Idioti, grådighed eller det der er værre – velkommen til Udviklingsverden? ReConceptions Of Jazz #8

Reality Check: Det går sgu lidt langsomt. Vi har en liste med 16 huse vi skal tjekke ud til Tings Lisbon. Men ingen af ejendomsmæglerne vender tilbage. Det er sandsynligvis vores utålmodighed der driller. Som sædvanligt. Til gengæld får vi tjekket Lissabon ud – især vores favoritområder. Når vi ikke bare chiller i lejligheden, vader vi rundt og snuser.

Og så benytter jeg mig af at have et køkken. Det har jeg ikke haft siden vi flyttede fra Yangon. Vi er stadigvæk primært vegetarer – jeg spiste dog kylling forleden, da det var vores bryllupsdag. I går lavede jeg 3 tapanader. En med Oliven, en med Rød Peberfrugt samt en med Champignon & Solsikkekerner. De blev sgu vellykkede. Og så var det en fin måde at pimpe min tortilla (med blå kartofler) op på.

Først det positive: Vores line up bliver bedre og bedre

Bruger en del tid på ReConceptions Of Jazz – men mest på det, jeg kan li’. Nemlig musikken. Vores line up af acts begynder så småt at falde på plads. Så jeg opdaterer de enkelte artisters sider med bio, billede og lyd, hvis jeg kan finde noget. Alt skal være klart så vi bare kan offentliggøre ved et enkelt tryk på knappen.

Vores line up tager en overraskende og positiv drejning. Det ser ud som om vi helt uventet får en række jazz musikere med på programmet – musikere, der krydrer det hele med deres instrumenter.

Ugen inden vi forlod Kathmandu sad Katie (Trompet) og Rajan (Bass) og prøvede kræfter med Uzair – og det har udviklet sig så positivt at actet nu bliver programsat. De har komponeret flere tracks, som jeg glæder mig afsindigt til at høre. Det de spillede, mens jeg var til stede, var helt forrygende.

I mandags skrev Uzair at han havde fået en henvendelse fra en belgisk pige Marta DG fra Senza Rane.

They like the idea of an underground festival som Uzair skrev. Så de vil åbnebart gerne spille med. De har begge et par udgivelser på bagen – der minder en smule om Hope Sandowal meets Joni Mitchell. Der er vist møde med dem i denne weekend. Min fornemmelse siger mig, at det kan blive fedt. Let’s wait and see.

Og så er Gianni Denitto meget interesseret i at komme til Kathmandu.

Han er for tiden i Delhi, men har ikke penge til flybilletten til Kathmandu. Så nu har Shishir sat en crow funding kampagne igang for at skaffe penge. Fedt initiativ – det er den måde ting skal ske på. Hvor er det herligt at sidde på afstand og følge. Men også en smule trist at tænke på, at vi har problemer med en skide flybillet.

Det vi har sat op indtil videre, kan lade sig gøre for 20.000 kr. Og det er det vi har.

Så i skrivende stund kan vores i forvejen fantastiske line-up udvikle sig til hvad som helst i positiv retning

Ugens helt store skuffelse

Jazzmandu vil ikke vide af os. Hverken nu eller fremover. Forleden fik Michael denne mail:

We appreciate your interest but I regret to inform you that we cannot accept your proposal for the following reasons:

Jazzmandu has over the years developed its own set of promotional strategies and at this time we are not looking into co-promoting with any event.

We appreciate your offer to co-author our FB page but we already have designated members of the Jazzmandu team handling our social media campaigns.

Had your event been on different dates we would have strongly considered supporting your event in whatever way we can. However since it’s coinciding with Jazzmandu, co-promoting your event would add confusion amongst our audience.

Most importantly, our clients/sponsors will not allow collaboration with other events sponsored by other companies as we have strict contractual bindings with them.

That said, it’s great news that more music events are taking place in Nepal and we wish you good luck with your event.
Best wishes from the team,

Hele hensigten med Reconceptions er at lave er nyt tilbagevendende element til Jazzmandu, med gratis adgang og samtidigt er lidt mere sexet. En ideel måde at introducere jazzen for den store del af Nepal, der ikke har råd til at betale de dyre billetpriser til Jazzmandu. Og en ideel måde at vise, at man godt kan lave en festival, hvor folk får løn. Sponsorerne er der nemlig.

For mig at se burde der ikke være nogen problemer overhovedet. Da jeg i sin tid arbejdede med Copenhagen Jazzfestival havde vi en tilsvarende festival i festivalen. Den kaldt vi for Future Sounds Of Jazz – Naturligvis på et langt højere niveau med navne som blandt andet Burnt Friedmann og Bugge Wesseltoft. Og koncerterne havde også entre.

Med vores 100% fokus på sociale medier er der intet, der konflikter kommunikationsmæssigt. Faktisk kan vi ved vores eksempel – og direkte involvering som vi tilbød dem – tilføre Jazzmandu noget viden og erfaring, de ikke selv besidder. Og ganske gratis.

