Viborg International Billboard Festival 2015 åbnede i fredags

VIBF15 makerer kulminationen på 5 års fokuseret og målrettet arbejde med at profilere og markedsføre Nepalesisk Contemporary Art.

I de fem år Art@Tings har eksisteret, er der 2 ting, der har gennemsyret alt, hvad vi har haft med at gøre:

Den første ting vi arbejder efter er noget så banalt som Talent.

For alle kunstinteresserede lyder det sandsynligvis temmeligt åbenlyst: Hvis ikke talent, hva’ så? Men alle os, der kender til Nepal hvor nepotisme, korruption og et urgammelt caste system forfordeler og mange gange udelukker personer, familier og sågar hele befolkningsgrupper – alle os ved, at talent er det, der her i Nepal tæller mindst. Det være sig inden for erhvervslivet såvel som inden for kunstverdenen.

Den anden ting er vores lige så banale KKK Strategi

De 3 K’er står for Konsekvens, Konsistent & Kompromisløs.

Konsekvens:
Vi  fokuserer kun på kunstnere, vi selv kan li. OG som, vi er overbeviste om, har en chance uden for Nepals grænser.

Konsistens:
Kommunikation, networking, timing & planlægning er det gennemgående 4 enkle elementer i alle vores projekter

Kompromisløs:
Kunstnerne og deres kunst er det essentielle. Kommercielle interesser, kulturelle interesser, diplomatiske interesser, iNGO/NGO Interersser er uvedkomne.

Aditya Aryal er blandt de 10 internationale kunstnere der deltog i  VIBF15.

Festivalen i Viborg er ikke alene kulminationen af Art@Tings mere end 5 års samarbejde med Aditya. Jeg vil gå så vidt at påstå, at det også er en kæmpe begivenhed for Nepalesisk Kunst.

Alt hvad vi – i de 6 år, vi har levet her – har set af kunst fra Nepal (udenfor landets grænser) har en Developing Country-label påklistret. Der er altid en organisation og/eller en ambassade indblandet.

Det gør kunsten kedelig og forudsigelig. Det er som om, alle kunstnere laver kunst for at please kulturstøtten, frem for at lave det, de brænder for.

Thomas Bjørn Tingstrup, Art@Tings

Vi mødte Aditya Aryal for første gang tilbage i 2011

Den var den herboende amerikanske kunstner Karl Knapp, der introducerede os til Aditya Aryal. Det skete efter et par års desperat og forgæves søgen efter kunst og kunstnere vi fandt interessant nok, til at vi ville involvere os. Aditya var blandt de 6 kunstnere han introducerede os for til NoNameNoThemeJustArt gruppeudstillingen, vi lavede tilbage i december 2012. Vores første med contemporary nepalesisk kunst.

Faktisk havde jeg kommunikeret en del med Aditya inden udstillingen faldt på plads. Han kontaktede os i løbet af sommeren for at høre, om jeg ville tage noget Molotow kunstgrej med fra Europa. Dette drive var noget af det, der i første omgang vagte vores interesse. Det er nemlig sjældent, at nepalesere gør sådan noget.

NoName udstillingen blev på flere måder en tvivlsom oplevelse. Hvor den foregående udstilling med Bruno Levy solgte fantastisk, solgte vi ikke et eneste stykke nepalesisk kunst. Alligevel kom Aidtya tilbage og spurgte, om vi ville host’e et nyt projekt: Prasad som kunstnerkollektivet Artlab var bag. Alligevel også selvom Kathmandus førende galleri allerede havde tilbudt dem at lægge vægge til.

Prasad@Tings blev Art@Tings gennembrud på den nepalesiske kunstfront.

En af vores fejl fra NoName projektet var at overlade alt til kunstnerne. Det kunne de ganske enkelt ikke magte. Og den fejl ville vi ikke gentage. Kunstnerne og ArtLab skulle derfor alene fokusere på kunst og kreativitet, som vi tilgengæld ikke ville blande os i.

I de 3 måneder det tog Art@Tings og ArtLab at tage projektet fra en løs ide til Nepals mest succesfulde Contemporary Art Project, blev det klart for os, at Aditya ikke alene var den kreative rygrad i projektet (og i hele ArtLab) han var også the driving force. Han tog ganske enkelt ansvar og initiativ, når tingene ikke fungerede – hvad de aldrig gjorde.

