kathmandu for gas og benzin tvang os til at tage gamle, klassiske nepalesiske kogeprincipper i brug. Otto og jeg måtte lave vores traditionelle og meget klassiske julemenu over åben ild i haven. Så de velfortjente ord og Otto’s glade fjæs sparkede en masse minder i gang og gav mig stof til eftertanke i forbindelse med Tings Lisbon hvor vores oplevelser de seneste 3 år står i skarp kontrast til vores oplevelser i Kathmandu.

Lissabon er Europas Start-Up by numero uno. Alligevel er Portugal ramt af brain drain der skyldes de flugt til udlandet. De ser åbenbart ikke de samme muligheder i landet, som alle os udefra gør – jeg ser muligheder over alt, især på madfronten. Derfor har det været en stor overraskelse og kæmpe skuffelse for os ikke at kunne få unge portugisiske madtalenter til at involvere sig i vores Tings Køkken.

Efter 2-3 års tomgang på madfronten i Lissabon var jeg så småt begyndt at tvivle på mine fornemmelser for mad – jeg vil ikke sige, at jeg har været deprimeret – snarere frustreret – eller måske en blanding. Men efter at have læst anmeldelsen af Hos Otto, kom jeg til at tænke på Jit, som vi så igen for første gang i 4 år, hvor han kom forbi Tings Kathmandu for at hjælpe med maden til de 100 gæster, der kom til åbningen af Chirag Bangdel’s udstilling.

Karma Claus

Jit fulgte med vores hus, da vi overtog det, og arbejder nu som chef de partie i en Italiensk restaurant i Dubai. Et job han fik foran over 100 ansøgere fra uddannede kokke og med flere års erfaring fra Fem Stjernede hoteller – uden af have et eneste uddannelses-bevis. Til gengæld kunne han smage forskel på en god og dårlig olivenolie. Lave pasta al dente, hjemmebagt italiensk brød, gnocchi, en god hjemmelavet mayonnaise og andre italienske og Mediterranean specialiteter. Da vi ikke er uddannede i noget som helst på madfronten har vi sendt ham forbi forbi københavnske køkkener – ikke som opvasker, men som kok (takket være Karma Claus). Og så lavede han i øvrigt mad til 250 gæster til den danske ambassades reception da HKH Frede besøgte Nepal for nogle år siden. En opgave han fik foran Radisson, Shangri-La og et par andre af Kathmandu 5 Stjernede kulinariske katastrofer.

Dagen før jeg krammede Jit, poppede der et herligt billede af Dinesh op på min skærm. Vores dejlige veninde – og stamgæst på Tings Kathmandu – Anne var i Indien for at sige hej til hendes sponsor søn, der sparker røv på Essence – a relais & châteaux restaurant in Kerala, India på 6. måned.

Indtil for et par år siden boede Dinesh på det børnehjem som Anne og en anden af vores stamgæster tager sig af. For år tilbage kom han til at sige til hende at han gerne ville arbejde med mad. Anne arbejder med super chefs med kontakter overalt – så den fixede hun. Men inden skulle Dinesh lige udstyres med lidt ‘kokkeuddannelse’ og noget praktisk erfaring med internationale retter – sidstnævnte er ifølge hende kun muligt et sted i Nepal. På Tings Kathmandu, hvor han derfor legede mad et halvt års tid sammen med vores staff.

Tre vidt forskellige kids – men samme drøm

Midt i det trafikkaos der omgav os på vej fra Thankot ned til Kathmandu så jeg lyset. Disse tre fantastiske unge levende væsner er måske forskellige, hvad angår religion, hudfarve, kultur, traditioner, levestandard og en masse andre ting.

Men på madfronten har de en meget  væsentlig ting til fælles De vil DØ for at arbejde med mad. De har tårnhøje ambitioner og taler mad, drømmer mad og arbejder kompromisløst til de segner. Og så snupper de mulighederne for at lave mad, når de opstår, hvilket vi – og ikke mindst vores gæster på Tings Kathmandu – har været ufattelig heldige at få glæde af.

I Lissabon er det helt omvendt.

Her har deres portugisiske ‘kolleger’ tårnhøje ambitioner, ingen energi og ingen stolthed overhovedet, over deres lands fantastiske råvarer. Og mens vores nepalesiske kids nærmest har krøbet op i røven for at suge viden og magi ud af de super Chefs, der har været forbi vores lille primitive køkken i Kathmandu, forsvandt deres portugisiske madkolleger ud i det blå, da nogle af Danmarks bedste chefs huserede i vores veludrustede køkken i Graca i Lissabon.


Da vi efter ufatteligt mange timers køretur langt om længe var tilbage i vores oase i Lazimpat, fik vi besøg af Marie & Rikke Bronx der er en sprit ny veninde jeg fik af Morten Asbjørn da han for nogle måneder siden connectede os fordi han tog Rikke med til Kathmandu. Da insisterede jeg på at de skulle tage til Tiger Tops Elephant Camp, hvor vores gamle Kathmandu veninde Marie arbejder – eller arbejdede! Det gør hun nemlig ikke længere. Hun er nemlig netop startet med et nyt trekking project, der bl. a. involvere en nytænkning på madfronten – og her kommer Rikke ind i billedet. Ikke alene er hun DJ, hun er også kok og alt-muligt-andet-mad med en masse spændende erfaring fra ufattelig mange steder. Og det udnytter Marie nu skammeligt ved at tilknytte hende som food DJ til trekking-projektet.

Så indenfor bare en uge har Jit, Dinesh, Otto og Rikke – blinket til os fra deres respektive planeter. Alle fire i vores mikroskopiske madunivers.

Jeg ved godt at vi intet har med deres respektive succeser at gøre. Men jeg tillader mig alligevel at bruge ugens 4 mad hændelser som et tegn på, at det ikke er Annettes og min skyld at Portugal ikke fungerer, og bruge anledningen til at ændre de regler vi selv har lavet. I stedet for stædigt at fokusere på lokale vil vi fra nu af kun involvere folk, der gider.

Er Nepal ikke et magisk land?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s