Så set i det lys, er deres kommentar om at deres sponsorer/klienter ikke tillader at Jazzmandu samarbejder med andre festivals – dvs. at festivalen i dette tilfælde udvikler sig med et element som ReConceptions ren volapyk. Det kan godt være, at der er en klausul i en kontrakt, der forhindrer det. Men jeg er overbevist om, at alle deres sponsorer vil klappe i deres små hænder, hvis de kunne melde ud: We bring new and free jazz to Kathmandu. Hvem ville ikke gøre det? Så ved jeg godt, at vi har Tuborg som sponsor – og hva’ så? Det kan da ikke skade et forsikringsselskab som Suraya?

Et element som Reconceptions vil da kun gavne Jazzmandu og hele Kathmandu for den sags skyld?

I know – det er måske en smule arrogant at komme anstigende med en festival med ordene: Tag den – det er Jeres. Det ideelle havde naturligvis været, hvis Jazzmandu havde været inde over projektet fra starten. Mere for at give dem owner ship på projektet.

Men det har ikke været muligt at få dem i tale – man kan kun maile dem via deres hjemmeside – men ingen svarer. De mobil numre man får er forkerte, og den ene gang jeg kom igennem til Navin Chettri (Jazzmandu’s Boss) var det en kvinde, der svarede telefonen. Den besked jeg lagde, blev aldrig besvaret.

Da jeg har inviteret mig selv til Jazzfestivalen stort set hvert år siden vi ankom i 2009 uden nogen synderlig interesse fra ‘deres’ side, havde jeg intet andet valg end enten at lade være med at starte noget som helst op, hvilket vil være for taberagtigt, eller bare starte op selv, og herefter kontakte dem, når festivallen blev mere konkret.

Jeg gjorde sidstnævnte MEN jeg havde overhovedet ikke regnet med, at de ville sige nej tak.

Da jeg luftede mine frustrationer i mit ‘system’, fik jeg nogle hårrystende tilbagemeldinger. Rygter, vandrehistorier etc – men med samme indhold og budskab.

Forget it sagde alle – Jazzmandu vil ALDRIG lukke fremmede indenfor. De er bange for at miste kontrol – festivalen er nemlig en ren og skær familieforretning hvor der ingen der besidder det der skal til at udvikle en festival som Jazzmandu.

Der er ingen, der arbejder med social networking – endsige marketing. Den marketing, der er, tager Navin’s søster sig af. Og det eneste hun laver, er at sende frivillige rundt med flyers og posters.

Websiden laver Navin’s bror Pravin som bor i Belgien. Den er – så vidt jeg umiddelbart kan se – lavet i et meget basic online program – hvilket vores iøvrigt også er. Men vores site er tunet til sociale netværk, har meget mere musik og er med garanti bedre optimeret til søgemaskinerne.

Medierne tager Navin’s anden bror Samir sig af. Et område han efter sigende ingen forudsætninger har for at håndtere.

Så er der selve booking af bands. Det er såre simpelt. Jazzbands sidder åbenbart og leder efter muligheder for at komme ud i verden. Og hvad er lettere end at finde festivaller interessante steder på kloden, som man ellers ikke har mulighed for at komme til. Eller måske leder de efter steder, hvor de kan få hjælp fra deres lokale CKU/Danida i et godt udviklingsland som Nepal. I don’t know. Men alle musikerne betaler eftersigende selv for transport og visa – og sikkert også for ophold. Så finder de Jazzmandu i Kathmandu og tænker: Der vil vi godt til. Og det vil de så meget, at de selv sørger for flytransport og selv betaler for visa. Trylle, trylle trylle – så har man en festival.

Der er absolut intet i vejen, hvad det angår. Det er faktisk fedt. Problemet er, at deres musikglæde overhovedet ikke rammer et musikelskende lokalt publikum. Hvis de tror de gør Nepal en tjeneste med deres gratis optræden – så kan de godt tro om igen. Det publikum, der kommer, er kun udlændinge og rige nepalesere. Og den overvejende del af dem ville aldrig gå til en jazz koncert i deres hjemland, hvis de skulle betale vestlige priser.

Men efter mine mange år i Kathmandu er der med garanti noget om ovennævnte snak. Jeg genkender billedet fra nogle af de festivaller, jeg har fået indsigt i, da jeg i sin tid bad om agtindsigt i de danske kulturprojekter: Nepotisme, grådighed og decideret svindel.

Så set i det lys kan jeg godt forstå den manglende interesse, der har været for min involvering.

Det er bare trist at vide, at denne konstruktion umuliggør udviklingen af Jazzmandu. Trist – for både festivallen, nepaleserne, de lokal musikere og Kathmandu, der som turistdestination vil have gavn af lidt nytænkning på festivalfronten.

LOL