Det var i samme projekt, vi definerede de indsatsområder vi involverer os direkte i den dag i dag. De decipliner ingen lokale kunstnere evner: Management, PR og social marketing – og vi skal gøre det selv!

Efter Prasad tog vi beslutningen om at arbejde videre med Aditya Aryal og hans karriere

Vi har den holdning at kunstnerne skal komme til os af sig selv. Og når de er klar til det skal de være mere end velkomne til at forlade os igen.

Aditya kom selv til os på et tidspunkt umiddelbart efter Prasad… og det havde vi på fornemmelsen. Prasad Projektet var på det tidspunkt blevet for visionsløst og uambitiøst for ham.

Vi har aldrig indgået et formelt samarbejde – det er ikke nødvendigt. Det skal være sjovt – det er det væsentlige.

Det der motiverer samarbejdet er gensidig hyggesnak, der udvikler sig til konkrete møder og arbejdsrelateret planlægning når situationen kræver det.

Siden Prasad har vi været med på sidelinien i et hav af Aditya’s gruppeudstillinger og projekter. Vi har udfordret hinanden kreativt over nettet under vores rejser og vi har haft en masse samtaler om kunst, musik, mad litteratur. Sidstnævnte er det vi betragter som en kompensation for det lokale kunstakademis manglende kunsthistorie.

Så vi følte os godt forberedt da vi I september fik vi tilsendt ansøgnings-invitationen til VIBF15 fra en af vores kunstner venner, som udstiller hos det lokale Galleri NB. Om det ikke var noget for en af vores kunstnere? Vi lavede en del research og vurderede at Aditya Aryal var den rigtige at hjælpe med en ansøgning.

Ansøgningen blev fremsendt i god tid inden dead line – månederne op til havde vi brugt til at dokumentere Aditya’s produktion (indsamle fotos af hans værker), indsamle al hans presseomtale, udarbejde hans CV samt fremskaffe alle de andre informationer vi skulle bruge til Aditya Aryal’s hjemmeside, som jeg herefter selv designede og satte op med de mest relevante sociele netværk. Sideløbende lagde vi følere ud til andre mulige gallerier i Europa, fandt PR hjælp, skaffede husly  samt en masse andet arbejde, så vi kunne rykke hurtigt, hvis han blev udvalgt,

Det gjorde han. Men senere end ventet. VIBF15 havde modtaget mere end 60 ansøgninger hvilket betød langt mere tid til bedømmelse og udvælgelse end de åbenbart havde regnet med. Aditya blev udvalgt som én af 10.

Hans deltagelse i VIBF15 er kulminationen af Art@Tings arbejde indtil videre. Det er første gang det er lykkedes os at eksponere en lille del af verden udenfor Nepal for Aditya Aryal og hans kunst. Ringene fra hans deltagelse vil forhåbentligt brede sig og åbne folks øjne for de få andre kunstnere, vi brænder for.

Bortset fra Sneha Shrestha – aka Imagine  – og Hitmann Gurung kan jeg ikke komme i tanke om andre nepalesiske unge kunstnere, der stikker hovederne frem internationalt alene på grund af deres kunst og talent.

Thomas Bjørn Tingstrup, Art@Tings

Aditya Aryal’s deltagelse i Viborg er som sagt et gennembrud for Art@Tings

Efter at have set Collision of Thoughts er jeg overbevist om, at Aditya Arial vil efterlade et godt indtryk, når han forlader Viborg.

Allerede da vi så de første work-in-progress-photos var vi klar over at han ville levere. Hans værk er kvalitetsmæssigt mindst på samme niveau, som de andre deltagende kunstnere.

Vi tvivlede en smule på om Aditya rent stilmæssigt appelerer til Viborg og danskerne. Den tvivl blev manet i jorden med salget af Aditya Aryal’s første værk fra udstillingen.

Og jeg ved positivt, at Lisbon er vilde med det. Giv Lowe var meget begejstrede, da jeg viste dem Adityas værker, og er nu i dialog med Aditya om en udstilling med ham til August, inden hans 90 dages visum udløber og han skal tilbage til Kathmandu.

Men inden da skal han lave et art projekt på Anexet i Kerteminde samt Jazzudstillingen på Byens Kro i København K og efterfølgende på galleribesøg i Norge og Holland.

Der er nemlig endnu lang vej til en karriere som kunstner. En karriere han kan leve af.